Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Skal jeg vælge abort eller baby?

Spørgsmål:

Hej Brevkasse! Jeg har været sammen med min kæreste/eks i 7 år, med op og nedture. Vi blev enige om i januar at vores forhold var blevet for hverdagsagtig og ingen af os havde motivationen til at gøre noget ved det. Vi slog derfor op. Efterfølgende blev vi begge i tvivl om det var det rette valg, men blev enige om at en skulle flytte så vi kunne få noget luft og kunne tænke/bedre mærke efter hvad vi ville.

Jeg flytter nu i min egen 3 værelses lejlighed d. 1/5. En uge inden jeg flytter, tager jeg en graviditetstest og den viser positiv. Vi har i 2 år ikke brugt beskyttelse da jeg har pcos og derfor svært ved at blive gravid, så selvom vi godt vidste at chancen var der, var vi ligeglade da vi valgte ikke at bruge prævention.

Jeg har altid gerne ville være ung mor, er 22 år, men min eks er ikke klar til at blive far, også 22 år. Han vil have jeg får en abort, og siger at hvis jeg vælger at få barnet vil han være der for barnet, men han ville aldrig kunne tilgive mig eller se mig i øjnene igen. Når han siger dette, bliver jeg i tvivl om hvad det rigtige valg er, abort eller baby?

Jeg ender jo nok som alene mor, er ved at læse til socialrådgiver, som jo så skal sættes på pause. Jeg ved inderst inde at jeg vil fortryde mit valgt hvis jeg får en abort som han gerne vil have jeg får, men samtidig vil jeg heller ikke ødelægge hans liv og gøre ham ked af det ved at få et barn han ikke ønsker.

Svar:

Hej
Du er uventet gravid med din eks/kæreste, og han ønsker abort, og bliver noget grov overfor dig, hvis du ikke føjer ham. Dog vil han være der for sit barn. Det er nyt for Jer begge med graviditeten, og selvfølgelig ikke et oplagt tidspunkt for Jer, nu hvor I er uafklarede med Jeres fælles fremtid. Din kæreste/eks er formentlig noget chokeret og har nok svært ved at overskue situationen. Det er let at forstå. Samtidig har han vidst, at sandsynligheden for graviditet var tilstede, men måske fortrængt det, da du ikke er blevet gravid de sidste 2 år uden prævention.

Det lyder til, at du har lyst til at beholde barnet og du ved, at du vil fortryde en abort. Hvad skulle få dig til at tage så stor en beslutning som abort, som du ved, at du vil fortryde? Du ønsker ikke at ødelægge din kærestes liv og gøre ham ked af det. Nej, selvfølgelig ikke. Men mon han ønsker, at du skal få det psykisk svært efter abort? Og mon et lille barn kan ødelægge hans liv? Hvad mon han forestiller sig?

Ja, måske ender du som alenemor, hvordan vil det være? Hvordan er dit netværk? Hvad har fået dig til at ønske at blive ung mor? Mht dit studie, er det formentlig ikke noget problem at holde pause.
Overvej, hvad du tænker om abort og hvorfor du ved, at du vil fortryde abort?
Overvej, hvad der kan gøre det lettere for dig at overskue at beholde barnet?
Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske