Spørgsmål:
Jeg er nok gravid i 12. uge. Tog en test her tidligere, fordi jeg ikke havde fået min mens. Jeg er 17 år gammel, og min kæreste er 19. Vi har været sammen i 1 år og nogen mdr.
Jeg er på p-piller, og så lige pludselig var jeg gravid. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for vil gerne ha en abort, men snakker ikke med mine forældre.
Svar:
Hej
Det lyder svært for dig. Du skal gå til læge og finde ud af, hvor langt du er henne. Man kan få abort indtil udgangen af 12. graviditetsuge. Når man er under 18 år, skal ens forældre give samtykke. Der kan søges om undtagelse fra dette gennem egen læge. I særlige tilfælde, kan man få abort efter 12. graviditetsuge, det skal man også søge om gennem egen læge.
Ingen prævention er 100% sikker. Havde du og din kæreste talt om, at du kunne blive gravid? Ved dine forældre, at du har kæreste og sex? Hvordan kan det være, at du ikke taler med dine forældre? Bor du sammen med dem?
Selvom graviditeten er helt uventet, så vil jeg opfordre dig og din kæreste til at undersøge Jeres muligheder. Hvis du ikke er så langt henne, som du tror, er abort måske en mulighed. Måske er det ikke.
Overvej, hvad du tænker om abort? Hvordan tror du, du vil have det efter en abort? Hvordan ville det være at blive ung mor? Vil din kæreste stå ved sit ansvar og hjælpe? Læs evt her: Ung og gravid og her: Min historie
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske