Jeg er en kristen kvinde på 42 år, der er blevet uplanlagt gravid og er i 7. uge. Jeg er i et fast og lykkeligt parforhold gennem 11 år, og vi har ingen børn.

Fra jeg var 26 til jeg var 40 har jeg kæmpet med bipolar lidelse, social angst og spiseforstyrrelse. Det har været en lang og svær proces at komme ud på den anden side og lære at leve godt med mine psykiske udfordringer. I dag er jeg ude af det psykiatriske system og har gode redskaber til at opretholde en stort set velfungerende hverdag.

Det var først, da jeg fyldte 40 – da jeg var blevet rask – at spørgsmålet om børn pludselig dukkede op. Jeg havde aldrig før mærket en form for moderinstinkt, men nu var der pludselig plads til, at det kunne fylde. Jeg gik hurtigt i panik over min alder og blev opsat på, at jeg skulle være mor, inden det var for sent.

Min mand har aldrig selv haft en drøm om at blive far, men ville gerne give det et forsøg, hvis det betød meget for mig. Vi prøvede, men det lykkedes ikke bl.a. pga nedsat sædkvalitet. Derfor blev vi henvist til en fertilitetsklinik. Men lige inden vi skulle til at i gang med behandlingen, blev jeg ramt af et kraftigt panikanfald og ekstremt kolde fødder.

Der var noget indeni mig, der blev i tvivl om, om jeg egentlig ville det, eller om det bare var en impulsiv handling i 11. time. Det slog ned i mig, at jeg jo først lige var kommet i gang med mit eget liv efter så mange år, hvor indlæggelser og depressioner havde fyldt det hele. Jeg er på førtidspension og havde derfor aldrig haft et job, hvilket jeg lige havde fået. Andre personlige drømme som jeg aldrig havde udlevet dukkede også op, og jeg følte en overrumplende sorg over, at tiden bare var gået, uden at jeg egentligt havde nået sådan rigtigt at leve livet!

Jeg følte mig pludselig splittet og tvunget til at træffe et valg: mig selv eller et barn. Var jeg villig til at give min egen frihed til at opfylde personlige drømme op for et barn, som jo unægtelig ville kræve, at jeg måtte opgive det for en lang periode eller måske for altid. For mig var det et svært og frygteligt dilemma at stå i, fordi jeg jo egentligt gerne ville have det hele – både et barn og friheden til endelig at kunne leve livet uden at være begrænset af psykiske udfordringer.

Jeg valgte at droppe behandlingen, selvom jeg aldrig blev helt afklaret. Nu er der gået 2 år og jeg er stadig i tvivl. Jeg føler, at jeg er låst fast i dilemmaet. Faktisk har tvivlen naget så meget, at den ligefrem har gjort det svært for mig at glædes helt over mit nye, raske liv. Det går langsomt med at udleve mine drømme. På trods af gode redskaber så er jeg stadig i begyndelsen af at få bygget et arbejdsliv op. Jeg har kun periodevis været stabil på en arbejdsplads.

Med andre ord: Jeg er slet ikke færdig med at opleve verden og mærke hvem jeg er, og hvad jeg inderst inde har lyst til.

For to uger siden opdager jeg så som et kæmpe chok, at jeg er blevet gravid. Både min mand og jeg var målløse og rystede. Stik i mod hvad lægerne havde fortalt os, var det nærmest umulige sket. Min første tanke var, at det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg skulle have en abort hurtigst muligt og bare glemme det. Samtidig kiggede jeg også op og spurgte Gud: Er det virkelig din mening?? Jeg følte ingen glæde, tværtimod en angst så stor for at miste mig selv og aldrig nå mine personlige drømme. Når barnet er fyldt 15 er jeg jo sidst i 50’erne!!!!!

Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for nogle nye perspektiver og input i forhold til min situation. Udover min og min mands bekymringer omkring vores alder – at vi synes, vi er for gamle – og at risikoen for et handicappet barn dermed også stiger, så går mine egne ængstelige bekymringer bl.a. på:- Hvornår ved man, om man virkelig ønsker et barn ?- Jeg har mange gange bedt til Gud om hjælp til at fjerne tvivlen i mig og give mig et tegn på, hvorvidt jeg skulle gå efter barn eller personlige drømme.

Tror I, at min graviditet er Guds klare svar på, at jeg skal tage i mod hans gave: barnet?- Jeg har ikke det samme overskud som mange andre. Har brug for megen søvn og alenetid for at kunne have det godt og bearbejde indtryk. Derfor er jeg bange for, at et barn vil opsluge al min tid. Hvordan og kan man overhovedet få tid til sig selv som mor ? Nogle er mine drømme er: vægttab, maleriudstilling, holde foredrag, hjælpe unge i psykiatrien, rejse.

Hvad kan man gøre for, at forholdet kan holde med et barn? Jeg hører så mange ulykkelige historier om skilsmisser, og selvom jeg har tillid til, at min mand og jeg er godt sammentømret, kan det godt gøre mig bange.- Jeg skifter hele tiden mellem at vælge abort og at gå med Guds vilje og gennemføre graviditeten. Hvordan forholder Gud og Biblen sig til abort? Vil jeg blive tilgivet? Og er det muligt at tilgive sig selv efter en abort?

Selvom jeg er i tvivl om at få mit eget barn, så elsker jeg mine 8 nevøer og niecer, som jeg har et skønt forhold til. I det hele taget er jeg vild med børn. Men jeg kan ikke finde ud af, om det er nok for mig og ikke nødvendigvis betyder, at jeg skal have mine egne? Aborten ville være den nemmeste løsning til at begynde med, men vil jeg fortryde? Og hvad med det lille liv indeni? Det er svært at ignorere. Det er jo skabt af Gud.

Hvad skal jeg gøre??

Hilsen Anne.

Hej

Det er mange store og svære overvejelser, du har. Har du og din mand talt med andre om din uventede graviditet, siden du konstaterede den for 2 uger siden? Du tror på Gud, og har bedt til ham, men har ikke oplevet afklaring. Kunne det være en mulighed for dig at tale med en præst?

Hvordan Gud og bibelen forholder sig til abort, vil du kunne få forskellige svar på. I Retten til Liv mener vi, at ufødt liv har ret til at leve. Kan du få tilgivelse for abort? Ja, Gud tilgiver, når vi bekender og bedre om tilgivelse. Ville du kunne tilgive dig selv? –Det er svært at svare på. Mange kvinder fortryder deres abort. Hvordan vil det være for dig at vælge abort, hvis du tænker, at du senere vil ønske tilgivelse?

Som ny-gravid er det helt normalt at have mange bekymrede tanker, som du beskriver. Bla fordi du som gravid er meget hormonelt påvirket. Det kan gøre det svært at tage beslutninger. Du har været syg i mange år, men er lykkeligvis blevet rask, men har ikke det samme overskud som andre. Du er i et godt forhold, det er en vigtig ressource.

Det er rigtigt, at der er mange skilsmisser, men det lyder ikke til, at I er i risiko for at blive skilt. Det er vigtigt at tage vare på sit parforhold, uanset om man har børn, det lyder I til at være opmærksomme på, og det er en væsentlig forebyggelse af skilsmisse. Du og din mand kunne bruge graviditetstiden på at forberede Jer på at blive familie, og overveje hvilken hjælp/støtte I kunne få brug for og undersøge mulighederne for det.

For godt 2 år siden ønskede du at blive gravid, men havde vanskeligt ved at blive det; på en måde er det et mirakel, der er sket. Du har været i tvivl om, hvad du ønskede dig, og overvejer nu, om graviditeten er Guds svar til dig. Måske. Men du kan jo vælge at se graviditeten som et svar på din tvivl.

Du er ikke ung, men en del får børn også i starten af 40’erne. Risikoen for handicap stiger med alderen, men de fleste børn fødes jo raske. Og ja, et barn et en stor opgave, og vil tage tid mm., men et barn er også en stor gave, som de fleste forældre vil opleve giver dem stor glæde og livsindhold. Og selvom du er mor vil du kunne forfølge dine livsdrømme.

Uanset om du vælger barn eller abort, er det et valg, du skal leve med. For selvom abort umiddelbart ser ud til at være den nemmeste løsning i en svær situation, så har abort ofte konsekvenser, som du allerede nu overvejer.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848

Håber det bedste for dig og Jer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske