Spørgsmål:
Jeg er gravid i uge 11, har 2 børn på 7 og 8 og en dejlig mand. Graviditeten var meget uventet, da det ikke burde kunne ske naturligt (hård PCOS). Jeg har længe ønsket mig en nr. 3, da mit liv er mine børn og jeg ville elske en mere. Min mand har intet ønske om flere, så jeg har erkendt, at det ikke skulle være og nok også var for sent. Vores 2 børn ønsker sig meget en baby i huset og er fantastiske med små børn.
Udfordringen er, at min mand nu på ingen måde vil have dette barn. Han har ikke mere at give af (mener han). Han vil ikke engang tale om, at jeg er gravid. Han undgår mig helst og bringer jeg emnet på banen bliver han fuldstændig gal og siger jeg ødelægger familien, hvis vi skal have et barn. Han kan slet være i det. Ved den første lægeundersøgelse var han så gal at han nærmest ikke kunne tale.
Grundet graviditeten er jeg meget syg og kaster op på alle tider af døgnet (det gjorde jeg også med de to andre). Jeg er derfor så træt, men min mand ignorer det og “forventer” at jeg mindst kan det samme som normalt. Jeg er ved at være så drænet både fysisk og psykisk. Jeg kan slet ikke glæde mig over denne kæmpe gave. Jeg kan ikke engang rigtigt forstå jeg måske skal have et barn.
Jeg har prøvet både at tale med min mand og endda skrive til ham, men han VIL ikke tale om det. Jeg har foreslået hjælp udefra, men han vil ingen tale med, da “ingen kan få den lyst til et barn frem i ham”.
Jeg har virkeligt prøvet at forlige mig med tanken om at få det fjernet, så alt blev som før, men jeg kan bare ikke! Jeg kan dog snart heller ikke gå i den her ensomme følelsestomme verden mere. Jeg har en enorm skyldfølelse over ikke, at kunne gøre det der måske er bedst for min familie. Jeg frygter, at det her kan ødelægge vores dejlige familie og det går ud over mine elskede børn.
Vi har fin økonomi og plads. Skal jeg bare tage mig voldsomt sammen og få det fjernet? Skal jeg bare gå igennem graviditeten alene og håbe han meget uventet er med? Jeg håber sådan I vil hjælpe mig videre?
Svar:
Hej
Hvor er det svært for dig. Et mirakel er på vej, det skulle ikke kunne ske, men pga din mands ulyst til nr 3, overvejer du abort.
Hvorlænge har I kendt til graviditeten? Du er tæt på abortgrænsen (udgangen af 12. graviditetsuge), det ved både du og din mand nok? Og eftersom du ikke har fået tid til abort, har din mand måske (ubevidst) accepteret, at du beholder barnet?
Du tænker, at barn nr 3 kan ødelægge Jeres dejlige familie og gå udover Jeres børn. Ja, måske, hvis din mand fx forlader Jer. Men, det vil være meget drastisk. Måske han iløbet af graviditeten accepterer, at I bliver en familie med 3 børn. Han behøver ikke have lyst. Nogle mænd kan først forholde sig til barnet, når det er født. Når I på et tidspunkt kommer på talefod igen, må I sammen undersøge, hvad det er for tanker, han gør sig, hvad han frygter, og hvordan I kan planlægge Jer ud af noget af dette.
Du kan ikke forlige dig med tanken om abort. Du forestiller dig, at abort ville betyde, at alt bliver som før. Men det kan du/I ikke vide. De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort, i kortere eller længere tid og af forskellig sværhedsgrad. Sværest er det for de kvinder, der var i tvivl eller blev presset til abort. Mange fortryder deres abort. Disse overvejelser skal du (I )have med. Nogle forhold kan ikke holde til et barn mere, mange forhold kan ikke holde til en abort, særligt hvis parret ikke var enige. Overveje, om du/I vil risikere dette på dine vegne, på ægteskabets og familiens vegne. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Du har det svært, både med overvejelser abort eller ej, din mands tavshed, din ensomhed og dine graviditetsgener. Hvem kan hjælpe dig? Hvem har du tæt på, som du kan tale med? Er du sygemeldt?
Har du før oplevet tavshed på tilsvarende måde fra din mand? Har I gode fælles venner eller familie, som du/I kan få støtte fra?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til en rådgiver på 48394848
Håber det bedste for dig og for Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske