Hej.
Jeg er 35 år og alenemor til en datter på 3.5 år. Jeg har længe troet at jeg ville have endnu et barn. Eller i hvert fald i et halvt år – jeg tror at jeg været ekstremt skruk over vinteren, fordi jeg har det svært om vinteren, og derfor tænker jeg “hvis bare jeg får et barn til, bliver jeg lykkelig”.
Jeg har set en fyr i fire måneder som jeg nu er blevet gravid med. Jeg har ingen som helst følelser for fyren – han er ordentlig, kærlig, har en høj moral, og han er fantastisk med min datter. Grunden til at jeg set ham selvom jeg ikke har følelser for ham eller er tiltrukket af ham, er fordi han passede godt “på papiret”, og fordi han også ville have børn.
Nu er jeg gravid i uge 10, og jeg fortryder graviditeten så ekstremt meget. Jeg kan virkelig se nu, at det stille og rolige liv jeg og min datter havde sammen, var helt fantastisk. Jeg sov godt, og jeg havde all tålmodighed i verden med min datter, fordi jeg sov godt og kun havde hende at tage mig af. Jeg har ingen familie tæt på, så jeg har aldrig sovet uden min datter, men de længste pauser jeg har, er de seks timer hvor min datter er i børnehave.
Jeg er normalt ikke depressiv, men jeg har det helt ekstremt dårligt grundet graviditeten. Jeg føler at jeg gennemfører den af pligt (for barnet), hellere end af glæde. Jeg vil bare have mit gamle liv tilbage, hvor hverken fyren eller babyen er en del af mit og min datters liv. Normalt er jeg socialt anlagt, men fordi jeg forestiller mig hvad helvede det kommer til at blive med to børn, har jeg intet overskud til eller interesse af, at tale med mine venner, men jeg lukker inde . Men tanken om at dræbe mit eget barn er også forfærdelig.
Hej
Det lyder meget svært for dig. Og det må også være mærkeligt for dig, at du fornylig har ønsket et barn (og familie), og da du nu er gravid, gør tanken om barn (og familie) dig deprimeret.
Hvor længe har du kendt til graviditeten? Har du været ked af graviditeten hele tiden?
Andre kvinder oplever som dig, at når først ønske graviditeten er indtruffet, så begynder tvivl og usikkerhed om, hvad man har “sat igang”. Som gravid er man under massiv hormonpåvirkning, som også kan spille ind på bla. humør.
Måske sammenligner du denne graviditet med graviditeten med din datter?
Du bekymrer dig over, hvordan dit liv med 2 børn (med eller uden mand) vil blive. Dine forventninger til, hvor slemt det vil blive, er nok ikke realistiske, selvom 2 børn selvfølgelig har brug for omsorg og tid. Men børn giver ofte også glæde til deres forældre.
Tanken om abort, du skriver “at dræbe mit eget barn” er forfærdelig for dig. Hvordan kan det være, at du tænker
sådan? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort?
Overvej, hvad der kan gøre det lettere for dig at overskue at tage imod barnet?
Hvem kan du tale med om dine overvejelser?
Jeg vil opfordre dig til at få din læge til at vurdere dig mhp mulig depression.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
