Følelsesmæssigt forstyrret efter abort

7. oktober 2025
Kære brevkasse.
Jeg testede positiv tilbage i marts, og min kæreste og jeg var lykkelige over det lille liv vi nu havde skabt. Jeg kom til tryghedsscanninger og hørte det lille hjerte slå – det var FANTASTISK og jeg fik billeder af hjertelyden med hjem.
Jeg kom igen ugen efter og der slog hjertet ikke længere. Jeg brød helt sammen og fungerede ikke i en måneds tid efter. Min krop ville ikke udstøde selv så måtte først igennem 2 medicinske aborter for derefter at få en kirurgisk.
Mine spørgsmål hertil er: er det normalt, at jeg nærmest ikke kan holde ud at se på veninder og venner der nu skal være forældre? Jeg bliver nærmest helt sur over det, og bagefter helt vildt ked af det, fordi det ikke er mig? Jeg har let til tåre når jeg ser et barn nu, og jeg arbejder indenfor faget. Håber jeg kan få svar på mit spørgsmål.
Hej
Det er trist, at I mistede det lille nye liv. Og det lyder til at have været en hård fysisk omgang også. Og nu sørger du og reagerer, og ja, din reaktion er helt forståelig og normal. De fleste i din situation (og alle de ufrivilligt barnløse) vil kunne genkende alle dine følelser. Læs evt i brevkassen om andre, der har mistet eller find chat-fora for kvinder, der også har været igennem spontan abort.
Og vær tålmodig med dig selv og god ved dig selv. Tag dig tid til at sørge. Skån dig selv for situationer med gravide og små børn, som du ved bliver svær for dig. Ingen vil forvente, at du skal kunne glæde dig 100% med dem, der har det, som du har mistet. Mindre kan vel også gøre det.
Det lyder belastende, at du arbejder med børn. Overvej, om du kan klare det eller skal tale med din leder om andre muligheder for en periode. Hvis du ikke får det gradvist bedre den næste måneds tid, vil jeg anbefale dig at tale med din læge, så han kan vurdere dig i fht depression.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Graviditet efter abort
10. november 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg fik en kirurgisk abort for 3,5 uge siden, da graviditeten var gået til. Er det muligt at få ægløsning inden hcg er helt ude af kroppen? Altså er det muligt at blive gravid igen inden hcg er helt ude af kroppen?

Svar:

Hej Det er trist, at graviditeten gik til. Jeg vil opfordre dig til at kontakte din læge med dit spørgsmål. Typisk kommer ægløsning 2-4 uger efter aborten. Håber du snart bliver gravid igen og at alt forløber uden komplikationer. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Har jeg haft en abort? 
9. marts 2025

Spørgsmål:

Hej. Jeg tog en meget svag, men positiv graviditets test søndag morgen. Jeg begynder at bløde søndag eftermiddag, og bløder stadig idag, onsdag. Blodet indeholder mørke klumper og er meget rødt. Jeg har taget tests hver dag siden, 1 mandag, 1 tirsdag og 1 idag, onsdag. De har alle været negative.. Kan den positive test i søndags have været falsk? Eller er HCG niveauet bare faldet enormt hurtigt fordi det var meget tidligt i “graviditeten”? (5+1)

Svar:

Hej Det er muligt, at du har haft meget tidlig spontan abort. Testede du søndag, fordi du ikke fik menstruation til forventet tid? Prøver du at blive gravid? Tal evt med din læge. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Kirurgisk abort
23. september 2024

Spørgsmål:

Jeg oplevede en MA, som efterfølgende endte ud i 3 udskrabninger, da de åbentbart ikke formåede at få alt restvæv ud de to første gange. Disse udskrabninger fandt sted over en periode på 6 uger… Efter den sidste udskrabning (hvor de brugte kamera), havde jeg ikke smerter og blødte ikke voldsomt meget. Jeg har efterfølgende haft ubeskyttet samleje med min kæreste. Det er nu 4 uger siden sidste udskrabning, men for 10 dage siden oplevede jeg en minimal lyserød pletblødning, som har været efterfulgt af ti dages brunligt pletblødning. Ikke voldsomt, men cirka hver gang jeg tørrer mig. I starten af pletblødningen, havde jeg jag i maven, og murren i underlivet. Jeg er møg nervøs for om der stadig er en restvæv, eller om dette kan være normalt efter hvad min krop desværre har måtte gå igennem.. Er dette mon normalt?

Svar:

Det har været et hårdt forløb du har været igennem. Jeg kan desværre ikke give dig en garanti for om det er restvæv. Jeg vil anbefale dig at kontakte din egen læge og få det afklaret. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Marianne Jørgensen, abortlinieleder

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.