Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Jeg ønsker ikke en dreng - mere

Spørgsmål:

Hej.

Jeg er en kvinde som altid har drømt om børn. Dog har jeg altid kun ønsket piger. Jeg har været i fertilitetsbehandling og fik min første søn derigennem. Der blev jeg lidt skuffet. Øv. Nå, men jeg har jo én chance mere (jeg ønskede 2 børn).

Så kom vi i fertilitetsbehandling igen og fik en kønsscanning, DRENG. Jeg gik helt ned med flaget. Overvejede både abort og tja, hvis jeg nu kørte galt, så ville der jo ikke ske noget ved dét.

Nu blev jeg så pludselig naturligt gravid, selvom jeg har været på p-piller. Jeg er i dag 12+4 og ifølge Nub eksperter, så venter jeg en dreng mere. Nu kommer de samme tanker og følelser igen. JEG VIL VIRKELIG IKKE HAVE 3 BØRN OG SLET IKKE 3 DRENGE.

Men tanken om en abort gør mig også bare ked af det. Det er et liv jeg har skabt. Jeg kan da ikke bare slå mit barn ihjel. Jeg vil jo vel komme til at elske ham? Jeg elsker da mine nuværende drenge, men nogle gange føler jeg egentlig bare, at jeg er en slags rugemor for dem. Og de er fars drenge. Jeg er der bare. Og jeg er den der skal igennem endnu en graviditet, endnu en fødsel og endnu en barsel.

Jeg føler det er “spildt” for en dreng. Det er ikke det værd. Men tænker jeg på en abort så skammer jeg mig og bliver enormt ked af det. Igen, det er jo mit barn og den har kæmpet for at komme hertil og jeg har “lavet den selv” … hvad gør jeg her? Faren vil også helst have en pige, men slet ikke i samme omfang som mig. Han er verdens bedste far og elsker sine sønner.

Svar:

Hej

Det er store overvejelser, du har. Mange kvinder har nok, som dig, lyst til at blive mor til en pige. Og nogle kan, som dig, blive lidt skuffet, når det ikke lykkes. Men medmindre man kønssorterer æg/fostre, så er det jo et af de områder, vi ikke er herre over. Du har ønsket dig børn, og du har fået børn. Og du elsker dine drenge. Og de har tilmed verdens bedste far.

Hvor længe har du vidst, at du er gravid? Hvor længe har du vidst, at du nok venter en dreng? Hvor længe gik der sidste gang, før du kom over din skuffelse og glædede dig over nr. 2?

Du synes graviditet, fødsel og barsel er hårdt arbejde, og det vil mange kvinder kunne følge dig i. Hvad kunne gøre det lettere for dig? Og hvordan kunne din relation til Jeres drenge blive anderledes? Måske du skulle tale med en psykolog om dette? Eller en anden mor, der har fået måske 3 eller 4 drenge? -Abortlinien kunne nok formidle kontakt til en “drenge-mor”, hvis du er interesseret. Du overvejede abort, da du ventede nr. 2 og det gør du også nu, men dine tanker om abort lyder svære: Tankerne gør dig enormt ked af det, “jeg kan da ikke bare slå mit barn ihjel”, du skammer dig. Og abort er en stor ting, som mange fortryder og som kan blive en tung livsbagage. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Hvad tænker din mand om abort?

Håber, det bedste for dig. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske