Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Dilemma omkring abort

Spørgsmål:

Hej Brevkassen. Jeg er en pige på 19 år, og jeg har for nylig fundet ud af, at jeg er gravid i uge 6. Jeg er super glad for det, og har i lang tid ønsket mig dette. Dog er min kæreste ikke nær så glad for det, han er mere bange end glad. Han er bange for vi ikke kan forsørge for barnet, da vi ikke har økonomien eller boligen til det. Vores familier er meget strenge, og det er også noget han er bange for. Derfor vil han have jeg får en abort.

Han ved heller ikke om han er klar til, at være far endnu, han er knap 20 år, dog har han tidligere nævnt, at han gerne ville det samme som mig, før han rent faktisk fandt ud af jeg var gravid.

Jeg ved disse nævnte udfordringer vil være svære, men jeg vil bare tage det som det kommer. Min mor har en mistanke om at jeg er gravid, og hun siger “Husk nu din uddannelse først” og det skræmmer mig.

Jeg ved ikke hva jeg skal gøre, og jeg er vildt splittet. Jeg overvejer en abort, men det er noget jeg er imod, så det er lidt af et paradoks. Jeg ved ikke hvad det rigtige at gøre er her. Det føles som om noget jeg gerne vil have bliver taget fra mig.

Svar:

Hej
Du er ung og gravid og glad for det, da du længe har ønsket dette. Men din kæreste er ikke glad. Han har tidligere sagt, at han ville det samme som dig, var I enige om at prøve at opnå graviditet? Du skriver, at Jeres familier er strenge og din mor ønsker, du får uddannelse først. Din kæreste og Jeres familier får dig til at overveje abort, selvom du er imod abort. Du føler, at noget du gerne vil have bliver taget fra dig, og du er i dilemma. Det er let at forstå.

Du har længe ønsket at blive gravid, hvad havde du forestillet dig i fht din kæreste og Jeres familier? Mange vil mene, at du bliver en ung mor og at det er bedst, som din mor siger, at få uddannelse først. Hvad tænker du? Ønsker du uddannelse? Hvad hvis din kæreste går, hvem kan hjælpe dig, hvis du bliver alenemor?

Det er dit valg. Det er dig, der er gravid, og ingen kan tage noget (dit ufødte barn) fra dig. Dine nærmeste kan have velmente meninger og kan yde et vist pres, men det er dit valg. Din kæreste er bekymret for økonomi mm, men der er hjælp at hente. Læs evt her: Ung og gravid.

Selvom din timing med graviditet måske ikke er så velovervejet, så er barnet nu på vej. Du er ikke den første unge pige, der bliver gravid, læs evt her: Min historie.

Hvis du overvejer abort, så undersøg, gerne sammen med din kæreste, hvad det vil indebære, læs om abort på Abortliniens hjemmeside. Overvej, hvorfor du er imod abort, og hvad der skulle få dig til at vælge en abort, som du er imod. Hvordan tror du, du vil have det efter en abort?
Overvej, hvad der kunne hjælpe dig til at overskue at beholde barnet?

Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848
Håber det bedste for dig og Jer.

Venlig hilse Trine Holst Nielsen, sygeplejerske