Kontakt
Støt os

Abort er ikke et fri valg

7. oktober 2025
Jeg fik en abort for 9 år siden – meget mod min vilje. Mine forældre og min kæreste pressede mig, indtil jeg sagde ja. Det føltes, som om jeg skulle henrettes. Jeg er selv adopteret, og det har jeg vidst, siden jeg var helt lille. Jeg har også meget tidligt vidst, at min biologiske mor kunne have fået en abort, og det har gjort, at jeg altid har været utrolig taknemmelig for livet. Det har holdt mig oppe i mange svære situationer, at jeg fik lov til at være til! Jeg tror også, at det er en af de væsentligste grunde til, at jeg altid har været imod abort.

Glad for graviditeten

Egentlig blev jeg glad, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid – ikke fordi det var særlig belejligt, men bare fordi det var dejligt. Men min kæreste sagde, at jeg skulle have en abort. Vi havde det ikke godt sammen, vores et-årige søn trivedes ikke, og jeg havde konstant dårlig samvittighed. Alligevel havde jeg en forestilling om, at jeg godt kunne have dette barn også.
Mine forældre ville ikke støtte mig. Min far syntes, at det var vanvittigt at få barnet, hele min situation taget i betragtning, og min mor havde i forvejen ingen tiltro til mine evner som mor. Jeg var så ensom og forvirret og havde ingen veninder på det tidspunkt, jeg sådan kunne ringe til og sige: ‘Ved du hvad, dette her kan jeg ikke finde ud af selv’.

Min kæreste lagde pres på mig

Det, der til sidst afgjorde det, var nok det pres, min kæreste lagde på mig ved at sige, at hvis jeg valgte at føde dette barn, så blev det nok aldrig os igen, og så skulle jeg nok heller ikke regne med at komme til at bo sammen med min søn igen. Drømmen om at være en familie var utrolig stærk, og jeg turde ikke optrappe problemerne imellem os yderligere. Jeg kunne ikke på det tidspunkt se, at min kæreste selv var en stor del af vore problemer. Det var så nemt at tro ham, når han sagde, at det var mig, den var gal med.

Abort er ikke et frit valg

Det er ønsketænkning at sige, at en kvinde selv kan bestemme, om hun vil have abort. Når man er gravid og står i en svær situation, men ikke ønsker abort, og fra alle sider bliver anbefalet at få den abort, så skal man ikke alene håndtere sin vanskelige situation, men også magte at gå imod strømmen. Det er svært, hvis ikke umuligt. Jeg ved, at hvis jeg havde kendt Gud og bønnens magt dengang, så ville jeg have valgt anderledes – så havde jeg ikke været så alene. Men det gjorde jeg ikke.
Til sidst holdt jeg op med at være glad for, at jeg var gravid, og begyndte i stedet for at tænke på barnet med sorg. Jeg havde ikke kræfter til at modstå det vedvarende pres. Min læge var godt klar over, at jeg ikke ønskede den abort, og spurgte mig, om jeg vidste, hvilke støttemuligheder jeg havde. I dag kan jeg se, at jeg slet ikke fik det undersøgt godt nok.

Havde ikke overskud

Grunden var, at jeg selv skulle tage initiativet, og det havde jeg slet ikke overskud til. Jeg havde ikke overskud til at ringe ned og få at vide, at ‘det er slet ikke mig, du skal tale med om det’, og så ringe til en anden og få en ny besked. Så i virkeligheden fandt jeg slet ikke ud af, hvad der var af støttemuligheder. Når man er udsat, har man brug for at blive set på som et helt menneske og ikke som et nummer. Jeg havde brug for en, der ville være tovholder i mit liv, fordi jeg ikke selv havde overskud til at være det på det tidspunkt.
Jeg kan huske den første undersøgelse på sygehuset. Jeg er sikker på, at lægen dér vidste, at det ikke var mit eget ønske at få den abort. Han var meget omsorgsfuld – og hvis jeg havde mødt den omsorg lidt tidligere i forløbet, så havde jeg måske kunnet tage imod den. Men på det tidspunkt var det for sent – hvad ville der ske bagefter, hvis jeg sprang fra – hvem ville så hjælpe mig?

Brug for noget at håbe på

Det, der halter mest i forhold til den hjælp, det offentlige giver, er, at den ikke er langsigtet. Der er så meget håbløshed. I dag har jeg fundet håb hos Gud, men jeg kan se, at de medarbejdere, der sidder med mennesker i håbløse situationer, ikke ved, hvordan de skal give dem noget at håbe på. Jeg tror, at det, der kunne have hjulpet mig på fode igen, var, hvis jeg havde fået noget at se frem imod. Der er brug for, at man viser, at man har tænkt sig at gøre noget, der rækker længere end bare lige til i morgen eller den næste måned.

Aborten var forfærdelig

Jeg fik så aborten – lige inden tidsgrænsen ved de 12 ugers udløb. Da jeg blev kørt ind på operationsstuen, følte jeg det, som om jeg skulle henrettes – jeg ved godt, at det var mit barn, der blev henrettet, men jeg følte også, at det var mig selv. Da jeg vågnede igen efter narkosen, skreg jeg. Det var så forfærdeligt.
Det er så uigenkaldeligt – ikke engang timen efter kan man gå tilbage. Det tror jeg, at der er mange, der glemmer. Man spekulerer mere i, hvor uigenkaldeligt det er at blive mor. Problemet er bare, at man allerede er blevet mor, inden man får sin abort – det bliver man i det øjeblik, man bliver gravid.
Så hurtigt som muligt efter aborten tog jeg ud til den kirkegård, hvor mine bedsteforældre er begravet. Der havde jeg gået mange ture med min farfar som barn, fordi de boede et stenkast derfra. Det var et sted fyldt med gode minder, og jeg tog derud for at lægge noget af byrden fra mig. Jeg kan se i dag, at jeg også prøvede at grave sorgen ned, fordi det var for hårdt at forholde sig til den hele tiden. Hvert år, når datoen for aborten nærmede sig, blev jeg melankolsk. Barnet var ofte i mine tanker.

Jeg kom med kaos

Men problemerne i forhold til min kæreste tårnede sig fortsat op. Til sidst flyttede jeg med min søn til et krisecenter, som drives af Frelsens Hær, selv om jeg egentlig ikke på det tidspunkt havde erkendt, at jeg var voldsramt. Og her tog mit liv en drejning.
Jeg kom med kaos og mærkede, at her var der fred. Jeg undrede mig meget over den frimodige, næsten kammeratlige måde, lederen talte om Jesus på, og der gik et par måneder, hvor en ny indre overbevisning måtte slås med alle de gamle normer inden i mig. En søndag under gudstjenesten fik jeg en pludselig vished om, at Gud ikke blot er en stor Gud, men også er glædens Gud. Jeg blev født på ny. Freden på centeret flyttede ind i mig.
Fra da af begyndte mit kaos langsomt at blive mindre. Min nye fred gav mig kræfter til at tage fat på problemerne – et ad gangen – en proces jeg stadig er i gang med.

Savner mit barn

Jeg har haft svært ved at tage imod Guds tilgivelse, for jeg betragter det, jeg har gjort, som et mord. For mig har det været en proces at finde ud af, hvor stor Gud er – at der ikke er nogen undtagelser i hans nåde, og at selv det dækker hans tilgivelse også.
Det, der for alvor hjalp mig, var en bog, jeg købte for nogle år siden. Bogen hedder Tilly og fortæller om alle disse børn uden navn, der bliver passet på af Jesus. Bogen satte mange tanker i gang, og det hele kom tilbage igen. Jeg blev i første omgang meget trist og ked af det. Men det var, som om der gik hul på noget.

At sige det højt: Jeg har fået en abort!

Jeg havde i fire år ikke brugt ordet abort. Jeg havde fortrængt det pga. smerten. Men da jeg begyndte at erkende, at Guds tilgivelse også gjaldt aborten, så turde jeg langsomt begynde at forholde mig til den. Første gang sagde jeg det stille ud i stuen: Jeg har fået en abort.
Jeg kan jo ikke lave det om. Der er ikke noget i mit liv, jeg fortryder mere end den abort. Man er helt ødelagt af det, der er sket, og det er så barskt at skulle acceptere, at man selv er gået med til det, men der er ingen anden vej ud i friheden. Jeg måtte også acceptere resultatet, nemlig at barnet ikke er hos mig, og at jeg savner det.
Mens jeg stadig var gravid, drømte jeg om mit barn, at det var en pige. Jeg har givet hende et navn. Dette, at jeg på den måde har set hende, og at hun har et navn, hjælper mig lidt, fordi det på en måde gør min sorg og min længsel mere tydelig. Jeg ved, hvad jeg har mistet, men jeg ved også, at alt skal blive godt! Visheden om evigheden er en stor trøst for mig, for jeg ved, at jeg har et barn, der venter på mig i himlen.

At dele sit liv med andre

Når man er ny kristen og har mange ‘sår’, har man utrolig brug for sine medkristnes vedholdende imødekommenhed og overbærenhed. Man kommer med en forventning om at blive afvist og har derfor så svært ved at tage imod venlighed. Overbærenhed har man brug for, fordi man ikke er særlig perfekt og ikke har så mange kræfter.
Men det, man ønsker allermest, er måske nok, at kristne vil dele deres liv med én og være forbillede for én – også på andre tidspunkter end søndag formiddag. Ensomheden kan være stor. Man har brug for rollemodeller på mange områder – ægteskab, børneopdragelse og andagtsliv – brug for at blive taget hånd om.
Mennesker, der er vokset op med troen, ved ikke, hvor stor en velsignelse de lever under. De ved ikke, hvor mange sår de er blevet skånet for, fordi de aldrig har levet uden for Guds velsignelse. Det kan jeg godt misunde dem. Jeg er ved at lære at bruge mine erfaringer, så dagen i dag og dagen i morgen kan blive anderledes. Og jeg er fuld af håb!
Malene har fortalt sin historie til Kerstin Hoffmann. Artiklen er bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2004

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Gå til brevkassen
Lægen pressede mig til at få abort
7. oktober 2025

Marias historie

I slutningen af maj sidste år fik Maria en abort. Maria ønskede aldrig den abort. Det sidste, hun sagde på operationsstuen, inden den beroligende indsprøjtning fik alt til at forsvinde, var: Jeg vil ikke være med til det, jeg vil ikke være med til det! Maria er 16 år og går på efterskole. Udvendig er hun en sød og smilende teenager - men indvendig ulmer en stor sorg og en frygtelig vrede: Hvorfor fik jeg ikke lov til at beholde mit barn? Det hele startede sidste vinter, da Maria var 15 år og pludselig opdagede, at hun var gravid. Maria har altid været imod abort uden at tænke over hvorfor, så da hun gik over tiden og fandt ud af grunden, var hun ikke i tvivl om, at hun ville beholde barnet. Hun fik med det samme støtte. "Min kæreste blev så glad, da jeg fortalte, at jeg var gravid - han syntes bare, at det var dejligt. Vi tænkte egentlig ikke på, hvordan det skulle gå - det skulle vi nok klare, sagde han."

Holdt graviditeten hemmeligt

Maria og hendes kæreste holdt graviditeten hemmelig i over en måned. Der var ingen af dem, der havde travlt med at fortælle det til deres forældre. De vidste, at det ville skabe lidt ballade. Men da Maria fik nogle blødninger, syntes hun, at det var bedst at gå til sin egen læge. "Min læge fortalte mig, at graviditeten var ok, men foreslog mig med det samme, at jeg skulle få en abort. Hun fortalte, at hun selv havde en datter på min alder, og at abort var det eneste rigtige. Da jeg forklarede, at jeg ikke ville have abort, fordi jeg følte, at det var et barn, jeg havde i maven, sagde min læge bare, at der ikke var noget barn endnu - kun en blodklat." Lægen sendte Maria hjem med besked om at komme tilbage, når hun havde tænkt over tingene og talt med sin kæreste om det. Men Maria havde ikke lyst til at gå til lægen igen, for hun var fast besluttet på at ville føde sit barn. Lægen begyndte nu at ringe gentagne gange til Marias hjem for at få hende til at henvende sig i konsultationen. Da Maria stadig ikke reagerede, bad lægen direkte Marias mor om at sende hende afsted.

Lægen virkede vred over, at jeg ikke ville have abort

"Mit andet besøg hos lægen var virkelig forfærdeligt. Lægen virkede nærmest vred over, at jeg ikke ville have abort. Hun sagde, at hvis jeg fik barnet, ville jeg ødelægge både barnets og mit eget liv. Jeg ville også ødelægge livet for min kæreste og mine forældre. Jeg har ellers altid været glad for at tale med min læge, men nu skældte hun mig bare ud uden at høre på mig!" Maria blev ved med at sige, at hun ikke ville have abort. Men lægen pressede på, fordi graviditeten nærmede sig 12. uge. Under konsultationen ringede lægen uopfordret til hospitalet og bestilte tid. Besøget hos lægen havde gjort Maria i tvivl. Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle sin kæreste, hvad lægen havde sagt. Hun begyndte i stedet at presse ham for at få ham til at forsikre, at han gerne ville have barnet. Hun ønskede, at han skulle tage ansvaret for beslutningen. Men Marias tvivl forplantede sig til hendes kæreste, og pludselig følte de begge, at den anden var ved at trække sig. Maria ønskede desperat at tale med nogen udefra om sin situation. Lægen havde ikke anvist hende nogen hjælp, og hverken i venteværelset, på biblioteket eller i telefonbogen fandt hun noget, der henvendte sig til piger i hendes situation. "Til sidst følte jeg mig bare enormt forvirret og ked af det og turde ikke tage ansvaret helt alene - det hele skulle også gå så stærkt. Jeg gik med til at få abort. Jeg fik i sidste øjeblik min mor til at skrive under på tilladelsen, men følte hele tiden, at det var forkert. Jeg troede bare ikke, der var nogen, der ville hjælpe mig med at gøre det rigtige!"

Mange ville have hjulpet

Bagefter viste det sig, at der var mange, der gerne ville have hjulpet Maria. Både Marias forældre og lærerne på den skole, hvor både Maria og hendes kæreste gik, var kede af, at de ikke havde vidst, hvordan Maria havde kæmpet for at beholde sit barn." I dag kan jeg godt se, at det var dumt, at jeg ikke turde fortælle mine forældre, at jeg var gravid og gerne ville beholde mit barn. Men samtidig er jeg utrolig vred på lægen, fordi hun ikke hjalp mig. Hun vidste, at jeg ikke ville slå mit barn ihjel, og alligevel pressede hun mig til at vælge abort. Har en læge virkelig lov til det?" Maria har henvendt sig til foreningen, fordi hun ønsker, at så mange som muligt skal kende hendes historie. Hun kan ikke leve det sidste år om, men hun kan måske give andre mod til at stå fast på deres beslutning, så ulykken ikke behøver at ske igen. Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær, 1999Bragt i Retten til Livs blad LIV august 1999. Bygger på en række samtaler med Maria og hendes mor. Læs mere om dine muligheeder som ung og gravid.
Når virkeligheden rammer teorien
7. oktober 2025

Om at vente et barn, der ikke kan leve

Graviditeten var forløbet planmæssigt. Anne-Mette var 20 uger henne i graviditeten, da hun og hendes mand var til en rutine-scanning på Herlev Sygehus med deres tredje barn på vej. Scanningen afslørede, at der var noget galt med barnets lille hjerte. Anne-Mette og Anders Krak-Tolstrup genkalder sig her den svære tid for 7 år siden, hvor tunge overvejelser og beslutninger fyldte i tanker og følelser. Interview v. Ellen Højlund Wibe

Hvad var der i vejen med jeres barn; hvor alvorligt var det?

Under gennemscanningen af vores barn, måtte lægen desværre fortælle os, at vores drengs venstre del af hjertet var stærkt underudviklet. Der var tale om HLHS, hypoplastisk venstre hjertesyndrom. Vi tænkte, at der nok bare skulle en lille operation til, men vi blev klogere. Det var ikke bare én hjerteoperation, men flere meget risikofyldte operationer.

Hvordan var jeres umiddelbare reaktion på diagnosen? Og var der noget, som hjalp jer til en afklaring?

Vores dreng var skabt med et hjerte, der ikke var foreneligt med overlevelse. Vi ønskede ikke alle de operationer, vores søn skulle gennemgå, men tanken, om at jeg skulle fungere som respirator, virkede også forkert. Vi tænkte, vi ville afslutte graviditeten, på trods af at både min mand og jeg aldrig har set abort som en mulighed, da vi ikke mener, mennesker skal være herre over liv og død. Vi var nødt til at tage en beslutning, men beslutningen om abort var svær at slå sig til ro med. At mærke ham sparke i maven og tænke på, at vi tog beslutningen om, at hans liv skulle slutte, kunne jeg ikke hvile i. Vi ville have lov til at møde vores dreng; vi ville sige rigtigt farvel til ham, og vi ville give os selv lov til at være forældre og vores drenge lov til at være storebrødre, så længe han ville leve. Så vi ændrede vores beslutning.

Hvordan oplevede i håndteringen af jeres beslutning fra lægens side?

En scanning på Rigshospitalet skulle bekræfte diagnosen, og her fortalte scanningslægen om muligheden for enten at afslutte graviditeten, som de fleste par, der venter et barn med HLHS, gør, eller lade barnet operere. Vi fortalte, at vi ønskede at gå graviditeten ud og så have vores dreng så længe, som han hjerte tillod det. Denne beslutning modsatte scanningslægen sig og sagde, at enten skulle vi vælge at afslutte graviditeten, eller også skulle lægerne gøre alt for at redde vores drengs liv. Jeg blev noget overrasket og spurgte, om det kunne passe, at man måtte tage livet af barnet i maven, men at naturen ikke måtte gå sin gang, når barnet var født? Lægen undersøgte muligheden for at gå graviditeten ud og kontaktede os efterfølgende og sagde, at det var en mulighed. En senere scanning viste, at også højre side af vores drengs hjerte havde en fejl, og scanningslægen kunne bekræfte os i vores beslutning om fravalg af operation; vores dreng var ikke kandidat til de store operationer. Jeg husker stadig den fantastiske følelse af lettelse, da vi gik fra Rigshospitalet. Beslutningen var ikke længere vores egen.

Hvordan oplevede I ventetiden frem til fødslen?

Vi vidste, vi kun ville have vores dreng i kort tid og ønskede derfor at give ham en identitet allerede i maven, og vi gav ham navnet Matheo. På mange måder var graviditeten som så mange andre graviditeter, og samtidig var den så anderledes. Overskuddet var ikke så stort, og små praktiske gøremål kunne føles uoverskuelige. Lægerne havde gjort det klart for os, at vi valgte at gå en vej, som ikke mange valgte. Dette betød, at jeg tænkte, at den smerte, jeg til tider følte, var en selvvalgt smerte, og jeg derfor måtte bide den i mig. Min store mave indbød ofte til ’smalltalk’ med folk, jeg ikke kendte, og en kommentar som: ”Sikke en fin mave, det bliver vel nok spændende for jer”, kunne få tårerne frem, men tårerne blev pareret med et smil og et ”ja”. Forberedelsen var på flere måder paradoksal: samtidig med at der blev klargjort babytøj og babydyne, kiggede vi på gravsted og gravsten.

Hvad vil I fremhæve som særligt værdifuldt - og evt. smertefuldt - i den korte tid, I fik med jeres dreng?

15. maj blev Matheo født. Det var en fin fødsel, der var en god stemning på stuen, og det var fantastisk at få ham i armene. Han lignede sine storebrødre, og det var skønt at mærke ham, dufte ham og ikke mindst at amme ham. Tårerne trillede ind imellem ned af kinderne. Lettelsestårer over fødslen, glædestårer og tårer over at skulle miste ham igen. Det kommende døgn var meget intenst. Hele vores familie og et par venner kom på besøg og fik set Matheo. Vi var stolte forældre, og glædede os over vores dejlige dreng. Vi havde lavet flere aftaler med venner, der skulle møde Matheo, men det nåede de ikke. Matheo fik det dårligt og fik morfin, for at han ikke skulle have smerter. Senere på natten døde Matheo efter knap to døgn.

Har I nogen råd til andre gravide i samme situation?

Jeg tror ikke, der kun findes ét facit på en problemstilling som vores, men jeg er ikke i tvivl om, at den vej, vi valgte at gå, var det rette facit for os. Vores dreng blev født til et meget kort liv, men han har været her. Vi har kigget ham i øjnene, kysset ham og fået lov til at være forældre for ham. Vi fik også lov til at tage rigtig afsked med ham og give ham en værdig begravelse. Matheo er begravet, men vores kærlighed til ham lever endnu, og vi kan sætte ansigt på vores kærlighed.

Her 7 år efter Matheos korte liv – hvad fylder i jeres minder og følelser?

Matheo mangler i vores lille hjem, og der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt på ham. Vi savner ham, men er ikke i sorg. Vi er taknemmelig for den tid, vi havde sammen med ham. Året efter vi mistede Matheo, fik vi endnu en dreng, og hvis vores ældste drenge hører mig sige, at jeg har 3 drenge, så korrigerer de mig og siger 4. Små fødder sætter store fodspor, og Matheo har på alle måder sat sine fodspor. (Bragt i Retten til Livs blad LIV februar 2018)
Det var ikke mit valg!
7. oktober 2025

Gravid som 15-årig

Presset fra omgivelserne var stort, da Marianne som 15-årig på under en uge skulle beslutte, om hun ville have en abort. Hun fandt derfor aldrig den fornødne tid og ro til at mærke efter, hvad hun selv ville, og endte med at træffe et valg, der ikke var hendes eget. Marianne gik i 9. klasse, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Hun havde kun været kort tid sammen med sin daværende kæreste og havde ikke forholdt sig til risikoen for at blive gravid. ”Det var jo sådan et teenageforhold, så det var ikke noget, vi talte om,” fortæller Marianne. Det kom derfor som et stort chok for hende, da hun opdagede, at hun var gravid. ”Min første tanke var, at det skulle jeg ikke. Jeg skulle have en abort. Men så, når jeg nærmere tænkte over det, så fik jeg nogle andre følelser omkring det,” siger Marianne.

Presset til abort

”Jeg var rigtig meget i tvivl, men på grund af min alder havde jeg meget pres fra alle steder,” fortæller Marianne, der oplevede at blive presset både af sine forældre og sin kærestes mor, men også fra professionelle i sundhedssystemet. Hendes forældre reagerede med at blive vrede og så abort som den eneste løsning. ”Jeg sagde flere gange, at jeg hellere ville have barnet og bortadoptere det end, at jeg ville dræbe barnet. For det var sådan, jeg følte det. Men det ville min mor ikke have. Bortadoption var ikke rigtig en mulighed,” husker Marianne. Ved første konsultation hos lægen blev hun med det samme henvist til en abort. Hun følte ikke, at lægen tog sig tid til at snakke situationen igennem med hende. Da det viste sig, at hun var længere henne end 12 uger, blev hun henvist til en senabort. Også i samtalen med samrådet omkring senabort oplevede Marianne et stort pres: ”Jeg blev igen mødt af … altså de sagde egentlig ikke, at jeg skulle få en abort, men de sagde det alligevel lidt uden at sige det direkte.” Under en uge efter at Marianne havde opdaget, hun var gravid, endte hun med at give efter for presset og få en kirurgisk abort. ”Der var så mange, der ville have et svar. De ville have et bestemt svar. Det var mig, der skulle sige det, men alle pressede mig til det svar. Jeg kunne ikke engang være 5 minutter alene uden, at der var en, der sad ved mig. Så til sidst fik jeg det sådan: Ok, så gør jeg det, så jeg kan få noget fred!”

Kontakt til Abortlinien

Midt i det kaos og pres Marianne stod i, stødte hun på Abortliniens hjemmeside. Hun kom i kontakt med en rådgiver og oplevede her for første gang at blive mødt af nogen, der lyttede til hende og gav plads til, at hun selv kunne træffe en beslutning. ”Det var ikke noget med at hælde i en bestemt retning. Jeg følte, at jeg selv skulle bestemme det, det gjorde jeg ikke rigtig, når jeg talte med andre.” Gennem Abortlinien fik Marianne også kontakt til en ung pige, der også havde været gravid som teenager. Igennem længere tid talte Marianne med hende på mail og sms. ”Det var en stor hjælp at tale med en, der havde været igennem det samme. Man kan godt have gode veninder, men det er de færreste, der kan sætte sig ind i det medmindre, man selv har stået i det.”

Psykologsamtaler

På trods af kontakten til Abortlinien var presset fra omgivelserne alligevel så stort, at Marianne aldrig rigtig nåede at få tid og ro til at finde frem til, hvad hun egentlig selv ville. Efter aborten oplevede hun derfor, at hun havde været tvunget ud i et valg, der ikke var hendes, og hun fik det meget dårligt psykisk. Hun var ked af det, vred på sine forældre og fik en depression. Hun gik derfor til samtaler ved en psykolog i 2 år for at få hjælp til at få talt og tænkt det hele igennem – både selve aborten men også det problematiske forhold til hendes forældre. ”Jeg tror også et eller andet sted, at mine forældre var kede af det bagefter. De var kede af, hvordan de havde reageret, og jeg tror egentlig godt, de kunne se, at de på en eller anden måde havde taget meget ret fra mig.”

Aldrig mere abort

Samtalerne med psykologen har også hjulpet Marianne til at acceptere og leve med, at det var sådan, det blev – selvom hun fortsat den dag i dag ikke ved, hvad hun selv ville have valgt, hvis hun havde fået tid og ro til selv at træffe beslutningen. ”Om det var en god beslutning, eller om det var en dårlig beslutning, det tror jeg ikke rigtig, at jeg kan sige. Ikke andet end, jeg har accepteret det nu.” Marianne har dog efterfølgende været klar over, at hun aldrig igen vil have en abort. Efter hun havde været sammen med sin nuværende kæreste et stykke tid, fortalte hun ham derfor om aborten og gjorde det klart for ham, at hun aldrig nogensinde ønskede at få en abort igen. Hendes kæreste var forstående over for dette, og sammen traf de derfor valget om at få deres datter, Sofia, selvom de kun var 18 og 20 år. ”Vi har taget valget sammen om at få et barn. Der har aldrig været nogen tvivl,” forklarer Marianne og fortæller, hvordan dette også har betydet, at de denne gang har mødt støtte og opbakning fra deres forældre.

Hvis du vil have det skidt med en abort, så få barnet!

Marianne drømmer om en dag at blive læge. Til spørgsmålet om, hvad hun selv ville gøre, hvis hun en dag får en 15-årig pige i sin konsultation, der er gravid, svarer hun: ”Det man mest af alt har brug for, det er en, der kan lytte på en. Man skal ikke pejle nogen til enten at skulle have et barn eller ej; men i stedet hjælpe personen til at mærke efter: Hvordan ville du have det med at få en abort? Hvis du ville have det helt vildt skidt, så få barnet!” Af Karina Borcher Andersen, socialrådgiver Marianne har selv henvendt sig til Abortlinien med sin historie, da hun gerne vil stille sig til rådighed for andre piger, der står i samme situation, som hun har stået i. Hun kan kontaktes via abortlinieleder Marianne Jørgensen på: leder@abortlinien.dk.

Relevante links

Læs mere her: Ung og gravid. Læs fra brevkassen om andre, der har oplevet at blive presset til abort: Brevkassen

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Læs mere om Retten til Liv