Hej
Det er nu snart to måneder siden at jeg fik en medicinsk abort.
Da jeg fandt ud af at jeg var gravid gik jeg i panik, og jeg bestilte en tid ved lægen med det samme med henblik på abort. Jeg havde 6 dages ventetid til lægen hvor jeg var helt sikker på at abort var det rigtige, og derefter 10 dages ventetid til abort hvor tvivlen ramte mig.
Under ventetiden til aborten gik det op for mig at jeg slet ikke havde spurt min kæreste hvad han havde lyst til, og der startede tvivlen. Hvis han kunne bestemme ville han beholde det, og vi snakkede sammen hver dag om det og skrev for og imod ned så vi kunne se det for os. Jeg ender med at blive meget i tvivl, og det er min kæreste også.
Jeg finder både glæde ved tanken om et barn og ved en abort. Vi ender med at få en abort, og er meget lettet og glade efter. Det gik rigtig nemt og var en “god” oplevelse hvis man kan sige det. Men efter en måned kan jeg ikke tænke på andet end den baby vi kunne have på vej. Hvor langt jeg ville være, hvordan jeg ville se ud og at der kun ville være et halvt år til jeg/vi kunne have stået med barnet i armene.
Jeg synes det er SÅ SVÆRT. Og jeg er på samme tid helt vildt skruk og har bare lyst til at blive gravid igen, og mærke glæden ved at skulle være mor. Min kæreste og jeg aftaler at prøve at blive gravide igen, men jeg kan mærke en mærkelig stemning ved min kæreste omkring det, og han begynder pludselig at hive kondomer frem. Når jeg nævner det for min kæreste fejer han mig af, han synes ikke det skal være lige nu og at vi skal tage en dag afgangen.
Jeg synes det er så svært ikke at føle jeg bliver lyttet til, og han synes bare at jeg snakker om det hele tiden (men jeg tænker jo heller ikke på andet, og jeg ser ikke andet end gravide maver og børn over det hele).
Hilsen en skruk og ked af det pige, der ikke kender andre der har fået en abort.
Tak for dit brev til os, og tak for din ærlighed om hvad du/I har været igennem, og hvordan du har det nu.
Det lyder til at være rigtig hårdt for dig at være i, hvilket er helt forståeligt. Det er ikke unormalt at man kan reagere som du/I gør, selv om det føltes som den rigtige beslutning da I træf den. Flot at du skriver og sætter ord på hvordan du har det. Det er første skridt til at få det bedre.
Du skriver at du kender ikke nogle andre, som har fået en abort. Med det mener du måske, at du netop gerne ville have talt med andre, som har stået i samme situation som dig. Det er helende i sig selv at tale om det. Vigtigt at give sig selv lov til at fortælle sin historie, og det man går igennem.
Du skriver også omkring dig og din kærestes forhold til hinanden efter aborten. Du føler han fejer dig af, og du føler ikke du bliver lyttet til. Det er vigtigt at I bliver ved med at tale sammen, og sætter ord på overfor hinanden hvordan I hver især har det.
Måske går I begge med en sorg over aborten. Måske tænker han lige så meget over det som du, men reagerer bare anderledes. Mænd og kvinder er forskellige, og går måske igennem det på 2 forskellige måder. Måske har I brug for at få det talt igennem, med en professionel.
Du (eller I begge sammen) er også meget velkommen til at ringe på Abortlinien på tlf. 48 39 48 48. Der er åbent mellem kl 19-22 (lukket om fredagen og lørdagen). Der kan du tale med en rådgiver om din situation og det I står i. Du er også velkommen til at skrive direkte på post@abortlinien.dk
Abortlinien kan sætte dig i kontakt med en som har stået i en lignende situation som din.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Marianne Jørgensen, abortlinieleder.
