Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid i uge 9, har svært ved at give slip

Spørgsmål:

Jeg har lige fundet ud af at jeg er på vej ind i min 9. uge. Min kæreste og jeg har været sammen i snart 3 år. Vi har snakket om dette scenarie mange gange, og altid med udfaldet at en graviditet skulle afbrydes, hvis det ikke var planlagt. Jeg holder ved min beslutning, han er ved at være færdig med sin uddannelse, men jeg er først lige ved at gå i gang med min, det passer bare ikke ind… og jeg vil ikke bebrejde mit barn for de ting jeg ikke fik set.

Men det er hårdt, jeg holder jo af det her lille barn, selvom det kun er et par måneder. Indtil videre er det en meget smertefuld oplevelse. Jeg ved bare at vi vil blive gode forældre en dag, men pga. han er skræmt over denne oplevelse siger han nu, at han aldrig vil have børn. Det var fint for mig før, der mente jeg ikke, det var verdens undergang ikke at få børn, men nu er jeg i tvivl. Nu tror jeg gerne, jeg vil have børn, selvom det ikke skal være nu. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få ro med min beslutning.

Jeg ved godt, det er den rigtige beslutning, den forsvarlige og fornuftige beslutning. Men jeg har så svært ved at give slip. Jeg er bange for, jeg aldrig får børn med ham, og det vil jeg så inderligt gerne en dag – tror jeg.

Svar:

Hej! Du er gravid og har svært ved at beslutte dig for, om du skal lytte til dine følelser og beholde dit barn eller følge din “oprindelige” plan og få en abort, fordi barnet ikke er planlagt.
Hvilket svar mon du håber på at få fra Abortlinien?

Lyt til dit hjerte

Jeg kan ikke skrive til dig, at en abort er den rigtige, forsvarlige og fornuftige beslutning. Jeg vil opfordre dig til at lytte til, at du holder af dit lille barn og at du har svært ved at give slip.

Hvad tænker du om abort? Måske anderledes nu, hvor du er gravid end tidligere? Mange tænker at en uplanlagt graviditet kan “klares” med en abort. Men en abort spoler ikke tiden tilbage til før graviditeten. De fleste kvinder får det psykisk svært efter en abort i kortere eller længere tid og i forskellig sværhedsgrad. For mange kvinder bliver en abort en tung livsbaggage.

Ved han, at du holder af den lille ny?

Men din beslutning afhænger af dit forhold til din kæreste? Han er skræmt over denne oplevelse. -Er han skræmt over udsigten til abort, eller til at du måske beholder barnet? Vil han presse dig til at holde fast ved jeres oprindelig plan og få en abort?
Ved han, at du holder af det lille nye liv? Ved han, hvad en abort kan risikere at udsætte dig og jeres forhold for?

Hvad afholder jer fra at beholde barnet og blive gode forældre, som du ved, I vil blive en dag?
Jeg vil opfordre dig til ikke at tage en forhastet beslutning. Uanset hvad du vælger, er det et valg du ikke kan gøre om, et valg du skal leve med.

Håber det bedste for dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk. Du kan også ringe til en rådgiver på Abortlinien 48394848

Venlig hilse Trine Holst Nielsen, sygeplejerske