Spørgsmål:
Kære brevkasse.
Jeg fik en medicinsk abort under tvang fra familie. Jeg ville ikke have en abort. Min forlovede og jeg var stærkt enig om at skulle have det barn, men fordi vores forhold ikke havde været en dans på røde roser, så fik min familie vendt min tanke fra at beholde barnet.
Vi er knuste begge to
Min forlovede er den ulykkeligste mand, og det har han været lige siden, og det er 2 mdr siden nu. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller sige længere. Jeg er gået ned med en meget slem om stress. Jeg kan simpelthen ikke få tingene til at fungere mere. Min hverdag kører af lort… min familie sagde til mig, at hvis jeg ikke fik denne abort, ville ingen i familien snakke med mig mere. Og de kom endda og hentede mig hjemme på min bopæl. For at jeg skulle tage med. Jeg havde sagt, at jeg ikke kunne og at jeg ikke ville og jeg græd og græd.
Nogle gode råd?
Efter aborten, havde jeg en kraftig blødning. Men har ikke blød siden da. Jo plet blødning, som kommer og går fra den ene dag til den anden dag, men som nu er stoppet helt. Jeg blødte i ca 14 i streg.
Kan det være tegn på graviditet eller er det pga stress eller hvad kan det værre? Nogle gode råd???
Med venlig hilsen en knust kvinde
Svar:
Hej
Du og din forlovede er knuste, fordi din familie pressede dig til abort. Det er meget barsk. Og barsk at sygehuspersonalet ikke lyttede til dig. Jeg synes, I skal tale med din/Jeres læge og spørge til støttesamtale. Mange kvinder sørger efter abort, også selvom de ikke blev pressede. Selvom omgivelserne sikkert mener det bedste, når de tænker/presser på i fht abort, så spoler abort ikke tiden tilbage, og kvinden (parret) betaler ofte en høj pris. Læs evt i brevkassen og på Abortliniens hjemmeside om andres erfaringer med abort.
Tal med din læge
Mht om du er gravid igen, vil jeg foreslå dig at tage en test og/eller tale med din læge. Ønsker du at blive gravid igen? Måske er det bedste for Jer at vente, til der er mere ro på.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske