Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Føler mig presset til abort igen

Spørgsmål:

Hej,
Jeg har for 4 år siden, som kun 15årig fået fortaget en abort, grundet min unge alder. Jeg har aldrig været igennem noget, som har taget så hårdt på mig. Jeg var til psykolog flere gange, fordi det gik mig så meget på. Og er til tider stadig præget af det.

Jeg er nu i den situation, at jeg er blevet gravid igen ved en fejltagelse. Jeg ved ikke om jeg vil kunne gennemføre endnu en abort. Men faren er opsat på, at det skal fjernes med det samme.

Det skal også lige siges, at vi ikke er kærester! Føler mig presset til at skulle få foretaget en abort mere, da jeg heller ikke føler for, at skulle sætte et barn til verden, hvor faren ikke vil have noget med det at gøre.

Svar:

Hej
Du er blevet gravid ved en fejltagelse. Du føler dig presset til at få en abort, fordi faderen ønsker det og ikke vil have noget med barnet at gøre. Det er en meget svær situation, du står i. I er i en uforpligtet relation, har haft sex, der startede et lille nyt liv, det er selvfølgelig umiddelbart problematisk og faderen ønsker abort.

Du har tidligere fået abort, og har betalt en høj pris for det, og det gør du til tider fortsat. Derfor ved du ikke, om du kan gennemføre en abort igen. Hvordan tror du, du vil have det efter endnu en abort? Havde du gjort dig tanker om, at du kunne blive gravid igen? Du vil formentlig få det mindst lige så svært igen efter en anden abort, som efter den første.

Barnets far tænker som mange andre fyre i hans situation, at abort er løsningen. Måske ved han ikke, hvad han udsætter dig for, hvis du får en abort? Måske ved han ikke, hvad abort egentlig er, måske han skulle læse lidt om abort, konsekvenser og fosterudvikling. Han har haft uansvarlig sex, og han vil ikke tage ansvar for konsekvensen.

Hvad vil du helst leve med?

Selvfølgelig har du ikke lyst til at sætte et barn i verden, hvor faderen ikke vil have noget med det at gøre. Men du har også ansvar for det lille nye livs tilblivelse. Hvad vil du helst leve med, abort eller barn? Hvordan ser dit netværk ud?

Er det en “god fyr”, udover at han har været sexuel uansvarlig og nu presser dig til abort? Måske besinder han sig, og bliver alligevel nysgerrig efter sit barn og ansvarlig med tiden? Overvej, hvad der kunne gøre det lettere for dig at overskue at beholde dit barn?

Lad dig ikke presse.

Det er dig, der er gravid. Det er dit valg og primært dig, der skal leve med dit valg. Vær helt sikker på hvad du vil, før du vælger abort. Og vær forberedt på, at dine omgivelser formentlig også vil presse på i fht abort. Men, at det ikke er et optimalt tidspunkt at blive mor på, er ikke det samme, som at et påbegyndt lille liv skal afsluttes.

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske