Spørgsmål:
Hej brevkasse.
Jeg fødte for 8 måneder siden en dejlig lille dreng! Jeg har nu opdaget, at jeg er gravid igen! Min kæreste og jeg er lidt i vildrede. Men tror vi er kommet frem til det bliver en abort. Jeg er slet ikke psykisk klar til en baby mere. Er igang med uddannelse og min kæreste starter selvstændig.
Men jeg har det meget svært med det etiske i forhold til en abort og føler jeg dræber en baby… jeg har bare slet ikke lyst til et mere barn allerede. Er kun 2-3 uger henne har allerede mega meget kvalme og hovedpine! Og det magter jeg simpelhen ikke, at skulle igennem igen.
Hvordan får jeg overbevist mig selv om, at en abort er okay, og jeg skal ikke have dårlig samvittighed.
Svar:
Hej
Det er let at forstå, at I er i vildrede og har svært ved at overskue nr. 2 allerede. Men det er et stort dilemma for dig, lyder det til. For du har været gravid for kort tid siden, du ved, hvad du har i maven, du føler du kommer til at dræbe en baby og samtidig er du generet af graviditetsgener og ikke psykisk klar til nr. 2.
Hvordan kan du overbevise dig selv, om at abort er okay, spørger du. Når du gerne vil overbevises, er det så fordi, du pt ikke synes, abort er okay? Hvad tænker du om abort? Tænker du, at det i nogle tilfælde vil være okay?
Du kan sikkert finde folk, der synes, at abort er det helt rigtige, både ift Jeres søn, dig og Jeres forhold. Og du kan finde folk, der også har fået pseudo-tvillinger, og som ikke ville undvære nr. 2, fordi dette barn er lige så fantastisk en gave som nr. 1. Nogle kvinder har det ikke psykisk svært efter abort, mange kvinder har psykiske reaktioner. Du er bekymret for at få dårlig samvittighed efter en abort. Uanset hvad du vælger, er det et valg, du skal leve med.
Hvordan tror du, du vil have det, hvis du vælger abort?
Hvordan tror du, du vil have det, hvis du vælger at beholde barnet?
Hvis du gerne vil tale med en mor, der har stået i samme situation som dig, at blive gravid, mens nr. 1 stadig er lille, kan Abortlinien formidle kontakt. Du kan også læse i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort.
Håber det bedste for dig og Jer.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske