Spørgsmål:
Hej Brevkassen
Jeg er en kvinde på 24 år der forleden fandt ud af jeg er gravid. Jeg har været fast besluttet på at jeg på et tidspunkt i mit liv vil have børn. Dog er det ikke noget jeg føler jeg har travlt med, da jeg stadig mangler 2,5 år af min uddannelse i statskundskab. Jeg føler endnu ikke jeg er færdig med at udleve min ungdom, og er først klar til at få børn om 3-5 år.
Havde man spurgt mig i sidste uge, ville jeg være helt sikker på at jeg ønskede en abort fremfor et barn, det sted jeg er i mit liv nu. Da min læge meddelte at jeg var gravid, var der alligevel noget i mig der gjorde at jeg blev i tvivl om abort er det rigtige valg.
Jeg har en kæreste, vi har været sammen i 2,5 år men bor ikke sammen. Han er meget eksplicit omkring sin tanke om at abort er den eneste rigtige udvej, og han ønsker på ingen måde er barn nu. Derfor føler jeg også et kæmpe pres fra hans side til at vælge den beslutning. Jeg føler en abort er en stor beslutning, som jeg er bange for vil sidde i mig resten af livet, hvis ikke jeg er helt sikker på at det er det jeg vil.
Ligeledes ville jeg også have svært ved at vælge at få barnet, mod min kærestes vilje, da jeg ved det nok ville føre til et brud mellem os, og et barn der ikke har en far som ønsker det. Jeg har så utroligt svært ved hvad jeg skal gøre.
Jeg elsker min kæreste, men er også bange for abort
Mvh Stine
Svar:
Hej
Det lyder svært for dig, særligt, at du forestiller dig, at du skal vælge mellem barn eller kæreste, fordi din kæreste er så tydeligt i, at han ønsker abort.
Du lyder overrasket over dig selv, fordi du nu, hvor du er gravid, ikke umiddelbart tænker abort, som du havde forestillet dig. Hvad tror du, det handler om? Hvad har du tidligere tænkt om abort? Du tænker, abort er en stor beslutning, og du er bange for, at det vil sidde i dig resten af livet, og det er du ikke sikker på, at du vil.
Det er godt, du tager din tvivl alvorligt, og tager dig tid til at overveje din beslutning. Det er en stor beslutning at få abort, og mange fortryder. At blive mor er også en stor “ting”, men sjældent hører man om, at forældre fortryder deres børn. Det er helt forståeligt, at du er bange for at tage et valg, der kan koste dig din kæreste, som du elsker.
Det er ny viden for både dig og din kæreste, at du er gravid. Din kæreste reagerer som mange fyre på en uventet graviditet, de ønsker abort. De forestiller sig ofte, at abort er løsningen på en svær situation, og at abort spoler tiden tilbage til før graviditeten.
Du har tanker om, at en abort kan få betydning for dig fremover, og det er realistisk, det oplever mange kvinder. Mænd som din kæreste kan opleve en slags chok, at de mister kontrol, at et barn vil ødelægge deres liv. Men selvom han lige nu kun kan overskue abort, så kan det ændre sig for ham. Måske i løbet af graviditeten, måske først når barnet er født. Han elsker formentlig også dig, og har ikke lyst til at forlade dig. Han har formentlig heller ikke lyst til, at du skal få en abort bl.a pga pres fra ham, fordi du så kan risikere at få det psykisk svært.
Læs evt begge i brevkassen om andres erfaringer med abort. Og overvej, hvordan du tror, du vil have det, hvis du vælger abort? Og hvordan du tror, du vil have det med din kæreste, hvis du vælger abort, som du egentlig ikke ønsker? Abort kan få betydning for parforholdet, særligt hvis parret ikke er enige om aborten. Nogle forhold kan ikke holde til en abort.
Hvem kan du tale med udover din kæreste? Har I fælles venner, I kan tale med, evt nogle med barn?
Tag dig tid til at tænke og overveje muligheder.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske