Tanker efter abort

7. oktober 2025
Kære brevkasse
Jeg er 19 år, og jeg fik en medicinsk abort for to uger siden, hvor jeg skulle have taget min kobberspiral ud også. Den blev sat op i marts, og jeg var 6+1 henne, da aborten blev sat igang, så der gik ikke lang tid efter den blev sat op, at jeg endte ud i graviditet.
Min kæreste og jeg var helt afklaret med aborten, og vi havde også snakket om det inden det faktisk blev til realitet. Jeg havde det helt fint efter, jeg bløder stadig osv, men alt er okay. Indtil for et par dage siden, der ramte det mig og især her til aften. Jeg har været ked af det, intet overskud haft, været meget træt, følsom og grædt over det mindste. Jeg er ked af det / sur på min kæreste selvom han sådan set ikke har gjort noget, og jeg føler mig virkelig utilpas i mig selv.
Jeg fandt jeres hjemmeside og så man kunne skrive et brev til sit barn. Jeg valgte at skrive et brev, det hjalp lidt. Jeg har været meget sygemeldt fra arbejde og skal ud og rejse i to måneder fra september. Jeg aner ikke hvordan jeg skal nå at bearbejde det ordentligt, og jeg føler jeg allerede har snakket alt for meget om det og at det ikke er relevant længere, fordi det er overstået.
Hvordan kommer jeg igennem dette bedst muligt? Tusind tak.
Hej
Du har for kort tid siden fået abort, og nu reagerer du følelsesmæssigt med at blive ked af det, ikke have overskud og blive sur på din kæreste.
Som du måske allerede har læst på Abortliniens hjemmeside og måske i brevkassen, er det normalt at reagere psykisk efter abort. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset. Problemer i parforholdet er også normalt. Selvom I var afklarede og enige i fht aborten, så er abort er “stor ting”, som for mange har en høj pris.
Du skriver, at du allerede har snakket alt for meget om aborten og ikke synes, det er relevant længere, da aborten er overstået. Hvem har du talt med? Var det før eller efter aborten? Hvilke tanker gør du dig om aborten?
Bearbejdning af abort er primært at tale om tanker og følelser. Evt skrive noget ned, både til barnet, som du har gjort, og måske en slags dagbog. Har du fået tilbudt støttesamtale af din læge? Nogle har gavn af samtale med en præst eller psykolog.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Følelser efter abort
6. november 2025

Spørgsmål:

Jeg ønsker at komme ud med mine følelser efter abort

Svar:

Hej Det lyder til, at du har fået det svært efter abort. Det oplever mange kvinder. Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læs: Efter Abort Og skriv gerne igen til post@abortlinien.dk og få mere hjælp. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Vrede efter frivillig abort
30. juli 2025

Spørgsmål:

Hej Brevkasse Er det normalt at opleve en form for total vrede på en selv og den partner som har været indblandet i. Det var en fælles beslutning vi to da timingen ikke var den rigtige for nogle af os, men han er begyndt og se med en ny pige og de har snakkede om børn ude i fremtiden jeg ved bare ikke hvordan min krop vil reagere på at se "faren" til mit "barn" skulle være far til et levende barn. Ved godt det er to store spørgsmål, men er virkelig i tvivl, om det er mig som er helt på afveje eller om det er normale reaktioner og om nogle har prøvet noget ligne.  

Svar:

Hej Du er slet ikke på afveje. Det er helt naturligt at reagere psykisk efter abort, også selvom aborten var en fælles beslutning. Typiske reaktioner er fortrydelse, sorg, skyld, tomhed og vrede, både overfor en selv og overfor partneren. At din partner hurtigt efter aborten, taler om børn i fremtiden med ny kæreste, er oplagt en svær situation. For, hvorfor skulle Jeres ufødte barn ikke leve, når et andet senere skal? Hvem kan du tale med om din vrede? Læs evt. i brevkassen om andres erfaringer med abort og læse evt. her: Efter abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.