Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Følelsesmæssigt forstyrret efter abort

Spørgsmål:

Kære brevkasse.

Jeg testede positiv tilbage i marts, og min kæreste og jeg var lykkelige over det lille liv vi nu havde skabt. Jeg kom til tryghedsscanninger og hørte det lille hjerte slå – det var FANTASTISK og jeg fik billeder af hjertelyden med hjem.

Jeg kom igen ugen efter og der slog hjertet ikke længere. Jeg brød helt sammen og fungerede ikke i en måneds tid efter. Min krop ville ikke udstøde selv så måtte først igennem 2 medicinske aborter for derefter at få en kirurgisk.

Mine spørgsmål hertil er: er det normalt, at jeg nærmest ikke kan holde ud at se på veninder og venner der nu skal være forældre? Jeg bliver nærmest helt sur over det, og bagefter helt vildt ked af det, fordi det ikke er mig? Jeg har let til tåre når jeg ser et barn nu, og jeg arbejder indenfor faget. Håber jeg kan få svar på mit spørgsmål.

Svar:

Hej
Det er trist, at I mistede det lille nye liv. Og det lyder til at have været en hård fysisk omgang også. Og nu sørger du og reagerer, og ja, din reaktion er helt forståelig og normal. De fleste i din situation (og alle de ufrivilligt barnløse) vil kunne genkende alle dine følelser. Læs evt i brevkassen om andre, der har mistet eller find chat-fora for kvinder, der også har været igennem spontan abort.

Og vær tålmodig med dig selv og god ved dig selv. Tag dig tid til at sørge. Skån dig selv for situationer med gravide og små børn, som du ved bliver svær for dig. Ingen vil forvente, at du skal kunne glæde dig 100% med dem, der har det, som du har mistet. Mindre kan vel også gøre det.

Det lyder belastende, at du arbejder med børn. Overvej, om du kan klare det eller skal tale med din leder om andre muligheder for en periode. Hvis du ikke får det gradvist bedre den næste måneds tid, vil jeg anbefale dig at tale med din læge, så han kan vurdere dig i fht depression.
Håber det bedste for dig.

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske