Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Interview med brevkasseredaktør

Abortlinien tilbyder ikke bare telefonrådgivning. På abortliniens hjemmeside findes også en brevkasse, hvor sygeplejerske Trine Holst Nielsen bruger en del tid på at besvare henvendelser fra folk. Vi har stillet hende nogle spørgsmål.

Hvad drejer henvendelserne i brevkassen sig typisk om?

Henvendelserne er ofte fra piger/kvinder i alderen 16-40 år, som er gravide og i tvivl om, hvad de skal gøre. De er som regel pressede af kæresten/manden og skal vælge mellem at blive forladt eller få en abort, som de ikke ønsker. Disse kvinder opfordrer jeg til at lytte til, hvad de inderst inde vil, stiller dem spørgsmål til overvejelse og fortæller om andres erfaringer, fx at et parforhold ofte går i stykker efter en abort, parret var uenige om. Og hvordan de risikere at reagere efter en abort, de ikke ønskede. Der kommer også mails fra kvinder, der har det psykisk skidt efter en abort. Denne reaktion og varigheden af den kommer bag på kvinderne. De føler sig meget ulykkelige, fortryder aborten og oplever krise i parforholdet, særligt hvis de er blevet pressede til aborten. Der kommer også mails angående spontane aborter og konkrete spørgsmål om fx blødning efter abort.

Er det mulighed – eller behov – for opfølgning?

Besvarelserne afsluttes som regel med muligheden for at skrive igen eller ringe til Abortlinien og tale med en erfaren rådgiver. Jeg nævner også af og til muligheden for at få en støtteperson eller støttefamilie eller muligheden for at tale med en præst, hvis kvinden oplever skyldproblemer. Få gange har jeg formidlet kontakt til en præst eller en samtaleperson i nærområdet. Om der bliver ringet til Abortlinien efterfølgende, ved jeg ikke.

Har du en god oplevelse, du gerne vil dele med os?

En kvinde midt i tyverne skrev, at hun var uventet gravid med andet barn. Der havde været mange problemer i forbindelse med første barn, der pt. var 6 måneder. Hendes mand insisterede på abort og vidste ikke, om han ville blive sammen med hende, hvis hun fik barnet. Kvinden var ulykkelig og presset, er imod abort og ville ikke slå sit barn ihjel. Efter mit svar skrev hun tilbage, at hun havde vist manden mailen, og at de nu begge var besluttede på at beholde barnet. Manden havde tænkt, at abort var en nem ting, men det havde han fundet ud af, at det ikke var og ville derfor ikke udsætte sin familien for en abort.

Besøg Abortliniens brevkasse og læs de mange gode spørgsmål og svar.

af Ellen Højlund Wibe, landssekretær