Gravid med nr 3 uplanlagt

7. august 2021
Jeg er meget usikker på om vi skal have en abort eller ej. Den ene dag tænker jeg det skal nok gå og den anden dag tænker jeg det bedst at lade hver.
Vi har to børn på 2 knap 3 år, jeg har lige sagt mit job op efter at have arbejdet fuldtid om aften, og samtidig har haft dem begge hjemme. Planen er jeg skulle gå hjemme på fuldtid til næste år, hvor de begge skal i børnehave.
Min mand siger han er 80% på ikke at få barnet og 20% på at få det. Men han ville støtte det fuldt ud hvis vi beholder det, og ville på ingen måder tvinge mig til abort.
Det har mest været mig der har haft en lille tanke, at måske om 3 år kunne jeg havde tænkt mig en mere. Men så synes min mand han ville være for gammel. Så skal der være en nr 3 skal det nok os være nu.
Men mine tanker går på, at vi ikke står super økonomisk, nu hvor jeg ingen indtægt har eller opsparing. Og man skal have masse nye ting og ny bil osv. Kan vi overskue en mere? Ville det ødelægge vores familie, og ende med vi går fra hinanden fordi presset forbliver for stort. Ville mine andre børn føle sig set ?
Jeg mister den frihed jeg endelig har fået, ved at de er så “store” nu. Jeg elsker alene tid og have tid til at ses med mine venner. Er 5 ikke bare et dårligt og ulige tal at være? Mere besværligt at få hjælp af bedste forældre fordi 3 er mange. Jeg ville ikke kunne tilbyde hjemmepasning de 3 første år, og det gør mig ondt. Synes faktisk mest jeg kan se ulemper ? Udover den kærlighed mine børn ville få til hinanden
Er i uge 7 så vi har stadig lidt tid. Men er os bange for efter virkningerne af en abort, frygter at min psyke ikke ville kunne holde til det. Og jeg vil fortryde resten af livet. Der tror jeg mere min mand ville tænke, det var det.
Hej
Du er gravid med nr 3 og meget i tvivl. Og det er din mand også. Men godt, at han vil støtte dig og ikke tvinge dig til abort.
I har to små børn, som du prioriterer at hjemmepasse. Tillykke med den prioritering! Du har haft en lille tanke om en mere. Og ”en mere” er nu på vej, men tidligere end planlagt, det får dig til at overveje abort. Sammen med mange bekymringer. De dage, hvor du tænker, at det nok skal gå at tage imod nr. 3, hvad tænker du da om alle dine forbehold?
Overvej, hvorfor nr 3 skulle ødelægge Jeres familie, og at I måske skulle gå fra hinanden? Du tænker, presset bliver for stort, og ja, I har formentligt en del at se til nu, og et barn mere giver både mere liv og glæde, og flere behov. Men, børnene bliver jo alle ældre, og behovene ændres. Mange familier har 3 børn, og mange har også børn aldersmæssigt tæt på hinanden. Kender I familier med 3 børn, som I kunne tale med?Overvej, hvad der kunne gøre det lettere for dig/Jer at overskue nr 3?
Hvis du vælger abort, kan du slippe mange af dine bekymringer, men du er bekymret for, om din psyke kan holde til det, om du vil fortryde. Hvad giver dig disse tanker?
Måske får du eftervirkninger af abort. Det oplever mange kvinder, særligt kvinder, der er i tvivl. Og det kan blive en høj pris, både for dig og for familien. Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort.
Hvis du beholder barnet, vil dine børn få kærlighed til hinanden, skriver du. Herudover får I forældre et barn mere at elske, mon ikke nr 3 vil blive samme gave til familien som sine søskende? Selvom I tænker, som I gør nu, kan meget ske i løbet af graviditeten, så barnet bliver lige så ønsket og elsket som de andre.
Hvordan kan dine værdier og tidligere erfaringer hjælpe dig i denne situation? Var Jeres nr 2 planlagt? Hvis ikke, hvilke overvejelser stod I da med?
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Gravid – abort
19. august 2026

Spørgsmål

Kære brevkasse. Sagen er at jeg er 7 uger henne og indstillet til en provokeret abort. Jeg er i forvejen mor til nogle børn. Jeg har fået en tid på sygehuset 8+3 dvs. uge 9 til en abort. Men hold nu op selvom jeg ønsker en abort, så ved jeg også hvor meget det har udviklet sig. Min mand ønskede en abort til at starte med, men nu er det som om at han trækker i land, ved at sige at det ikke ødelægger noget hvis jeg fortryder og ikke får aborten alligevel. Men jeg ved også godt at han selv sagde abort til at starte med. Jeg forstår ikke hvorfor han pludseligt ændrer holdning? Jeg har det elendigt og har rigtig mange opkastninger og kvalme og jeg føler ikke jeg kan være der for mine andre børn, så vil bare have det godt igen. Og derfor kommer aborttanken til mig flere gange dagligt, fordi jeg har det så dårligt. Er det normalt at jeg svinger fra abort til at beholde alt efter hvordan jeg har det ?

Svar

Hej Du har tid til abort, men er kommet i tvivl. Det er godt, du tager din tvivl alvorligt. Abort er en stor beslutning. Du har mange graviditetsgener, det lyder rigtig hårdt. Havde du også det med dine tidligere graviditeter? De fleste gravide får det bedre ift kvalme omkring 12. Graviditetsuge. Du kan evt tale med din læge om hjælp ift kvalmen. Og ja, når du har det så dårligt, er det naturligt, at du ikke ønsker at være gravid. Det kan være svært at overskue fremtiden imens man har det rigtig dårligt. Din mand ønskede først abort, men er nu ok med, at I beholder. Det lyder til at frustrere dig, at han har "ombestemt" sig. Men når du ind imellem hælder til at beholde, hvad betyder det så for dig, at det vil være ok for ham? Kan din mand hjælpe mere til ift jeres børn, når du har det dårligt? Hvad fik dig til at ønske abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort? Hvem har du/I talt med om graviditeten? Læs evt i brevkassen om andres erfaringer med abort. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser. Ønsker det bedste for dig og Jer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske  
Senfølger fra hjernerystelse og gravid
16. august 2026

Spørgsmål

Hej Jeg er uplanlagt blevet gravid med mit tredje barn. Jeg vil egentlig gerne have et barn mere i teorien, men familiens livssituation gør situationen enormt uoverskuelig. Jeg er sygemeldt med senfølger fra hjernerystelse mm. Og skal til at i praktik for at finde ud af hvor mange timer, jeg kan holde til at arbejde. Det forventes, at jeg ender i et flexjob. Mine symptomer er ret stabile og jeg føler egentlig, at jeg har overskud. Vi ved dog ikke, hvordan jeg reagerer på praktikken og det gør derfor situationen med et barn mere, endnu mere usikker. Har jeg reelt overskuddet? Min mand har desuden en forrygende karriere og bruger meget tid, rejsedage og energi på denne. Samtidig er han et kæmpe omsorgsmenneske og føler altid han er bagud herhjemme og har dårlig samvittighed overfor mig og vores to andre børn. Han er dog en meget nærværende og dejlig far, men også meget perfektionistisk overfor sig selv. Den dårlige samvittighed overfor mig stammer helt tilbage fra vores første barn blev født (vores drenge er 7 og 5). Vores søn var nemlig en grædebaby der sov meget dårligt. Vi har senere fundet ud af, at han er forsinket motorisk, og at han har adhd. Han kræver derfor ekstra støtte. Vi er bekymrede for om en ny baby skulle være lige så svær og derfor vælte læsset herhjemme. Min mand er bange for ikke at kunne give vores ældste det, han har brug for. Og han er også bange for altid at tænke "hvad nu hvis?" og den sorg en abort ville give mig. Jeg har altid drømt om 3 børn, men jeg kan godt se at timingen er virkelig dårlig og at vores livsomstændigheder måske kalder på noget andet. Desuden er jeg 37 og dette føles lidt som sidste chance. Jeg føler mig underligt distanceret fra beslutningen. Har næsten ikke grædt, selvom jeg normalt er et kæmpe følemenneske. Det er bare så surrealistisk det hele. Abort og at beholde barnet føles begge som rigtige løsninger. Men hver gang jeg glemmer at være fornuftigt og huske udfordringerne, kommer jeg til at glæde mig til at få barnet. Men håb er bare ikke et særligt stærkt argument. Jeg er meget forvirret, som det vist tydeligt fremgår. Har I et godt råd? Bedste hilsner fra mig

Svar

Hej Det er hårdt for dig med dine hjernerystelses-senfølger; godt at høre, at symptomerne er stabile og at du oplever overskud. Du skriver, at jeres livssituation er enormt uoverskuelig med din uventede graviditet, primært pga jeres ældstes behov for ekstra støtte. Du vil egentlig gerne have et barn mere, aldersmæssigt er det måske "sidste chance" og du kan komme til at glæde dig til at få barnet. Du lyder til at have en god mand, der både er realistisk ift at I ikke ved, om nr. 3 er nem eller kunne være ked-baby, og realistisk ift mulige følger af abort. Hvad tænker du om, hvordan en abort vil være for dig? Når du glemmer at være fornuftig, glæder du dig til nr. 3. Overvej, om det ikke også kan være fornuftigt at beholde nr. 3? Hvilke "fordele" ville der være ved ikke at få abort? Håb er ikke et særlig stærkt argument, skriver du. Hvorfor mon ikke?! I taber jo ikke hovedet, hvis I vælger at beholde barnet. I kender til mulige udfordringer og kan forberede jer. Meget kan nå at falde på plads i løbet af graviditeten, både praktisk og mentalt. Hvilken hjælp kunne I få brug for? Er der hjælp at hente i netværket eller skal I orientere jer andre steder? Måske du og din mand under graviditeten skulle tage nogle par-samtaler med en professionel, og tale om den dårlige samvittighed, perfektionismen og hvilke planer I sammen kan lægge for jeres familie på 5, med særlig opmærksomhed på jeres ældste... Håber det bedste for jer alle. Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine overvejelser. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Uplanlagt gravid
3. august 2026

Spørgsmål

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er 37år gammel , mor til fire skønne børn i alder 4 til 14år. Og opdagede jeg var blevet gravid da jeg var gået 8 dage over tid. Det kom fuldstændig bag på mig og kan ikke forstå hvordan det kunne ske. Min mand vil ikke have barnet og vil have mig til at få en abort. Jeg er så ked af det for føler jeg fjerner noget der er levende og det har jeg det virkelig svært ved. Men jeg kan også godt forstå min mand. Jeg har virkelig brug for hjælp. Jeg har aldrig fået en abort før og det skræmmer mig. Jeg skal have den medicinske fordi jeg kun er 5+2 og grunden til den medicinske er fordi tanken om fuld narkose skræmmer mig virkelig meget. Hjælp jeg er simpelthen så ked af det.

Svar

Hej Det lyder som en svær situation for dig! Det lyder som om, at du ikke ønsker at få aborten men at du godt kan forstå, hvorfor din mand siger, som han siger. Er der mulighed for at din mand ændre mening, hvis man får mere tid til at vænne sig til tanken. Hvordan ser jeres livssituation ud? Kan jeres familie rumme et barn mere? Du skriver at du har brug for hjælp. Er det bekymringer omkring at få en abort og hvordan det forløber, der er din største bekymring, eller er det din tvivl om hvorvidt du vil have en abort der fylder mest? Jeg forstår godt du er ked af, at stå i en situation, som du ikke har ønsket! Du er velkommen til at ringe til vores telefonrådgivning, der er åben torsdag til søndag kl. 19-22. Nummeret er 48 39 48 48, hvis du ønsker at tale med en om din situation. De bedste hilsner Maria, leder af Abortlinien.

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne