Spørgsmål:
Hej brevkasse.Jeg er en pige på 22, studerende og bor med min kæreste på 33. Jeg opdagede for lidt over to uger siden, at jeg var blevet gravid. På p-piller. Min kæreste og jeg har ikke et særlig stabilt forhold, da det er præget af mange skænderier. Han reagerer med vrede/chok/sorg da han finder ud at jeg er gravid. Og jeg er i chok. Han siger ting i afmagt, såsom at han er ligeglad med mig og barnet. Og hvis jeg beholder det, så er det ud af hans hjem.
Vi har været sammen i 1,5 år. Jeg er selvfølgelig ulykkelig, fordi det er også en kæmpe omvæltning for mig – og et chok. Og jeg føler mig alene – selvom jeg har talt emnet igennem med min mor, veninder og sågar ham 10.000 gange. Han er urokkelig. Han vil intet have med mig eller barnet, hvis jeg beholder det. Heller ikke her efter et par uger, hvor det ikke længere er chokket der taler. Så hvis jeg skal beholde det, så bliver det alene. Og jeg skal pludselig miste mit hjem og ham som jeg elsker over alt i verden. For det gør jeg virkelig.
Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at skulle være sammen med ham. Men samtidig så ødelægger tanken om abort mig. Jeg er så knust ved at skulle gøre det. Jeg synes alt virker enormt uretfærdigt lige nu. Jeg ved aldrig om jeg vil tilgive mig selv – eller ham – hvis jeg får den abort. Og han vil aldrig tilgive mig hvis jeg beholder barnet. Jeg ved ikke om jeg kan holde tanken ud om at skulle miste ham… eller barnet.. Og hvad gør man så?
Svar:
Hej
Du er uventet gravid, og det reagerer du og din kæreste helt forskelligt på. Han truer med at gå, hvis du beholder barnet, tanken om abort ødelægger dig. Du kan ikke holde hverken tanken om at miste ham eller miste barnet ud. Det er en meget ulykkelig situation for dig. Det er en urimelig situation, din kæreste sætter dig. I er begge ansvarlige for undfangelsen af det lille nye liv, ingen prævention er 100% sikker. Havde I talt om at I gerne ville have barn på et tidspunkt?
Abort spoler ikke tiden tilbage
Din kæreste er urokkelig i sin hårde udmelding om ikke at ville have noget med dig eller barnet at gøre. Og måske står han ved sin trussel, hvis du beholder barnet, og du bliver alenemor. Men måske besinder han sig på et tidspunkt, og står ved sit ansvar over dig og barnet. Der er jo en grund til, at I bor sammen og har været i forhold 1½ år.
Hvordan forholder din kæreste sig til, hvor knust tanken om abort gør dig? Måske forestiller han sig, at en abort spoler tiden tilbage til før graviditeten, at aborten kan løse en svær situation. Ofte skaber abort større problemer end den umiddelbart løser. Hvad tænker din kæreste om abort?
Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, du vil have det, hvis du får abort? De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort i forskellig sværhedsgrad og længde. Det kommer bag på mange. Sværest er det for de kvinder, der var i tvivl eller blev pressede. Overvej begge, om I vil udsætte dig for den risiko. Læs evt på Abortliniens hjemmeside om psykiske reaktioner efter abort eller læs i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Hvad vil en abort gøre ved jeres forhold?
Overvej også, hvad en abort kan gøre ved Jeres forhold. Nogle forhold kan ikke holde til et barn. Mange forhold kan ikke holde til en abort. Særligt hvis parret ikke var enige. Bla fordi det er svært for manden, hun bliver ved med at være så ked af det i så lang tid, og svært for kvinden med vrede overfor ham, der pressede hende til en så afgørende beslutning, der ikke kan gøres om.
Hvis du beholder barnet, mister du måske din kæreste.
Hvis du får en abort, mister du barnet og måske din kæreste.
Hvad vil du helst leve med? Kan dine livsværdier/livsmål hjælpe dig i dennne svære beslutning? Hvem kan hjælpe dig, hvis du beholder barn og kæresten går?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske