Spørgsmål:
Hej – jeg er 33 år, gravid i 9. uge og meget i tvivl om abort og mit forhold. Jeg har været sammen med min kæreste i godt 3 år, hvor vi har været fra hinanden 2 gange. Nu har vi boet sammen i knap 1 år og det går faktisk rigtig godt. Han har 2 børn fra et tidligere ægteskab og vi har talt meget om mit ønske at få et barn. Han kunne hverken sige fra eller til, bare at det ikke skulle være nu.
For et halvt år sagde jeg at han skal beslutte sig, fordi mit ønske ikke går væk og jeg føler at min tid med 33 år er ved at løbe fra mig. Han fik et halvt år at tænke over det. Dog var min p-pille recept slut for 2-3 mdr siden og jeg så ingen grund til at jeg skulle fortsætte med dem.
Jeg sagde til ham at de var slut uden at jeg gjorde det store nummer ud af det. Han føler sig forurettet, hvilket jeg godt kan forstå, men tænker at han jo også må tage noget ansvar. Han reagerede på graviditeten med chok, men sagde så at selvfølgelig skal vi have barnet og det skal vi nok finde ud af.
Han har siden ændret mening og vil at jeg har en abort. Han siger at han føler angst og han ikke ønsker barnet. Han er bange at hans børn bliver tilsidesat og omkring hans ikke for gode økonomi, samt hvor vi skal bo. (Bor for småt nu.).
Er jeg blind og naiv?
Han har de sidste 4 weekender været ude og feste til tidlig morgen uden at give mig besked. Jeg ved ikke hvor han var og han fortæller ikke meget. Han har været meget fuld med kollegaer en af gangene og været halvnøgen. Jeg synes det er meget utrygt og jeg er bange for at han er utro. Og jeg er bange at jeg er blind og naiv. Han har været det før, hvor vi har været i opbrud. Uden at han var tydeligt omkring det. Er vi i opbrud igen?
Vi har haft mange diskussioner omkring barnet, hvilke også endte i ekstensielle diskussioner omkring vores forhold. Jeg vil meget barn og hus, noget mere konservative. Han vil leve i nuet, nyde livet, nyde forholdet, ikke for meget der binder arme og ben på ham. Han håber at jeg får en abort og vi bliver sammen.
Jeg kan ikke rigtig se, at vi skal blive sammen, hvis jeg får en abort. Jeg kan ikke overskue at jeg skal vente hvis han beslutter sig helt imod senere ift min alder og spild af tid, samt hvorfor jeg skal have en abort hvis jeg alligevel skulle få et lidt senere med ham.
Jeg ønske at beholde barnet
Jeg var med på abort, da han sagde at han ikke ville have barnet, men efter lægesamtalen ændrede jeg mening og sagde jeg ville beholde det. Han blev rasende, men efter en lang diskussion sagde han at vi skal lave en plan og han vil stå ved det barn. At vi dropper ferien vi skulle på og han aflyser et festligt firmaarrangement på kryds af landet.
Til det er han så alligevel taget nu. Jeg ved på ingen måder hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke så gode familierelationer og ingen familie tæt på mig. Jeg har altid ønsket at få min egen familie og det vidste han.
Jeg er dybt ulykkelig og bange for at jeg står alene tilbage om 20 år, uden børn og kæresten skredet fra mig. Samtidigt er det ikke det jeg har drømt om at være alenemor – det føles lige så taberagtigt ift min baggrund. Selvom jeg rent økonomisk og med min personlige styrke nok vil have rigtig gode odds. Jeg ønsker mig at have barn og fremtid og udvikling sammen med en mand som vil det her og mig.
Jeg har sat mig meget ind i graviditeten, da min kæreste først sagde at vi nok skal finde ud af det, så jeg er blevet rigtig glad for barnet. Tanken om en abort knuser mig. Og hvad hvis det senere ikke lykkes mere? Min sunde fornuft siger at jeg skal have en abort og gå fra ham, så jeg heller ikke skal bokse med ham som alenemor og jeg kan få sat en streg alt for alle.
Mit hjerte siger barn og forhold. Min mavefornemmelse skriger at der er noget galt. Jeg tror bare at han kommer til at bebrejde mig for det. Jeg har 3 uger igen… hvad skal jeg dog gøre?
Svar:
Hej
Det er en vanskelig situation for dig. Du er gravid og i tvivl om både barn og parforhold. Din kæreste gør det ikke let for hverken dig eller Jer. Der må dog være en grund til, at I har fundet sammen 3 gange. Det lyder til, at han vil dig og Jer, men samtidig er han meget svingende og svigter sine løfter til dig. Han vil gerne lægge en plan og stå ved barn og fælles fremtid. Men han formår ikke at holde planen mht firmafesten. Hvad kan hjælpe ham til at være mere ansvarlig?
Overvej evt at bruge graviditetstiden på at optimere Jeres forhold, fx ved et PREP-kursus. Er du bange for, at han bebrejder dig, hvis du beholder barnet? Du er formentlig realistisk i fht, at Jeres forhold måske ikke kan holde til en abort. Har du talt med ham om det? Han har kendt til dit ønske om barn og familie, han har vidst, at muligheden for graviditet var tilstede.
De fleste får det svært efter abort
Du er ambivalent i fht din beslutning om barn eller abort. Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en evt abort? De fleste kvinder får det psykisk svært i kortere eller længere tid og af forskellig sværhedsgrad. Sværest er det for dem, der var i tvivl. Typiske reaktioner er sorg, savn, skyld, tomhed og vrede, hvis man blev presset.
Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Mange kvinder tænker som dig, at abort er det fornuftige, mens hjertet siger “barn”. Overvej, om at det måske er hjertet, der taler fornuftigt.
Måske holder forholdet ikke, og du bliver alenemor, medmindre du finder en anden mand senere. Måske får din beslutning om at beholde barnet og dine “krav” om et andet weekendliv, din kæreste til at tage mere ansvar for Jeres aftaler. Han er jo allerede far til 2 børn og ved, hvad det handler om.
Hvem kan du tale med udover din kæreste? Har I gode fælles venner som I kan dele denne situation med?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske