Spørgsmål:
Hej
Jeg er en kvinde på 37 som er blevet gravid med en kammerat. Jeg er i uge 5+0. Jeg er faktisk henvist til medicinsk abort om nogle dage.
Nu er jeg blevet i tvivl mest pga min alder og jeg ønsker mig børn. Ønsker mig bare hele pakken med en mand jeg elsker som far.
Min situation er den at jeg er diagnostiseret med tilbagevendende depression og emotionel personlighedsforstyrrelse. Er flexjobber men pt uden job.
Ved ikke om at få dette barn vil knække mig psykisk og så er der jo 2 tabere. Men hvad hvis dette er min eneste chance for ar få et barn ??
Hilsen den ulykkelige
Svar:
Hej
Du er gravid, henvist til medicinsk abort og i tvivl. Jeg vil opfordre dig til ikke at få en abort, medmindre du er helt sikker på, hvad du vil. Abort kan ikke gøres om og mange fortryder. Du har psykiske problemer, og ja, både barn og abort kan belaste dig yderligere.
Hvad tænker du om abort? Hvad vil du helst leve med, abort eller barn? Du havde selvfølgelig ønsket dig “hele pakken”, men du og din kammerat valgte at have sex, uden at være enige om “hele pakken”. Måske er dette barn din eneste mulighed for at blive mor, hvilke overvejelser giver dette dig? Hvis du beholder dit barn, hvem kan da hjælpe dig? Har du et netværk, der kan hjælpe dig? Evt kan Abortlinien finde en støtteperson til dig.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske