Først abort. Nu psykisk ustabil. 

7. oktober 2025
Jeg er en pige på 18 år, dog snart 19. Jeg fandt ud af, for 13 måneder siden, at jeg var gravid i 11. uge. Jeg havde 4 dage til at finde ud af, om jeg skulle have en abort eller ej. Da jeg fandt ud af det ringede jeg straks til min daværende kæreste. Hans reaktion var, at jeg ikke havde noget valg! Jeg skulle bare have en abort.
Jeg vidste godt at jeg var ung, men jeg har altid sagt, at jeg ALDRIG ville få en abort. Det endte så med, at jeg fik den alligevel for hans skyld. Jeg ville jo ikke tvinge ham ud i noget, han ikke var klar til. Jeg ville heller ikke risikere, at han blev en dårlig far.

Er stadig ked af det

Nu sidder jeg så her, lidt over et år efter, og jeg er stadig ked af det. Vi endte med at gå fra hinanden ca 1/2 år senere. Nu er jeg blevet glad for en anden fyr, og han er helt igennem fantastisk! Alt skal gå i mit tempo. Jeg har fortalt ham om aborten, hvilket var svært for mig.
Men problemet er, at jeg stadig er ked af det. Jeg tør ikke engang dyrke sex med ham, for hvad nu hvis.. kondomet kunne springe.. vi kunne drikke os fulde og glemme det.. HVAD NU HVIS?! Han har sagt at uanset hvad ville han være der. Men ærligt så vil jeg ham det bedste. Og jeg er ikke det bedste, når jeg er ked af det hele tiden, og så over noget, som skete for over et år siden.
Hvad skal jeg gøre? Jeg tror at jeg har brug for hjælp.
Hej
Du har fået en abort pga pres fra din ex-kæreste, på trods af, at du ellers var afgjort med, at du aldrig ville have abort. Efter aborten gik Jeres forhold i stykker og du er stadig ked af aborten. Nu er du forelsket, men er forsigtig med sex, fordi du er bange for at blive gravid igen.

Giv dig tid

Tag det med ro. Sex haster ikke, og fyren er indstillet på at vente til du er klar. Før I begynder med sex, tal om, hvad I vil gøre, hvis du bliver gravid, for det kan jo ske, uanset prævention. Overvej at vente med sex til I begge kan overskue at tage konsekvensen. Og bliv ved med at tage dig selv alvorligt, du er ked af det hele tiden, du har brug for at “arbejde” med din abort. Skriv evt ned, hvad du føler og tænker omkring aborten. Læs evt i Abortliniens brevkasse om andres erfaringer med abort. Læs evt her: Efter abort
Du kan få det bedre, og det kan tage tid. Vær tålmodig med dig selv.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Abortfortrydelse
29. april 2026

Spørgsmål

Hej, jeg er 41 år gammel og har to børn på næsten 4 og 7 år. Livet har været godt, og selvom jeg nogle gange forestillede mig tre børn, blev jeg fuldstændig overrasket, da jeg blev uplanlagt gravid og gik i chok og med en lammende angst. Efter 8 dage kunne jeg ikke håndtere alle de negative tanker og fik en abort (i 5. uge), hvilket min mand har støttet, men ikke selv ville have valgt. Umiddelbart efter fortrød jeg det, men prøvede at lægge det i baghovedet. Men nu kan jeg ikke få det ud af hovedet; hvordan jeg nu ville være i ti uger, hvordan jeg ikke gav min søn chancen for at blive storebror. Jeg tror, ​​at min første menstruation snart kommer, hvilket kan få tankerne til at eskalere. Har andre haft det sådan, og hvor lang tid tog det at slutte fred med det? Jeg overvejer endda, om vi skal prøve at få en baby, men jeg ved, at det skal sættes på pause, da det er mine hormoner og ikke mit hoved, og jeg ved, at det ikke kan erstatte det, jeg allerede har valgt at stoppe.

Svar

Hej Det lyder hårdt for dig. Du har fortrudt din hurtige beslutning om abort, og det fylder meget for dig. Måske også for din mand? Og ja, mange andre har som dig fortrudt deres abort. Mange vælger (for) hurtigt abort ved uventet graviditet. Kaostanker kan fylde, graviditetshormoner giver mange slags følelser, mange forestiller sig, at en abort spoler tiden tilbage til før graviditeten. Men mange oplever som dig at fortryde. Og endda overveje ny graviditet. Hvor lang tid det tager at slutte fred med sin beslutning, er meget individuelt. Læs evt. her https://abortlinien.dk/efter-abort/ Vær tålmodig med dig selv. Hvem kan du tale med? Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Hvor længe må man bløde?
18. februar 2026

Spørgsmål:

Hej Jeg fik en abort d. 11 december 2025 og har lige siden blødt. Lige efter aborten blødte jeg kraftigt i et par uger og fik også feber og var til tjek op på sygehuset pga det. Synes jeg kan læse at man kan bløde indtil næste menstruation men nu er to menstruationer gået forbi og jeg pletbløder stadigvæk hverdag. Skal jeg kontakte gynækologen der gav mig aborten eller min egen læge eller se hvad der sker?

Svar:

Hej Ja, jeg vil foreslå dig at kontakte gynækologen, det er længe, du har blødt, selvom det kun er pletblødning. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Bebrejder sig selv
4. februar 2026

Spørgsmål:

Hejsa. Er det normalt at man bliver ved med at bebrejde sig selv efter en abort? Altså en abort man ikke selv har valgt. Og hvordan kan tingene blive lettere igen så det ikke er så tungt og man ikke længere bebrejder sig selv?

Svar:

Hej Du skriver om en abort, du ikke selv har valgt. Er det en spontan abort eller en provokeret abort, som du er blevet presset til? Læs evt her: Efter abort Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne