Spørgsmål:
Jeg er, som de fleste andre, der henvender sig er, blevet uplanlagt gravid. Og jeg ved ikke, om jeg vil beholde barnet, men jeg er imod abort, så muligheden for at ikke beholde barnet, er at give det væk. Jeg har undersøgt mulighederne på internettet, og en anonym adoption er jeg virkelig ikke vild med idéen om.
Mit spørgsmål går så på, at jeg kender et par, hvor kvinden er steril, og de ønsker sig børn. Og jeg er helt sikker på, at de ville være gode forældre. Problemet er bare, at jeg ingen steder på internettet, kan finde ud af, om det er lovligt, at lade dem adopterer det? De må ikke adopterer af statsforvaltningen, fordi kvinden ikke er ældre end 25.
Svar:
Hej! Grundet ferietid får du først svar nu.
Jeg vil anbefale dig, at du henvender dig til statsforvaltningen, her kan du tale tingene igennem med én der kender reglerne.
Hvis du ønsker, at det pågældende par skal adoptere barnet, så skal du fortælle det på statsforvaltningen og parret skal melde sig som adoptionsansøgere med henblik på at adoptere dit barn. I nogle tilfælde kan der dispenseres fra alderskravet, hvis der er en nær relation mellem adoptanter og moderen (f.eks. hvis det er familie eller nære venner gennem mange år). Jo ‘fjernere’ relationen er, jo mere skal de godkendes på lige vilkår med alle andre (økonomisk, psykisk, alder, helbred osv). Det er ikke sikkert der kan dispenseres.
Håber det bedste for dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske