Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kæreste truer mig til at få abort

Spørgsmål:

Jeg er blevet gravid selvom jeg er på P-piller. Har idag lige fortalt det til min kæreste, vi har kun været sammen i kort tid. Vi bor langt fra hinanden og jeg fortalte det derfor over Tlf og fordi jeg syntes det var svært at gå med selv, jeg har vidst det i lidt over en uge.

Han vil have jeg skal have en abort og har truet med at begå selvmord hvis ikke. Jeg havde ellers besluttet mig for at ville beholde det, da jeg ikke ville kunne tilgive mig selv hvis jeg får en abort.
Men hans trusler har bare fået mig til at være så meget i tvivl. Jeg aner hverken fra eller til. Det skal lige nævnes at vi altså er over midten af 20’erne begge to.

Svar:

Hej
Du er uventet gravid, men havde besluttet dig for at beholde barnet, da du ikke vil kunne tilgive dig selv en abort. Nu bliver du imidlertid i tvivl, fordi din kæreste truer dig med selvmord, hvis du ikke får abort. Det er meget barsk og meget ufint af ham at presse dig på den måde. Hvordan skulle et lille barn kunne få ham til at begå selvmord? Du skriver, at I begge er over midten af 20’erne. –Det læser jeg som, at du mener, I begge skulle være klar til at tage konsekvenserne af, at et lille ufødt barn er på vej. Havde I talt om, at du kunne blive gravid?

Stå ved dine værdier

Jeg vil opfordre dig til at lytte til dig selv og stå ved dine værdier, du kan ikke tilgive dig selv, hvis du får en abort. Det er naturligt, at din kæreste er i en slags chok pga den uventede graviditet og at han tænker, at en abort spoler tiden tilbage. Men sådan er det ikke. Abort er alvorligt, lad ham evt læse på Abortliniens hjemmeside om fosterudvikling, abort og følger af abort. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer. Vil du og vil han udsætte dig for svære reaktioner efter en abort, som han har presset dig til?

Hvordan tror du, du vil have det med ham efter en abort, du har fået pga voldsomme trusler fra ham? Jeg vil opfordre dig til at lytte til ham, find ud af, hvad der skræmmer ham så meget og tal om Jeres muligheder. En graviditet er lang, meget kan nå at falde på plads både mentalt og praktisk.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske