Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Er jeg egoistisk? Han ønsker abort.

Spørgsmål:

Kære brevkasse.

Jeg er en mor midt i trediverne. Jeg har 2 børn fra tidligere forhold. Jeg har været sammen med min jævnaldrende kæreste i snart 3 år. Han har meldt ud flere gange at han ikke ønsker et barn, og jeg ikke ved om han kommer til det. Hvorimod jeg brændende ønsker mig et barn med ham.

Nu er jeg blevet gravid (ikke planlagt). Han mener, at dette er ved at ødelægge ham, og at der intet godt kommer ud af at få dette barn. Han har kaldt mig en egoist og andre trælse ting. Han prøver at presse mig til abort.

Men jeg ved at jeg vil blive ødelagt psykisk. Jeg har også 2 andre børn at tænke på. Han mener, at jeg netop ikke tænker på dem, ved at få en mere. Han mener at hans ønske om abort er lige så vigtig, og at han går psykisk ned ved at få et barn.

Jeg føler mig så splittet og ulykkelig. Tanken om abort har været der, da han prikker til min samvittighed som mor. Jeg vil helst beholde barnet, men er det virkelig for egoistisk af mig?

Hilsen Vandmanden

Svar:

Hej
Det er en svær situation, du står i, gravid og under hårdt pres fra din kæreste. Du ønsker at beholde barnet, men din kærestes pres får dig til at overveje abort.

Din kæreste ønsker ikke et barn, men er alligevel ikke blevet steriliseret, så han har vidst, at muligheden for graviditet var tilstede. Havde I talt om, at du kunne blive gravid?

Din kæreste reagerer som mange andre mænd ved uplanlagt graviditet. Mange bliver chokerede og forestiller sig det værste, hvis der kommer et barn. Og kan sige ubehagelige ting, fx at et barn mere går udover de andre børn. Din kæreste tænker, som andre i hans situation, at abort er løsningen.

Hvorfor skulle han mon gå ned psykisk ved at få et barn? Hvad frygter han? Jeg vil opfordre dig til fortsat at lytte til ham, finde ud af, hvad der presser ham så meget ved et barn? Har I gode folk omkring Jer, som han eller I begge kunne tale med om at få uventet barn?

Lige nu har han muligheden for at vise sig som din mand ved at tage ansvar overfor dig og det lille ufødte liv.

Hvad tænker han om abort? Hvad tænker du om abort? Mange mænd ved ikke, at abort ofte har en høj pris. Hvordan tror du, du vil have det, hvis du får en abort pga pres fra ham? Hvordan tror du, du vil have det med din kæreste? Læs evt begge i brevkassen om andres erfaringer med abort.

Du spørger, om du er egoistisk. Hvad ville du selv svare, hvis en veninde stod i tilsvarende situation? Er det egoistisk at tage vare på det lille ufødte liv, som I begge er ansvarlige for undfangelsen af? Er det egoistisk at lytte til dig selv? Og derved tage vare på dig selv, og dermed på din familie.

Din kæreste lyder chokeret, men måske oplever han situationen anderledes om noget tid, når chokket har lagt sig. Måske i løbet af graviditeten, måske først ved fødslen. Og barnet kan blive lige så ønsket og elsket som andre børn. Måske vælger han at forlade dig, hvis du beholder barnet. I så fald, hvem kan da hjælpe dig?

Du er velkommen til at skrive igen post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske