Spørgsmål:
Min veninde mistede i uge 14 og det har taget utroligt hårdt på hende. Hvad der ikke gør det bedre er, at jeg har født en lille dreng 3 månder før hun mistede.
Har for flere år siden selv mistet ved spontan abort og kan nu se mig selv i hende, og se hvordan hun er ved at gå ned i et mørkt hul. Jeg prøver nu på at hjælpe, men ved ikke hvor eller hvordan jeg kan finde den rette hjælp til hende. Håber nogle kan hjælpe mig med at hjælpe hende ❤
Svar:
Hej
Det er en svær tid for din veninde, og svært for dig at hjælpe din veninde. Måske kan din veninde ikke tage imod hjælp fra dig, fordi det er for hårdt for hende at blive konfronteret med, at du har fået en baby og hun har mistet.
Måske du kan skrive et brev til hende, hvor du udtrykker din medfølelse og skriver, hvor hårdt du også oplevede din spontane abort. Og at du skriver, at du gerne vil være der for hende, lytte til hende, sørge sammen med hende, hvis hun ønsker det, men at du har forståelse for, hvis det er for hårdt for hende at være sammen med dig pt.
Har I fælles veninder, som hun måske bedre kan tage imod hjælp og støtte fra?
Håber det bedste for din veninde og at du finder ud af, hvordan du kan støtte hende.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske