Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Gravid med ny kæreste

Spørgsmål:

Jeg har lige fundet ud af, at jeg er gravid max 6 uger henne. Mine problemer er mange. faren til barnet blev jeg først kærester med for 6 uger siden. Han var i et forhold og har børn. Vi har kendt hinanden over 1 år, men ikke været klar over, at vi begge synes godt om hinanden. Han endte med at gå fra familien for at være sammen med mig.

Jeg/vi er ikke i tvivl om, at vi skal være sammen. Vi vil have det hele sammen, men lige nu synes konsekvenserne meget store. Jeg er uden arbejde, men med god uddannelse. Han er lige gået fra familie, som ikke har det godt og som ikke kender til min tilstedeværelse.

Vi er ikke børn men i 30’erne. Vi vil gerne have børn, men det virker så uoverskueligt lige nu. kan ikke styre mine tanker, jeg er egentlig imod abort.

Svar:

Hej! Det lyder kompliceret for dig og jer. Det er ikke noget ideelt tidspunkt at blive gravid på, men det er du blevet. Og du er i 30’erne, så det skulle vel alligevel ikke vare så længe før du ville planlægge at blive mor?

Konsekvenserne af at beholde barnet er store, skriver du. Ja, det er jo et lille barn som vil gøre jer til forældre med alt hvad det indebærer. Det virker uoverskueligt med et barn lige nu, skriver du, ja, det er klart. Men en graviditet er lang og mange ting kan nå at falde på plads. I din situation er det oftest svært at styre tankerne, som du også skriver, derfor er det godt, at du bruger tid på at tænke og tale situationen grundigt igennem.

En abort er en stor beslutning, som for mange kvinder bliver en tung livsbaggage. De fleste kvinder får det psykisk svært efter en abort, sværest er det for de kvinder, der var i tvivl. Denne psykiske belastning kommer bag på mange, mange fortryder aborten og ønsker at blive gravid hurtigt igen.

Du skriver, at du egentlig er imod abort. Det vil jeg opfordre dig til at lytte meget til. Hvorfor skulle du få en abort, når du egentlig er imod det? Hvordan tror du, du ville have det, hvis beslutningen om abort var truffet? Hvad ville hjælpe dig til at kunne overskue at beholde dit barn? Hvad siger din kæreste?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og også velkommen til at dele dine overvejelser med en rådgiver på Abortlinien 48394848.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske