Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Uventet gravid, men min kæreste er ikke klar

Spørgsmål:

Min kæreste på 25 og jeg på 23, vi har været sammen i 3 år og bor sammen. Vi er det bedste par. Vi skændes aldrig og giver hinanden plads.

Men så tog jeg 2 graviditets i går som var positive. Jeg blev egentlig glad, men vidste min kæreste nok ikke ville tager det Så pænt. Og rigtigt nok han siger han ikke er klar før om 2-3 år, da han ikke han prøvet det han ville (hvilket han ikke kan svare på hvad er).

Han siger det ødelægger hans liv, hvis jeg ikke får en abort. Han er ked af at tvinge mig til det, men han vil ikke have børn nu, fordi han ser det som en byrde. Og lige meget hvor meget vi diskuterer det, ændre han sig ikke en smule. Hvad skal jeg gøre? Har hverken lyst til en abort eller at tvinge ham til et barn. Jeg føler mig så svigtet af ham ?

Svar:

Hej
Det lyder svært for dig. Du og din kæreste er det bedste par, I skændes aldrig, I giver hinanden plads, men da du nu er blevet gravid, er I meget uenige om, hvad I skal gøre. Du føler dig svigtet og det er let at forstå. I er begge ansvarlige for undfangelsen af det ufødte barn. Havde I talt om, at du kunne blive gravid? Havde I talt om, hvad I tænker om abort? I har kendt til graviditeten i kort tid.

Din kæreste reagerer med en slags chok, hvad mange fyre gør ved uventet graviditet. Mange fyre siger, at de ikke er klar, men nogle bliver ikke klar før barnet kommer. Din kæreste mener, han er klar om 2-3 år, hvad hvis du bliver gravid igen om 1 år? Hvilken forskel vil det gøre, om Jeres første barn kommer nu eller om 2-3 år? Din kæreste tænker abort er løsningen, han forestiller sig måske, at abort spoler tiden tilbage til før graviditeten. Mange fyre ved ikke, at abort ofte har en høj pris. De fleste kvinder får det psykisk svært i kortere eller længere tid og af forskellig sværhedsgrad. Nogle får problemer i parforholdet efter en abort parret ikke vare enige om. Læs evt i brevkassen om andre kvinders erfaringer med abort.

Du blev egentlig glad, da du opdagede graviditeten. Og samtidig vidste du, at din kæreste nok ville reagere anderledes. I diskuterer, men det ændrer ikke noget for nogen af Jer. Hvad tænker du om abort, siden du ikke har lyst til det? Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort? Du har ikke lyst til at tvinge din kæreste til et barn, hvad tænker han om at tvinge dig til abort? Ved din kæreste, at abort kan have store konsekvenser for dig og for Jeres forhold? Kan han sige, hvad der skræmmer ham så meget ved et barn? Kender I andre par med barn? Husk, at en graviditet er lang, meget kan nå at falde på plads både praktisk og mentalt, og hans liv går ikke i stå, fordi han bliver far. Mange fyre vil kunne fortælle ham, hvor meget deres barn/børn betyder for dem.

Du ved ikke, hvad du skal gøre. Det er nok ikke denne måde, du havde forestillet dig at skulle starte din graviditet på. Men sket er sket, det er dig, der er gravid, det er dit valg og primært dig, der skal leve med dit valg. Hvis du beholder barnet, finder din kæreste nok ud af, at barnet ikke ødelægger hans liv, men måske kan Jeres forhold ikke holde til et barn. Måske besinder din kæreste sig og tager sit ansvar på sig, både overfor dig og det lille ufødte liv. Overvej, hvordan I kan bruge Jeres fælles livsværdier i denne tid, hvordan kan I bruge de ressourcer, der er i Jeres gode parforhold.

Håber det bedste for dig og Jer. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien på 48394848.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske