Spørgsmål:
Hejsa
Jeg er så forvirret og føler jeg må lufte mine følelser/tanker til jer som overhoved ikke kender mig.
Jeg mistede i 2011 en baby da den sad forkert og fik fjernet venstre æggestok og æggeleder, jeg var virkelig knust da jeg ønskede mig et barn igen. Jeg har i forvejen en datter som nu er 9 år, en dejlig sund og glad pige, dog har hun nogle problemer vedr. bekymringstanker, og vi mener det er separationsangst. Men hun starter cool kids til august.
Jeg lider selv af angst og det kom i 2007, jeg har fået meget hjælp med det og føler mig godt rustet, synes ikke jeg har det så leget mere, mest i rigtig pressede situationer.
Gravid ved et uheld
Når men for at komme tilbage til mine bekymringer. Jeg har nu fundet ud af jeg er gravid efter jeg var sammen med en eller anden tilfældig mand i byen på bagsædet af en bil, kan ikke engang huske hans navn, jeg fik ikke engang hans tlf nr.
Nu er jeg gravid og min første tanke var glæde og at det var et mirakel og selvfølgelig skulle jeg beholde det. Nu har jeg vidst det i 2 uger og jeg synes jeg er kommet meget i tvivl. Min datter bliver 10 år den måned jeg skal føde i, og jeg tænker om jeg magter at starte forfra? hvad vil det gøre ved hende? Føler jeg tager frihed for hende?
Kan jeg klare at starte forfra alene?
Med mig selv er jeg bange for om jeg kan klare det, det er hårdt at få en baby ligemeget hvad folk siger! Jeg bliver fuldstændig alene om det. Jeg bekymre mig meget vedr min angst, hva nu hvis jeg får det rigtig rigtig dårligt igen. Den sker jo meget med kroppen når man er gravid.
Jeg synes det er så uvirkeligt og aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg tænker om det smart at bringe en lille ny ind når min datter har det så svært.
Jeg er 35 år og havde egentligt sagt til mig selv at jeg ikke skulle ha flere da jeg synes det var for sent. Men nu er jeg gravid og har svært ved at straffe mit valg.
Det er virkelig svært
Jeg var egentlig 100 på at beholde det, men nu har jeg læst om medicinsk abort og puha der mange skræk historier og jeg er bange for at få det rigtig dårligt, men jeg vil gerne være vågen da jeg er bange for ikke at vågne narkosen igen og får dårlige tanker om jeg aldrig ser min datter igen.
Jeg ved godt i hverken kan sige jeg skal beholde babyen eller få en abort. Jeg synes bare det er virkelig svært at stå i denne situation.
Svar:
Hej
Du er enlig mor, gravid og bekymret. Og du synes, det er rigtig svært. Du har ønsket dig et barn mere, nu er et barn på vej. Selvom faderen er et tilfældigt kort møde, var din første tanke, at det var et mirakel. Men nu er du i tvivl og overvejer abort.
Hvad vil det betyde for din datter at blive storesøster?
Du er bekymret for din store pige. Dejligt, at hun er glad og sund, og at hun skal starte i Cool Kids, hvor I forhåbentlig begge får god hjælp til hendes angst. Hvad vil det gøre ved hende at blive storesøster? Mon ikke, det overvejende vil gøre hende glad? Tager en lillesøster/lillebror frihed fra hende? Måske. Men hun får så meget andet til gengæld, hun skal ikke være enebarn, men altid have en søskend at dele liv med.
Abortlinien kunne formilde en støttefamilie
Du bekymrer dig også for dig selv. Du har haft angst, har fået god hjælp og godt styr på det, men ved, at du kan blive angst i pressede situationer. Det er godt at være forberedt. Den, der hjalp dig med din angst, kunne du måske få nogle samtaler med iløbet af graviditeten, som kunne styrke dig. Og ja, det er hårdt at få en baby. Og ekstra hårdt, når du er alene.
Du skriver, at du bliver fuldstændig alene, har du hverken familie eller venner, der kan/vil hjælpe? Måske kan Abortlinien formidle en støtteperson eller støttefamilie til dig. Eller du kan forhøre dig hos Home Start.
Overvej, hvad der kunne gøre det lettere for dig at overskue at beholde barnet?
Overvej, hvad du helst vil leve med, abort eller barn?
Hvad er dine tanker om abort?
Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort?
Du har læst “skrækhistorier” om medicinsk abort og blev bange for at få det dårligt. Hvad blev du bange for?
Mht det fysiske fx narkose, så behøver du ikke være bekymret. Det er meget sjældent, der sker komplikationer i forbindelse med narkose. Der er større risiko for psykiske komplikationer. Typiske reaktioner efter abort er sorg, savn, tomhed, skyld og vrede, hvis man blev presset. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til en rådgiver på Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske