Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Min mand forventer jeg får det fjernet

Spørgsmål:

Hej brevkasse. Jeg er en kvinde på 32 år og er gift med min mand på 42 år. Sammen har vi en dreng fra 2020, og han har to store børn i forvejen. Vi har hans børn hver anden weekend. Jeg går på p-piller, og meningen om flere børn var der ikke.

Men nu er jeg uventet blevet gravid og min mand er reageret ret negativt på dette. Han forventer jeg får det fjernet. Jeg ønsker at beholde det, da jeg har fået en abort før og dette var ved at knække mig.

Vi har ingen, særlig med familie, ud over vores lille, som vi har dannet. Min familie er helt væk, så vores dreng vil vokse op alene. Frygten for at han bliver “ensom” fylder ret meget.

Min mand siger jeg skal pakke hans kuffert hvis jeg velger at beholde barnet. Han mener jeg trækker det ned over hans hoved. Det er heller ikke mit ønske, men jeg føler, jeg skal gøre ham glad og ødelægge mig selv psykisk.

Jeg plejer at være den, der altid tager udfordringerne til mig og arbejder på det. Men jeg føler, jeg opgiver for meget, hvis jeg får en abort. Mit hjerte brister. Samtidig elsker jeg min mand men jeg kan ikke se for mig et lykkelig liv efter evt. abort, for jeg ved, at jeg vil mangle noget.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og ville måske håbet på nogen udenforståendes øjne på situationen. Hvad kan jeg gøre?

Svar:

Hej
Hvor lyder det svært for dig. Og urimeligt, at din mand truer med at gå, hvis du tager ansvar for det lille liv, I begge er ansvarlige for undfangelsen af.

Ved din mand, at du har fået abort og været ved at knække af det? Mon han ved, at endnu en abort kan give dig samme reaktion, måske værre. Og at en abort, som du ikke ønsker, udover at kunne give dig psykisk reaktion, også kan få betydning for Jeres ægteskab og familie. Hvordan tror du, du vil have det med din mand, hvis du får en abort, som han har presset dig til?

Måske har den uventede graviditet rystet din mand så meget, at han er i en slags chok. Og måske vil dette chok aftage, når han har vænnet sig til tanken, og indset at hans 4. barn, er ligeså stor en gave som de andre. At forlade sin kone og barn er en voldsom udmelding, mon han mener dette? Han tænker, at du presser det ned over hans hoved, hvis du beholder barnet. Måske han tænker anderledes, når barnet først er der.

Hvis du lytter til dig selv, og beholder barnet, forlader din mand dig måske. Du har ikke familie, men har du andet netværk, der kan støtte dig? Abortlinien kan måske formidle kontakt til en støttefamilie.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om din situation.

Er det en mulighed, at I sammen taler med nogle venner/bekendte, som I begge har tillid til?

Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske