Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Det fornuftige valg, men det føles ikke rigtigt

Spørgsmål:

Jeg er kvinde på 30 og min kæreste er 25, jeg har en søn på 4. Jeg er på nuværende tidspunkt i lære, som jeg færdig med næste år. Sagen er den at jeg har taget to test der viser jeg gravid. Hvilket virkelig kommer bag på mig, for det var ik planlagt.

Kæresten og jeg har været sammen i over 2 år, men vi har aldrig boet sammen. Så har jeg min uddannelse der skal gøres færdig, og hvis jeg vælger beholde det, vil min chancer for arbejde efter endt barsel være ret så lille. Min tanker flyver frem og tilbage. Før jeg stod med de positiv test var jeg sikker på det skulle være abort! Men nu synes jeg det er et næsten umuligt valg. Skal Snakke med kærsten om det sener.

Svar:

Hej
Du er uplanlagt gravid og i tvivl. Du har været sikker på abort, og har tænkt, at abort var fornuftigt, men nu føles det ikke rigtigt. Hvad tror du har ændret sig for dig? Overvej, om det kan være fornuftigt at beholde barnet? Hvad tænker du om abort? Hvordan tror du, du vil have det, hvis du vælge abort? Hvordan tror du, du vil have det, hvis du beslutter at beholde barnet? Du og din kæreste har ikke boet sammen, har I planer om det? Havde I talt om, at du kunne blive gravid?

Mht. din uddannelse, hvad får dig til at tænke så pessimistisk om at få arbejde efter barsel? Der må da være andre, der får børn under din uddannelse. Og om du så ikke fik job lige med det samme, fordi du er blevet mor igen, hvad ville der ske ved det?

Hvor længe har du vidst, at du er gravid? Er du nervøs for at fortælle din kæreste om graviditeten? Hvordan håber du, han vil reagere? Måske vil han være chokeret og have svært ved at overskue at skulle være far, måske vil han foretrække, at I venter et par år med at blive forældre, måske vil han tænke abort som eneste mulighed. Mange fyre “er ikke klar”, når kæresten er uventet gravid. Men de kan nå at blive klar inden termin! Og mange fyre forestiller sig, at abort spoler tiden tilbage til før graviditeten. Men abort har ofte en høj pris, særligt for kvinden, nogle gange også for parforholdet. Husk, at det er dit valg og primært dig, der skal leve med det. Tag Jer tid til at tale om Jeres muligheder.

Håber det bedste for dig og Jer.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848

Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske