Tinas historie:
Tvivlen fyldte Tina, da hun og kæresten fik en abort for omkring 15 år siden. Hun ville gerne have haft barnet. Psykologbehandling og et mindested har hjulpet hende med at bearbejde den efterfølgende sorg. Nu har hun fået ny energi.
Tina var 24, da hun blev gravid med sin kæreste og fik en medicinsk abort. I dag er hun 39 år og stadig mærket af beslutningen, som blev truffet for omkring 15 år siden.
”Jeg var en tvivler,” siger Tina, som tænker tilbage på de gange, hun kom hjem og fortalte kæresten, at hun havde fortrudt beslutningen om den forestående abort.
Men den 23-årige kæreste var ikke klar. Han var skilsmissebarn og ønskede ikke, at barnet skulle opleve det samme. Parret havde kun kendt hinanden i omkring 5 uger. Omtrent lige så længe, som Tina var henne i graviditeten.
”Jeg havde lige mødt ham og havde svært ved at se, hvad han skyldte mig,” siger Tina, som endte med at få aborten trods tvivlen.
”Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde sagt, hvad jeg gerne ville, da aborten kom på tale. Jeg kunne godt have tænkt mig det barn.”
Spolede ofte tilbage til abortvalget
I tiden efter aborten blev flere af Tinas veninder gravide og begyndte at få børn.
”Jeg havde svært ved at glæde mig på deres vegne, når de kom og fortalte, at de var gravide og skulle have et barn,” siger hun.
”Jeg tror, at jeg var jaloux. Jeg sad jo og tænkte, at jeg selv kunne have prøvet det før dem,” siger Tina, som alligevel købte barselsgaver og besøgte veninderne og deres nyfødte børn.
Hun har ofte spolet tiden tilbage i sine tanker. Til dialogen i lejligheden, hvor hun og kæresten talte om abortmuligheden. Eller nede hos lægen til samtale om abort. ”Hvordan kunne jeg have gjort det anderledes?” har hun spurgt sig selv om et hav af gange.
”Jeg bebrejder mig selv mange ting. Det har jeg altid gjort. Men aborten har været en af de værste,” tror Tina.
Til sidst valgte hun at tale med en psykolog for at få styr på de tilbagevende tanker omkring abortvalget.
Psykologbehandling hjalp med at håndtere aborttankerne
Tina begyndte i psykologbehandling sidste år i 2015. I februar 2016 havde hun den afsluttende samtale.
”Psykologen har lært mig, at jeg skal finde et godt fokussted og så lade mine tanker flyde med,” forklarer Tina.
”Jeg fandt himmelen,” siger hun og fortsætter;
”Når jeg begynder at få aborttanker, kigger jeg op i himlen og følger med skyerne. Så er det som, at tankerne forsvinder lidt.”
Kæresten og Tina har fået tre børn og holdt sammen siden.
”Jeg kan mærke, at jeg er kommet mere tilbage efter, at jeg har gået til psykolog. Før i tiden var jeg måske lidt mere laissez faire,” siger Tina.
”Nu er jeg begyndt at træde lidt igennem igen. Jeg tør måske også at hvile lidt mere i mig selv,” siger hun.
”Jeg kan mærke, at efter jeg er blevet gladere, er vi blevet gladere.”
Mindestedet satte et punktum og gav ny energi
Efter psykologbehandlingen følte Tina, at der stadig var noget, uafsluttet. Psykologen havde foreslået hende at skrive et brev til barnet. Det fik Tina på ideen om at lave et mindested.
I en æske samlede hun udvalgte ting og lagde i. For eksempel billeder af familien og nogle pyntesten. Hun fandt et sted og gravede æsken i jorden. Inden læste hun brevet til barnet højt.
Hun plantede to forglemmigej blomster på stedet. I dag er det omkring halvanden måned siden, at hun lavede begivenheden. Det har gjort en forskel.
”Jeg fik noget energi, efter jeg lavede mit eget mindested. En energi, som jeg ikke havde haft i lang tid,” siger Tina.
”Jeg fik lagt noget låg på.”
Af Kathrine Krogh Hoffmann, fagjournaliststuderende, 2016