Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Det var ikke mit valg!

Det var ikke mit valg!

Marianne havde under en uge til at beslutte sig og presset fra omgivelserne var stort.

Gravid som 15årig

Presset fra omgivelserne var stort, da Marianne som 15 årig på under en uge skulle beslutte, om hun ville have en abort. Hun fandt derfor aldrig den fornødne tid og ro til at mærke efter, hvad hun selv ville, og endte med at træffe et valg, der ikke var hendes eget.

Marianne gik i 9. klasse, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Hun havde kun været kort tid sammen med sin daværende kæreste og havde ikke forholdt sig til risikoen for at blive gravid. ”Det var jo sådan et teenageforhold, så det var ikke noget, vi talte om,” fortæller Marianne. Det kom derfor som et stort chok for hende, da hun opdagede, at hun var gravid. ”Min første tanke var, at det skulle jeg ikke. Jeg skulle have en abort. Men så, når jeg nærmere tænkte over det, så fik jeg nogle andre følelser omkring det,” siger Marianne.

Stort pres

”Jeg var rigtig meget i tvivl, men på grund af min alder havde jeg meget pres fra alle steder,” fortæller Marianne, der oplevede at blive presset både af sine forældre og sin kærestes mor, men også fra professionelle i sundhedssystemet. Hendes forældre reagerede med at blive vrede og så abort som den eneste løsning. ”Jeg sagde flere gange, at jeg hellere ville have barnet og bortadoptere det end, at jeg ville dræbe barnet. For det var sådan, jeg følte det. Men det ville min mor ikke have. Bortadoption var ikke rigtig en mulighed,” husker Marianne.

Ved første konsultation hos lægen blev hun med det samme henvist til en abort. Hun følte ikke, at lægen tog sig tid til at snakke situationen igennem med hende. Da det viste sig, at hun var længere henne end 12 uger, blev hun henvist til en senabort. Også i samtalen med samrådet omkring senabort oplevede Marianne et stort pres: ”Jeg blev igen mødt af … altså de sagde egentlig ikke, at jeg skulle få en abort, men de sagde det alligevel lidt uden at sige det direkte.”

Under en uge efter at Marianne havde opdaget, hun var gravid, endte hun med at give efter for presset og få en kirurgisk abort. ”Der var så mange, der ville have et svar. De ville have et bestemt svar. Det var mig, der skulle sige det, men alle pressede mig til det svar. Jeg kunne ikke engang være 5 minutter alene uden, at der var en, der sad ved mig. Så til sidst fik jeg det sådan: Ok, så gør jeg det, så jeg kan få noget fred!”

Kontakt til Abortlinien

Midt i det kaos og pres Marianne stod i, stødte hun på Abortliniens hjemmeside. Hun kom i kontakt med en rådgiver og oplevede her for første gang at blive mødt af nogen, der lyttede til hende og gav plads til, at hun selv kunne træffe en beslutning. ”Det var ikke noget med at hælde i en bestemt retning. Jeg følte, at jeg selv skulle bestemme det, det gjorde jeg ikke rigtig, når jeg talte med andre.” Gennem Abortlinien fik Marianne også kontakt til en ung pige, der også havde været gravid som teenager. Igennem længere tid talte Marianne med hende på mail og sms. ”Det var en stor hjælp at tale med en, der havde været igennem det samme. Man kan godt have gode veninder, men det er de færreste, der kan sætte sig ind i det medmindre, man selv har stået i det.”

Psykologsamtaler

På trods af kontakten til Abortlinien var presset fra omgivelserne alligevel så stort, at Marianne aldrig rigtig nåede at få tid og ro til at finde frem til, hvad hun egentlig selv ville. Efter aborten oplevede hun derfor, at hun havde været tvunget ud i et valg, der ikke var hendes, og hun fik det meget dårligt psykisk. Hun var ked af det, vred på sine forældre og fik en depression. Hun gik derfor til samtaler ved en psykolog i 2 år for at få hjælp til at få talt og tænkt det hele igennem – både selve aborten men også det problematiske forhold til hendes forældre. ”Jeg tror også et eller andet sted, at mine forældre var kede af det bagefter. De var kede af, hvordan de havde reageret, og jeg tror egentlig godt, de kunne se, at de på en eller anden måde havde taget meget ret fra mig.”

Aldrig mere abort

Samtalerne med psykologen har også hjulpet Marianne til at acceptere og leve med, at det var sådan, det blev – selvom hun fortsat den dag i dag ikke ved, hvad hun selv ville have valgt, hvis hun havde fået tid og ro til selv at træffe beslutningen. ”Om det var en god beslutning, eller om det var en dårlig beslutning, det tror jeg ikke rigtig, at jeg kan sige. Ikke andet end, jeg har accepteret det nu.”

Marianne har dog efterfølgende været klar over, at hun aldrig igen vil have en abort. Efter hun havde været sammen med sin nuværende kæreste et stykke tid, fortalte hun ham derfor om aborten og gjorde det klart for ham, at hun aldrig nogensinde ønskede at få en abort igen. Hendes kæreste var forstående over for dette, og sammen traf de derfor valget om at få deres datter, Sofia, selvom de kun var 18 og 20 år. ”Vi har taget valget sammen om at få et barn. Der har aldrig været nogen tvivl,” forklarer Marianne og fortæller, hvordan dette også har betydet, at de denne gang har mødt støtte og opbakning fra deres forældre.

Hvis du vil have det skidt med en abort, så få barnet!

Marianne drømmer om en dag at blive læge. Til spørgsmålet om, hvad hun selv ville gøre, hvis hun en dag får en 15årig pige i sin konsultation, der er gravid, svarer hun: ”Det man mest af alt har brug for, det er en, der kan lytte på en. Man skal ikke pejle nogen til enten at skulle have et barn eller ej; men i stedet hjælpe personen til at mærke efter: Hvordan ville du have det med at få en abort? Hvis du ville have det helt vildt skidt, så få barnet!”

Af Karina Borcher Andersen, leder af Abortlinien, efteråret 2016

Marianne har selv henvendt sig til Abortlinien med sin historie, da hun gerne vil stille sig til rådighed for andre piger, der står i samme situation, som hun har stået i. Hun kan kontaktes via abortlinieleder Karina Borcher Andersen på: karina@abortlinien.dk.