Spørgsmål:
Kære abortlinien.
I går tog min veninde en positiv graviditetstest efter hun var 5 dage forsinket. I dag har hun så kontaktet egen læge, der siger, hun ikke kan få en abort før den 1. august (det er i dag d. 8. juli).
Det lyder fuldkommen skørt i mine ører, at hun skal gå så længe med det, og hun er rigtig ked af det. Kan I forklare, hvordan det kan lade sig gøre, at hun først må komme til om så lang tid, og om der er muligheder for at få en inden?
Svar:
Jeg kan desværre ikke svare dig på, hvorfor din veninde først kan få en tid til en abort den 1. august, og ventetiderne rundt omkring. Hun kan evt. kontakte en privat gynækolog eller et privat hospital. Men skal så også regne med en egenbetaling.
Det er en helt naturlig reaktion, at din veninde er ked af det. Er din veninde helt afklaret med hvad hun vil? Det er vigtigt ikke at træffe en for hurtig beslutning, da det er en beslutning hun ikke kan lave om.
Det er godt, at du er der for din veninde og støtter hende. Har hun andre, hun kan snakke med? Måske kender hun/I nogle, som har oplevet det samme som hun står i. Er hun i et fast forhold, og kan tale med sin partner om det? Hvad tænker han?
Din veninde er velkommen til at ringe til Abortlinien på 48 39 48 48 mellem kl. 19-22, hvor hun kan tale med en rådgiver om hendes situation.
Venlig hilsen, Marianne Jørgensen, abortlinieleder