Til rette vedkommende.
Jeg har brug for at få skrevet det her ned. Det påvirker mig mere end, hvad jeg var bevidst om. Jeg har tidligere været i den høje ende af skalaen med min PTSD, men den er heldigvis så mild nu, at jeg ligger på grænsen til ikke at have PTSD.
For en uges tid siden var jeg ved at abortere. Eftersom jeg skulle flytte til udlandet fire dag efter jeg begyndte at bløde, blev jeg hjulpet på vej med en medicinsk abort. Der var ikke noget foster, men blot en blomme.
De sidste mange uger har været hektiske for mig. Jeg tog en positiv test i juli (planlagt graviditet), planlagde et bryllup, var hjemmegående mor, skrev speciale og forberedte flytning til udlandet med min mand og søn.
Ugen efter brylluppet sker aborten. Jeg blev ked af det, men tænkte ikke videre over det, da vi havde for travlt med at pakke lejlighed og kufferter. Nu sidder jeg i vores nye hjem i udlandet.
Jeg har ikke lyst til at være social eller at gå udenfor. Det er en kamp hver gang. Jeg føler mig tom indeni, helt følelsesløs. Min drøm om en søskende til min søn og et barn er brast sammen. Jeg føler at jeg aldrig kommer til at have en lille i armene igen.
Jeg har også haft mareridt de sidste tre nætter om det, der udløste min PTSD. Kommer jeg ud af den her mærkelige tomme boble igen? Bliver jeg overhovedet gravid igen? Er der håb?
Hej
Sikke en svær tid for dig. Det er ikke mærkeligt, at du reagerer som du gør. Du har PTSD-belastning med dig, mange store begivenheder og så spontan abort. Og selvom der ikke var et foster, så har du mistet.
Hvem kan du tale med? Kan du dele din smerter med din mand?
Læs evt her: Spontan abort
Du skal nok få det godt igen, og formentlig også blive gravid igen, det bliver de fleste, selvom de har haft en spontan abort. Men det kan tage tid for dig at få det godt igen, pga din ”bagage” og alle de store ting, der er sket.
Måske kunne det være godt for dig med samtaler hos en psykolog. Hvordan mon mulighederne er, der hvor I bor? Måske du kunne få online samtaler med psykolog i Danmark?
Vær god ved dig selv, vær tålmodig med dig selv. Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
