Spørgsmål:
Hej! Jeg blev gravid sidste sommer og min mand ville ikke have barnet. Jeg følte mig presset til abort. Jeg har virkelig prøvet at “komme videre” men det er vist ikke rigtig lykkedes for mig. Jeg har en dejlig mand, som elsker mig, lækkert hus, have, hunde, hans 2 børn og mine 2 børn, dejlige ferier – men jeg kan alligevel ikke blive glad. Jeg synes stadig han tvang mig til at gå på kompromis med min integritet og jeg synes stadig hans reaktion var ensidig, kompromisløs og rationel.
Jeg har det underligt for jeg kan ikke sige at jeg ikke elsker ham, jeg har egentlig også lyst til ham – men samtidig hader jeg ham for det, han har gjort imod mig/os og føler konstant det er imellem os. Jeg er begyndt at se på anden bolig men det er pseudo-agtigt for mig – jeg elsker vores hus og dejlige have – skulle jeg sætte alt dette overstyr fordi jeg fik en abort? Jeg er jo ikke den eneste kvinde det sker for siger jeg igen og igen til mig selv.
Jeg synes det går bedre men det går alligevel ikke anderledes end, at jeg er vred på ham med jævne mellemrum. Er jeg nødt til at gå fra ham når jeg 1 år efter aborten stadig ikke kan genfinde tryghed, nærhed og tillid?Eller kommer det med tiden?
mvh Kvinde 42.
Svar:
Hej! Nej, du er ikke den eneste kvinde, der har fået en abort, men du er heller ikke den eneste kvinde, der har det skidt bagefter.
For nogle kvinder bliver en abort en livslang og tung baggage, nogle får det meget svært psykisk. -Du er en af de kvinder, der har svært ved at blive glad igen, men du synes, det går bedre og selvfølgelig er der håb for dig. Mange kvinder oplever, at et forhold ikke kan overleve en abort, som kvinden er blevet presset til imod sin vilje. Netop fordi de som du oplever vrede og ikke oplever sig forstået i deres reaktion efter aborten.
Hvordan har du det med din abort?
Du er vred på din mand, men hvordan har du det med din abort, -sorg, savn, skyld? Hvordan går det, når du taler med din mand om dine tanker og følelser? Og om at du jævnligt bliver vred på ham, ja, direkte føler had til ham?
Om du skal gå fra ham, kan jeg ikke sige dig. Om tilliden, nærheden og trygheden kommer igen uden en aktiv indsats fra jer begge, det er svært at forestille sig. Har du overvejet at I sammen (og evt du også selv) taler med en psykolog?
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske