Spørgsmål:
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver dette. Beslutningen om abort er taget. Meget simplificeret så har min kæreste og jeg oplevet en krise i vores forhold. Min kæreste opdager at jeg har været sammen med en anden og vi er gået i terapi for at komme ud på den anden side sammen.
Igår opdagede vi så at jeg er gravid. Der er en meget lille chance for at det er den anden mands barn og denne sandsynlighed kan min kæreste ikke leve med, hvilket jeg til fulde forstår. Ydermere virker det ikke hensigtsmæssigt at gennemføre en graviditet når vi skal til at finde hinanden igen.
Her kommer så mit spørgsmål: er det normalt at være rigtig ked af det selvom jeg ved det er den rigtige beslutning at få en abort?
Svar:
Hej! Er det normalt at være rigtig ked af det før en abort? –Ja, det oplever mange kvinder. For abort er et alvorligt valg, det handler om et lille ufødt barn og bla derfor får de fleste kvinder det psykisk svært efter en abort i kortere eller længere tid og af forskellig sværhedsgrad. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du har lige konstateret, at du er gravid og har allerede besluttet dig for abort og skriver, at det er den rigtige beslutning. Samtidig er du rigtig ked af det, måske er det udtryk for, at beslutningen ikke er “rigtig”?
Fornuft og følelser taler hvert sit sprog
Mange gravide oplever, at fornuft og følelse taler hver sit sprog. Men hvem siger, at følelserne ikke taler fornuft? Du og din kæreste er sammen igen efter en krise, der er en meget lille sandsynlighed for, at barnet ikke er din kærestes. Men, måske overvejende sandsynlighed for, at barnet er din kærestes?
Jeg vil opfordre Jer til at tage Jer god tid til at tale meget mere om denne meget store beslutning, abort kan ikke gøres om og mange fortryder. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Relateret læsning: I tvivl om abort?