Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

I tvivl om abort

Spørgsmål:

Hej brevkasse. Jeg har lige opdaget at jeg er gravid. Jeg har 2 børn i forvejen, en på 2 år og 5 måneder også har jeg en på 7 måneder. Min kommende mand og jeg skal giftes til sommer og vi har ikke haft planlagt en graviditet da han ikke ville have flere og uheldigvis er jeg så blevet gravid.

Vi er dog blevet enige om en abort, men nu er jeg pludselig blevet i tvivl. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal finde ud af om beslutningen er den rigtig at få en abort.

Svar:

Hej

Du er uventet gravid, havde besluttet abort og er nu i tvivl. Det er godt, du lytter til din tvivl. Abort er en stor beslutning, der ikke kan gøres om, det er vigtigt at være sikker på, hvad man vil, og hvad man vil leve med, barn eller abort.

Du har lige opdaget, at du er gravid. Selvom det er uventet, så tag Jer tid til at overveje Jeres muligheder. I skal giftes, I har et stabilt forhold. Din mand ville ikke have flere end to børn, men han er ikke blevet steriliseret, så I har begge vidst, at muligheden for graviditet var tilstede. Har I tidligere talt om, hvad I ville gøre ved uventet graviditet?

I har to små børn, der er sikkert nok at se til, og det kan nok virke overvældende med en baby mere om 7-8 mdr. Men det er ikke umuligt. Meget kan planlægges. Og nr 3 er bliver sikkert lige så elsket som sine to søskende.

Overvej, hvordan du tror du vil have det efter en abort? Hvad tænker du om abort? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.

Overvej, hvordan du tror, du vil have det, hvis du/I beslutter at beholde barnet? Overvej, hvad der kunne hjælpe dig/Jer til at overskue at beholde barnet?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848

Håber det bedste for dig og Jer.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske