Jeg vil gerne starte ud med at fortælle min historie. Jeg er 17år (protestantisk) og min kæreste er 18 år (katolsk). Jeg blev gravid ved en fejl, og da jeg kun var 17 år er der mange ting og overvejelser man skulle tage stilling til, min kæreste ville ikke have barnet og men for mig føltes en abort som noget forkert og jeg kunne ikke holde tanken ud. Jeg græd og græd og græd i flere dage, for jeg ville ikke have den abort, jeg kunne ikke begribe tanken om at slå mit barn ihjel.

I uge 6 af min graviditet, spontan abortere jeg og på en eller anden måde føles det rigtigt. Jeg er overbevist om at det var gud der tog beslutningen for os og valgte at tage barnet med sig. Jeg har overvejet at begynde at gå i kirke, for at vise min taknemmelighed, er det fjollet?

Hej
Du ønskede hverken barn eller abort, og derfor er det let at forstå, at du var lettet over at abortere spontant. Om du vil sige tak til Gud for det, er din egen beslutning. At gå i kirke er ikke fjollet, uanset årsag.

Hvad har du og din kæreste talt om ift sex og mulighed for at du igen bliver gravid? Du kan jo komme til at stå i samme situation igen med uplanlagt graviditet, uanset prævention. Overvej, om I skal vente med sex, til I er klar til at tage imod et barn?

Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske