For et år siden opdagede jeg, at jeg var gravid. Jeg opdagede også at (min ekskæreste, som var faren, og ham jeg på det tidspunkt troede, jeg prøvede at have et forhold til igen) i samme åndedrag også havde smittet mig med klamydia. Det var et kæmpemæssigt chok.
Uden ham, var jeg jo alene om det.

Fik abort uden at tænke mig om

Så derfor tog jeg ubevidst skyklapper på, og havde ham ved min side – aborten var for ham indlysende, i mens jeg ikke havde nået at tænke mig om.
Alt i mens tiden til den medicinske abort var fastlagt, blev vi begge to ramt af “børne sår” i ansigtet, og jeg fik også et meget smertefuldt herpes udbrud “down there”.

Jeg følte mig lige pludselig syg, næsten alvorlig syg, med et pille indtag på 9 piller om dagen, og ingen følelse af at jeg kunne mærke mig selv – for mig at se var jeg grænseløs som et resultat af et dybt kompliceret forhold til ham min ekskæreste, et såret hjerte og en følelse af at jeg følte mig, forkert, ulækker og ligegyldig.

Han var der under hele forløbet – vi lå i hans seng i 14 dage indtil jeg tog hjem til mig selv igen. Vi havde sagt til hinanden at vi skulle prøve at være kærester igen. På det tidspunkt valgte jeg at tro på det, som en tryghed midt i utrygheden.

Jeg hørte ikke fra ham hele weekenden. Det viste sig at han havde haft sex med en anden i den tid.
Tæppet blev revet væk under mig, og midt i den konfrontation, blev det til et skænderi og der vidste jeg for første gang hvad jeg ville. Han var ikke en del af det, og jeg gik min vej uden at se mig tilbage.

Et mareridt, som jeg ikke kan vågne af

Nu er det et år siden. Og jeg kan mærke, at det har påvirket mig mere, end jeg først lige ville vedkende mig. Det føles på mange måder som et mareridt som aldrig er sket i virkeligheden, men som jeg bare er vågnet fra.

Jeg har meget let til tårer, hvis det handler om børn. Jeg lægger meget mærke til gravide, og tænker instinktivt “at det kunne jo være mig”. I og med at jeg var så sygdoms ramt under min abort, er jeg også hyper opmærksom på min krop nu – og jeg vil næsten sige at det er for meget.
Nogle dage er bedre end andre, men nogle dage føler jeg mig helt menneskesky, og føler en uforløst sorg.

Er mine følelser normale?

Mit spørgsmål er om jeg lyder helt forkert på den? Er det normalt, at jeg føler det, jeg gør? Det handler ikke om at jeg fortryder mit valg, men jeg føler det gik alt for stærkt.
Jeg vil gerne søge noget professionelt hjælp i form af en psykolog, jeg ved bare ikke helt hvordan jeg skal gribe det an.

Hej
Det har været barsk for dig for 1 år siden, og iløbet af det sidste år. Uventet gravid, abort, klamydia mm, utroskab og brud med kæreste. Nu vedkender du dig, den pris du betaler for aborten, bla som uforløst sorg.

Du er ikke forkert

Du er ikke forkert på den. De fleste kvinder reagerer psykisk på abort, og det kommer bag på mange. Desværre er der ofte tabu omkring abortens pris, derfor går mange kvinder alene med deres smerte, ligesom dig. Selvom du ikke fortryder dit valg, har du brug for at arbejde med, hvad du føler og tænker omkring din abort.

Læs evt her Efter abort og læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Du vil gerne tale med en psykolog, og det kan være en god ide. Tal evt med din læge om mulighed for støttesamtale og/henvisning til psykolog. Du kan også ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine tanker. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk

Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejersk