Spørgsmål:
Hej.
Jeg er mor til en dreng på 5 år, og en datter på 4 måneder. Jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid igen, ca. 1 måned henne.
Jeg ved ikke om jeg skal græde eller smile. Jeg gør begge dele. Min mand og jeg aner ikke, hvad vi skal gøre. Abort? Beholde barnet? Der er mange ting der går imod syntes vi.
– Vi føler ikke vi har råd til 3. barn lige nu, mht betaling af 3 institutionspladser.
– Jeg kommer til at have termin på min datters 1-års fødselsdag! Og risikerer derfor at holde hendes første fødselsdag på hospitalet!
– Vi glæder os sådan til at opleve vores datter lære at gå, og udvikle sig. Det bliver svært med en nyfødt på armen.
– Min mand og jeg savner i forvejen lidt alene-tid efter vi har fået barn nr. 2.. Barn nr. 3 vil gøre at vi INTET tid har alene.
– Jeg frygter at skulle ringe til arbejdet og sige, at jeg forlænger min barsel med et år, grundet endnu et barn! Kan man overhovedet det? Så må min chef vel gerne fyre mig?
Får jeg en abort, vil jeg føle, at jeg har slået et lille kært barn ihjel. At det skal suges ud af sit dejlige trygge hjem i min livmoder, at det holder fast med næb og klør, men ikke er stærk nok til at holde fast. Det bliver tvunget i døden! Nej nej nej, jeg kan slet ikke klare det!
Men stadig er der så mange ting der siger imod at beholde det. Det skal lige siges at jeg fik mit første barn som 16 årig, og er nu 21, og har 2 børn. Jeg klare det som man skal, ingen problemer der overhovedet, men hvad vil andre tænke? Min familie? Åh, jeg er så forvirret.
På den anden side, så kan dette lille foster blive til endnu et barn, vi vil elske lige så højt som de 2 andre.
Svar:
Hej! Ja, det er mange overvejelser du har og du er ung og dit yngste barn ret lille. Det er ikke et oplagt tidspunkt at blive gravid på, men det er du blevet. Lyt til dig selv og dine abortovervejelser: Du ved, hvad en abort handler om og du kan slet ikke klare det, skriver du. Dine forestillinger om, hvor svært det kan blive efter en abort er realistiske. De fleste kvinder får det psykisk svært efter en abort, sværest for dem, der var i tvivl. Vil du byde dig selv og din familie det?
-Ja, det er dyrt med 3 børn, men der er søskenderabat og din dreng skal snart i skole. 2. og 3. barn er heller ikke så dyre som den første.
-Termin omkring din datter 1 års fødselsdag, tja, hvis det skulle blive samme dag, så er det set før. Tvillinger deler også fødselsdag og for din datter på 1 år betyder dagen ikke så meget, det er mest forældrene der fejrer!
-Selvfølgelig kan du nyde din datter ig hendes udvikling, selvom der er en nyfødt. Ja, der bliver meget at se til, men I har tid til at planlægge, hvad der kunne gøre det lettee at overskue for jer, hvilken hjælp I kunne ønske. Og de to små får sikkert hurtigt meget glæde af hinanden.
-Med små børn er der ikke meget voksen-alene-tid. Men igen, prøv at planlægge og lav aftaler med jeres netværk om børnepasning, så I af og til har en aften for jer selv.
-Du kan ikke fyres under en barsel, heller ikke selvom det er to efter hinanden. Du er ikke den første, der får børn meget tæt på hinanden.
Lad ikke andre bestemme for dig
-Hvad vil andre tænke? -Lad dem om det. Andre skal vel ikke bestemme, om dit/jeres lille barn skal leve eller dø? Og når barnet først er født, er der nok ingen der ville undvære det.
Og ja, nr. 3 er et lige så stort mirakel som nr. 1 og nr. 2, og du og din mand har formentlig rigelig kærlighed også til dette barn.
Tag jer tid til at tænke og tale sammen og overvej, hvilke muligheder I har, der gør det lettere at overskue at beholde barnet.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk, du kan også ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en erfaren rådgiver.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske