Spørgsmål:
Hej, jeg sad sammen med en veninde igår, og jeg fortalte lidt om min mistanke om jeg var gravid pga jeg har haft få tegn, og jeg syntes ligesom jeg var blevet lidt større omkring maven, men ikke hvor det ligner man har mave, er i det hele taget bare blevet større og lidt bredere syntes jeg (men er en smugle buttet så troede bare jeg havde taget normalt på).
Nå men sidder sammen med min veninde og vi bliver enige om jeg skal gå ned og købe en test, det gør jeg så og går over og tisse på den omkring 9 om aften, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ligenu.. det væreste af det hele er jeg ikke er sikker på hvem faren er eller hvor langt jeg er henne.
Jeg vil rigtig gerne have en abort, men jeg bliver rigtigt nedtrykt ved tanken.. har ikke tænkt på andet siden igår aftes og har ikke sovet hele natten.. – grunden til jeg var 100% på jeg ikke var gravid er at jeg var med i et trafikuheld sidste år hvor jeg fik smadret en masse ting inden i mig samt min livmoder.
– E 19 år
Svar:
Hej
Du er ung, uventet gravid og ved ikke, hvad du skal gøre. Jeg vil opfordre dig til at tage til læge og finde ud af, hvorlangt du er henne, måske med en scanning. Herefter kan du måske finde ud af, hvem faderen er.
Du har lige fundet ud af, at du er gravid, så det er klart, at du er i en slags chok. Prøv at tage det med ro, du har formentlig tid til at overveje dine muligheder. Du vil rigtig gerne have en abort, og det er let at forstå, at din situation er overvældende. Men vær sikker på, hvad du vil, før du evt vælger abort. Abort er en stor beslutning. Du skriver, at du bliver nedtrykt ved tanken. Hvad tænker du om abort?
Det lyder barsk med dit trafikuheld. Selvom graviditeten er uventet, er det vel en god ting, at din livmoder ikke er ødelagt.
Læs evt her: Ung og gravid
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien og tale med en rådgiver på 48394848.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske