Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Abort er ikke et fri valg

Abort er ikke et fri valg

Malene er imod abort. Hun er selv er adopteret og taknemmelig for livet. Men familien og kæresten pressede på.

Malenes historie:

Jeg fik en abort for 9 år siden – meget mod min vilje. Mine forældre og min kæreste pressede mig, indtil jeg sagde ja. Det føltes, som om jeg skulle henrettes. Jeg er selv adopteret, og det har jeg vidst, siden jeg var helt lille. Jeg har også meget tidligt vidst, at min biologiske mor kunne have fået en abort, og det har gjort, at jeg altid har været utrolig taknemmelig for livet. Det har holdt mig oppe i mange svære situationer, at jeg fik lov til at være til! Jeg tror også, at det er en af de væsentligste grunde til, at jeg altid har været imod abort.

Glad for graviditeten

Egentlig blev jeg glad, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid – ikke fordi det var særlig belejligt, men bare fordi det var dejligt. Men min kæreste sagde, at jeg skulle have en abort. Vi havde det ikke godt sammen, vores et-årige søn trivedes ikke, og jeg havde konstant dårlig samvittighed. Alligevel havde jeg en forestilling om, at jeg godt kunne have dette barn også.

Mine forældre ville ikke støtte mig. Min far syntes, at det var vanvittigt at få barnet, hele min situation taget i betragtning, og min mor havde i forvejen ingen tiltro til mine evner som mor. Jeg var så ensom og forvirret og havde ingen veninder på det tidspunkt, jeg sådan kunne ringe til og sige: ‘Ved du hvad, dette her kan jeg ikke finde ud af selv’.

Min kæreste lagde pres på mig

Det, der til sidst afgjorde det, var nok det pres, min kæreste lagde på mig ved at sige, at hvis jeg valgte at føde dette barn, så blev det nok aldrig os igen, og så skulle jeg nok heller ikke regne med at komme til at bo sammen med min søn igen. Drømmen om at være en familie var utrolig stærk, og jeg turde ikke optrappe problemerne imellem os yderligere. Jeg kunne ikke på det tidspunkt se, at min kæreste selv var en stor del af vore problemer. Det var så nemt at tro ham, når han sagde, at det var mig, den var gal med.

Abort er ikke et frit valg

Det er ønsketænkning at sige, at en kvinde selv kan bestemme, om hun vil have abort. Når man er gravid og står i en svær situation, men ikke ønsker abort, og fra alle sider bliver anbefalet at få den abort, så skal man ikke alene håndtere sin vanskelige situation, men også magte at gå imod strømmen. Det er svært, hvis ikke umuligt. Jeg ved, at hvis jeg havde kendt Gud og bønnens magt dengang, så ville jeg have valgt anderledes – så havde jeg ikke været så alene. Men det gjorde jeg ikke.

Til sidst holdt jeg op med at være glad for, at jeg var gravid, og begyndte i stedet for at tænke på barnet med sorg. Jeg havde ikke kræfter til at modstå det vedvarende pres. Min læge var godt klar over, at jeg ikke ønskede den abort, og spurgte mig, om jeg vidste, hvilke støttemuligheder jeg havde. I dag kan jeg se, at jeg slet ikke fik det undersøgt godt nok. Grunden var, at jeg selv skulle tage initiativet, og det havde jeg slet ikke overskud til. Jeg havde ikke overskud til at ringe ned og få at vide, at ‘det er slet ikke mig, du skal tale med om det’, og så ringe til en anden og få en ny besked. Så i virkeligheden fandt jeg slet ikke ud af, hvad der var af støttemuligheder. Når man er udsat, har man brug for at blive set på som et helt menneske og ikke som et nummer. Jeg havde brug for en, der ville være tovholder i mit liv, fordi jeg ikke selv havde overskud til at være det på det tidspunkt.

Jeg kan huske den første undersøgelse på sygehuset. Jeg er sikker på, at lægen dér vidste, at det ikke var mit eget ønske at få den abort. Han var meget omsorgsfuld – og hvis jeg havde mødt den omsorg lidt tidligere i forløbet, så havde jeg måske kunnet tage imod den. Men på det tidspunkt var det for sent – hvad ville der ske bagefter, hvis jeg sprang fra – hvem ville så hjælpe mig?

Brug for noget at håbe på

Det, der halter mest i forhold til den hjælp, det offentlige giver, er, at den ikke er langsigtet. Der er så meget håbløshed. I dag har jeg fundet håb hos Gud, men jeg kan se, at de medarbejdere, der sidder med mennesker i håbløse situationer, ikke ved, hvordan de skal give dem noget at håbe på. Jeg tror, at det, der kunne have hjulpet mig på fode igen, var, hvis jeg havde fået noget at se frem imod. Der er brug for, at man viser, at man har tænkt sig at gøre noget, der rækker længere end bare lige til i morgen eller den næste måned.

Jeg fik så aborten – lige inden tidsgrænsen ved de 12 ugers udløb. Da jeg blev kørt ind på operationsstuen, følte jeg det, som om jeg skulle henrettes – jeg ved godt, at det var mit barn, der blev henrettet, men jeg følte også, at det var mig selv. Da jeg vågnede igen efter narkosen, skreg jeg. Det var så forfærdeligt.

Det er så uigenkaldeligt – ikke engang timen efter kan man gå tilbage. Det tror jeg, at der er mange, der glemmer. Man spekulerer mere i, hvor uigenkaldeligt det er at blive mor. Problemet er bare, at man allerede er blevet mor, inden man får sin abort – det bliver man i det øjeblik, man bliver gravid.

Så hurtigt som muligt efter aborten tog jeg ud til den kirkegård, hvor mine bedsteforældre er begravet. Der havde jeg gået mange ture med min farfar som barn, fordi de boede et stenkast derfra. Det var et sted fyldt med gode minder, og jeg tog derud for at lægge noget af byrden fra mig. Jeg kan se i dag, at jeg også prøvede at grave sorgen ned, fordi det var for hårdt at forholde sig til den hele tiden. Hvert år, når datoen for aborten nærmede sig, blev jeg melankolsk. Barnet var ofte i mine tanker.

Jeg kom med kaos

Men problemerne i forhold til min kæreste tårnede sig fortsat op. Til sidst flyttede jeg med min søn til et krisecenter, som drives af Frelsens Hær, selv om jeg egentlig ikke på det tidspunkt havde erkendt, at jeg var voldsramt. Og her tog mit liv en drejning.

Jeg kom med kaos og mærkede, at her var der fred. Jeg undrede mig meget over den frimodige, næsten kammeratlige måde, lederen talte om Jesus på, og der gik et par måneder, hvor en ny indre overbevisning måtte slås med alle de gamle normer inden i mig. En søndag under gudstjenesten fik jeg en pludselig vished om, at Gud ikke blot er en stor Gud, men også er glædens Gud. Jeg blev født på ny. Freden på centeret flyttede ind i mig.

Fra da af begyndte mit kaos langsomt at blive mindre. Min nye fred gav mig kræfter til at tage fat på problemerne – et ad gangen – en proces jeg stadig er i gang med.

Savner mit barn

Jeg har haft svært ved at tage imod Guds tilgivelse, for jeg betragter det, jeg har gjort, som et mord. For mig har det været en proces at finde ud af, hvor stor Gud er – at der ikke er nogen undtagelser i hans nåde, og at selv det dækker hans tilgivelse også.

Det, der for alvor hjalp mig, var en bog, jeg købte for nogle år siden. Bogen hedder Tilly og fortæller om alle disse børn uden navn, der bliver passet på af Jesus. Bogen satte mange tanker i gang, og det hele kom tilbage igen. Jeg blev i første omgang meget trist og ked af det. Men det var, som om der gik hul på noget. Jeg havde i fire år ikke brugt ordet abort. Jeg havde fortrængt det pga. smerten. Men da jeg begyndte at erkende, at Guds tilgivelse også gjaldt aborten, så turde jeg langsomt begynde at forholde mig til den. Første gang sagde jeg det stille ud i stuen: Jeg har fået en abort.

Jeg kan jo ikke lave det om. Der er ikke noget i mit liv, jeg fortryder mere end den abort. Man er helt ødelagt af det, der er sket, og det er så barskt at skulle acceptere, at man selv er gået med til det, men der er ingen anden vej ud i friheden. Jeg måtte også acceptere resultatet, nemlig at barnet ikke er hos mig, og at jeg savner det.

Mens jeg stadig var gravid, drømte jeg om mit barn, at det var en pige. Jeg har givet hende et navn. Dette, at jeg på den måde har set hende, og at hun har et navn, hjælper mig lidt, fordi det på en måde gør min sorg og min længsel mere tydelig. Jeg ved, hvad jeg har mistet, men jeg ved også, at alt skal blive godt! Visheden om evigheden er en stor trøst for mig, for jeg ved, at jeg har et barn, der venter på mig i himlen.

At dele sit liv med andre

Når man er ny kristen og har mange ‘sår’, har man utrolig brug for sine medkristnes vedholdende imødekommenhed og overbærenhed. Man kommer med en forventning om at blive afvist og har derfor så svært ved at tage imod venlighed. Overbærenhed har man brug for, fordi man ikke er særlig perfekt og ikke har så mange kræfter. Men det, man ønsker allermest, er måske nok, at kristne vil dele deres liv med én og være forbillede for én – også på andre tidspunkter end søndag formiddag. Ensomheden kan være stor. Man har brug for rollemodeller på mange områder – ægteskab, børneopdragelse og andagtsliv – brug for at blive taget hånd om.

Mennesker, der er vokset op med troen, ved ikke, hvor stor en velsignelse de lever under. De ved ikke, hvor mange sår de er blevet skånet for, fordi de aldrig har levet uden for Guds velsignelse. Det kan jeg godt misunde dem. Jeg er ved at lære at bruge mine erfaringer, så dagen i dag og dagen i morgen kan blive anderledes. Og jeg er fuld af håb!

Malene har fortalt sin historie til Kerstin Hoffmann. Artiklen er bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2004