Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Reaktion efter 2 graviditeter uden for livmoderen

Spørgsmål:

Hej brevkasse.
Jeg står i den situation at jeg indenfor 2 måneder har været gravid udenfor livmoderen i begge æggeledere. Først i venstre, som blev fjernet da den sprang og så i højre, hvor der var hjerteslag. Begge gange voksede fosteret fint og ville efter lægernes tro have været sunde og raske hvis de havde siddet rigtigt. Begge mine æggeledere er nu fjernet og den eneste mulighed for at få et barn er ved reagensglas. Da vi har et barn i forvejen så skal vi selv betale. Så der går nogle år før det kan lade sig gøre. Den sidste operation var i starten af november. Jeg har det meget svært. er konstant ked af det og kan ikke klare tanken om at min krop har fejlet så to små væsner aldrig fik en chance. Jeg ønsker mig så inderligt et til barn og er nærmest besat af tanken. I hvert fald ved jeg ikke hvordan jeg skal komme videre. Har snakket med min læge som holder mig sygemeldt og har snakket med en psykolog, men det hjælper mig ikke. Min mand virker som om han er kommet videre og det er jo fint for ham. Men jeg er bare samme sted. Sidder fast. Min bror skal have sit første barn og han kone og jeg er blevet gravide præcis samtidig. Er oprigtig glad på deres vegne, men det er også en konstant påmindelse om hvad vi kunne have fået. Det gør så ondt indeni. Hvad kan jeg gøre? Er der andre der har oplevet det samme? Og hvad skal jeg tro på at der sker efter døden med sådan to små fostre?

Svar:

Hej
Hvor er det en svær situation for dig. Det er klart, at du har det dårligt og ikke er “kommet videre” efter dit tab, både af fostre og dine æggeledere. Hvad skal du gøre? Det lyder rigtigt, at du er sygemeldt. Og mht psykolog, så vil jeg foreslå, at du ikke dropper det, fordi det ikke umiddelbart har hjulpet. Måske kan du skifte til en anden psykolog, hvis det er “kemien” det er galt med.

Tal med din mand

Vær god ved dig selv. Din mand er “kommet videre”, og det er helt almindeligt, at kvinder og mænd sørger forskelligt. På et senere tidspunkt kan det blive svært for dig mand. Kan du tale med ham om, hvordan du har det? Har du andre fortrolige, der vil lytte til dig? Skriv evt noget ned om, hvad du tænker og føler. Mht hvad der sker med de små fostre efter døden; kunne du overveje at tale med en præst om det? I så fald kan Abortlinien henvise dig til en præst i nærheden af dig. Du kan skrive til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske