Spørgsmål:
Min kæreste og jeg har været sammen i 8 år efterhånden. Vi er henholdsvis 26 og 27 år. For et par måneders tid siden, fortæller han at han ikke har været glad i vores forhold og ikke rigtig ved hvad han vil med fremtiden og børn. Lige nu er hans prioritering hans arbejde, som kræver en del.
Nu er jeg ved et uheld blevet gravid, og han ønsker ikke barnet. Jeg er nu i ottende uge.
Jeg har længe været klar til det og er derfor bange for, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg valgte at få det fjernet. Men er jeg overhovedet klar til at blive alene mor og dermed også miste vores forhold efter så mange år?
Jeg har endnu ikke fortalt det til mine forældre, da jeg et eller andet sted havde et håb om, at han skiftede mening og at vi i fælleskab kunne overdrage nyheden. Men det ser ikke sådan ud. Jeg håber, at i kan hjælpe mig.
Svar:
Hej
Sikke en barsk udmelding fra din kæreste om Jeres forhold og om, at han ikke ønsker barnet. Har du talt med andre end din kæreste om situationen? Hvem kan du tale med?
Du er bange for, at du ikke kan se dig selv i øjnene, hvis du får en abort. Men hvis du beholder barnet, bliver du måske alenemor. –Det er en svær situation for dig. Hvad vil du helst leve med: barn, måske uden din kæreste eller abort, måske holder forholdet, måske ikke.
Hvis du vælger barnet, og din kæreste går, hvem kan da hjælpe dig? Det ser ikke ud til, at din kæreste ændrer mening mht barnet. Men måske han gør i løbet af graviditeten? Havde I tidl. talt om børn? Har han venner, der har børn, og som også prioriterer deres arbejde? Kunne han tale med nogen om sin situation? Mange fyre kan ikke overskue en uplanlagt graviditet. For din kæreste er det nok ekstra svært, fordi han er usikker på Jeres fælles fremtid. Men ikke mere usikker end at I er sammen og har sex, og I har begge vidst, at sex kan føre til graviditet.
Hvis du vælger abort, hvordan tror du, det vil være for dig? Hvad tænker du med, at du måske ikke ville kunne se dig selv i øjnene? Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, en abort vil påvirke Jeres parforhold? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. De fleste kvinder får psykiske reaktioner efter abort i forskellig sværhedsgrad og periode. Overvej begge, om I vil udsætte dig for den risiko.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation.
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske