Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Vil ikke have abort igen

Spørgsmål:

Hvad gør jeg? Jeg er gravid og er i 10 uge. Min mand fortæller mig, han ikke vil have børn nu. Vi har været sammen i 3 år.  Han siger han har det for dårligt psykisk til at kunne rumme et barn og han er bange for vores økonomi ikke er god nok. Vi har cirka. 24.000 efter skat.

Sagen er den, jeg fik lavet abort for 3 år siden i starten af vores forhold og det gjorde virkelig ondt og tænker stadig på det.  Jeg kan ikke fjerne barnet jeg har i maven, det vil gøre for ondt igen og vil gå helt ned pga. det.  Men han siger jeg må klare det selv, hvis jeg vil beholde det, og han ikke vil være sammen mere.  Sidst var det også ham der valgte, vi ikke skulle have det og tvang mig nærmest til det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Svar:

Hej
Du er uventet gravid, og kan ikke fjerne barnet i mavne, som din mand ønsker. Han vil gå fra dig, hvis du beholder barnet. Hvor er det en svær og urimelig situation, han sætter dig i. At det er anden gang han gør det, gør situationen endda mere svær. Hvad tænker din mand om at få børn? Hvad er det, der skræmmer ham så meget? Han har det psykisk dårligt, er han psykisk syg og i behandling? Hans overvejelser om, at Jeres økonomi ikke er god nok til et barn, lyder ikke reelle.

Hvad tænker han om, at han for 3 år siden nærmest tvang dig til abort, og at det gjorde virkelig ondt? Du tror, at endnu en abort kan få dig til at gå helt ned, og det er en risiko. Desuden er der risiko for, at Jeres forhold ikke holder til endnu en abort. Bed din mand overveje det.

Hvem kan du tale med i denne svære tid? Jeg vil opfordre dig til at lytte til din mand og hans overvejelser, og gerne få dem “undersøgt”, fx hans økonomiske spekulationer og hvad der bekymrer ham psykisk. Og jeg vil opfordre dig til at lytte til dig selv, og ikke lade dig presse til endnu en abort, som du ikke ønsker. Måske besinder din mand sig, når chokket har lagt sig, og måske han vælger at tage ansvar overfor dig og Jeres lille ufødte barn. Måske vælger han at gå. Hvem kan da hjælpe dig? Hvordan ser dit netværk ud?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske