Spørgsmål:
Jeg er 23 år, i fuld gang med mit studie (pædagogstudiet), desuden har jeg en dejlig datter på 2 år. For et par uger siden opdagede jeg, at jeg er gravid.
Skal jeg vælge abort?
Valgte i sidste uge at skrive mig op til abort, og har tid d. 4. april. Jeg er kommet i tvivl, om abort er det rigtige. Jeg har følt at aborten er den mest overskuelige, da faren var en jeg så én gang og siden ikke kunne få kontakt til. Føler det virker uoverskuelig med en faderskabssag desuden føler jeg mig “utaknemmelig”, da jeg blev nød til at få fertilitetsbehandling for at få min datter.
Er så bange for, om jeg kommer til at fortryde et valg om abort. Håber jeg kan få et godt råd eller blive lidt mere afklaret.
Svar:
Hej
Du har tid til abort, men er kommet i tvivl. Det er godt, du reagerer på din tvivl og bruger tid på at overveje dine muligheder igen. Abort er en stor beslutning, der ikke kan gøres om og mange fortryder. Læs evt i brevkassen om andres reaktion på abort. Hvad tænker du om abort, siden du er bange for at komme til at fortryde?
Det lyder til, at du er alene med din datter. Faderen, til det barn du venter, har du ikke kontakt til. Havde du ønsket at få flere børn? Formentlig havde du i så fald forestillet dig det under andre omstændigheder. Men nu er du gravid. Din datters graviditet var ønsket og ventet. Denne graviditet er spontan. Det er klart, det giver dig overvejelser ift abort. Når først undfangelsen er sket, er det lille nye liv igang, uanset hvordan det startede.
Du tænker abort er den mest overskuelig løsning, pga faderen. Og ja, umiddelbart kan abort virke tiltalende, hvis den spolede tiden tilbage til før graviditeten. Men sådan er det ikke. Og nogle gange skaber abort større udfordringer end den tilsyneladende løser. Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort?
Overvej, hvad der gør det svært for dig at overskue at beholde barnet? Faderskabssag? Du skal opgive navnet på faderen for at få børnepenge fra ham. Hvis du ikke kender navnet, og han ikke kan findes, får du børnepenge fra kommunen. Du ved, hvordan det er at være enlig mor, det er en større opgave med to børn. Hvem kan hjælpe dig? Hvordan ser dit netværk ud? Er du bange for at fortryde, hvis du beholder barnet?
Jeg vil opfordre dig til at bruge tid på at finde ud af, hvad du vil. Få ikke en abort, du er usikker på, om du ønsker.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske