Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Abortens efterreaktion er kommet bag på mig

Spørgsmål:

Hej! Jeg er 21 og har lige gennemgået min første abort, som var medicinsk. Jeg har en kæreste og det var en fælles beslutning, som vi begge var enige om, men desværre er mine psykiske reaktioner kommet meget bag på mig.

Mit humør svinger rigtigt meget hver dag, jeg er enten rigtigt glad eller rigtigt ked af det, jeg græder tit over det der er sket. Nogle gange kommer jeg til at tænke på det og så føler jeg mig meget trist. Jeg bebrejder mig selv rigtigt meget, jeg skammer mig og det ødelægger mit selvværd, at jeg føler, jeg har truffet en dårlig beslutning.

Det skal da siges at jeg ikke føler at jeg direkte fortryder beslutningen, et barn passer ikke ind i mit liv lige nu, på nogen måde. Men på trods af dette, kan jeg ikke stoppe med at føle skyldfølelse og jeg tænker tit på at jeg måske er gået glip af noget dejligt. Min kæreste er god til at støtte mig, men jeg føler mig stadig meget alene med mine tanker og det er som om at intet rigtigt kan trøste mig i situationerne.

En rigtig beslutning føles forkert

Jeg ved, at jeg har truffet den rigtige beslutning, men på den anden side føles det så forkert. Er det normalt at føle sådan efter en abort? Kan jeg gøre noget for at arbejde på min selvbebrejdelse? Eller måske inkludere min kæreste, så jeg ikke føler mig så alene? Fordi jeg vil meget gerne komme videre, men jeg føler, jeg er gået i stå i min egen selvmedlidenhedssump og jeg kan ikke finde en forklaring på, hvorfor jeg bliver så utrøsteligt ked af det, hver dag.
På forhånd tak!
Håber I kan hjælpe :)

Svar:

Hej
Du har lige fået en abort og har det nu svært psykisk, og det kommer bag på dig. Hvordan havde du tænkt, du ville have det efter abort? Det lyder til, at din læge havde “glemt” at fortælle dig om naturlige reaktioner efter abort? Desværre er det ofte tabu, både blandt fagfolk og blandt kvinder, der har fået abort. Derfor tænker mange, at en graviditet, der ikke “lige passer” løses med en abort. Men ofte skaber abort større problemer end den tilsyneladende løser. Det, du oplever er helt almindelig og forståeligt.

Hvad taler sandt – dit hoved eller dit hjerte?

Du skriver, at din beslutning om abort var rigtig, men den føles forkert. Hvad taler sandt, dit hoved eller dit hjerte? Det du oplever er abortens høje pris, mange kvinder har tilsvarende erfaringer. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset. Det lyder til, at du genkender flere af disse følelser.

Tag dine tanker og følelser alvorligt

Hvad kan du gøre? Du kan få det bedre, men der kan gå lang tid og aborten vil altid være en del af dit liv. Du kan tage dine tanker og følelser alvorligt. Abort er en stor beslutning, og ja, du er gået glip af noget. Af et barn, med alt hvad det indebærer. Skriv evt ned, hvad du føler og tænker. Skriv evt noget til det lille liv. Tal med fortrolige om, hvordan du har det, nogle, der lytter og ikke negliserer.

Nogle kvinder har gavn af at tale med en præst om skyld og tilgivelse fra Gud, det hjælper dem til at slippe skylden og leve videre. Hvis du er interesseret i at tale med en præst, kan Abortlinien henvise til en god præst i nærheden af dig. Nogle har gavn af at tale med en psykolog, hvis det er en psykolog, der anerkender abortens pris.

Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Og kig evt på Efter abort
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske