Andre end mig har negative reaktioner efter abort

7. oktober 2025
Tak til abortlinien! Hvor er det fantastisk, at der findes en hjemmeside som denne.
Jeg har haft en negativ reaktion efter aborten, trods den stærke person jeg ellers er. Jeg har aldrig forstået de folk med depressioner. Men det gør jeg nu. Så derfor vil jeg gerne sige tak for at jeg kan gå herind og se, at der er andre i samme situation som mig. J
eg var desværre sammen med en anden fyr. Min kæreste og jeg havde ellers forsøgt at få et barn i 2 år, uden det er lykkedes – og så sker det endeligt, men måske med en anden. Min kæreste ville pludselig heller ikke have barnet, så jeg måtte få den abort, både fordi kæresten ikke ville have barnet og fordi jeg var i tvivl om, hvem faren egentlig var.
Jeg elsker min kæreste rigtig højt. Men skyldfølelse er der masser af ! Føler mig egoistisk og at jeg bare siger “dur’ ikke” til et barn, føler det er MØG forkert af mig. Jeg er bange for, at det vil straffe mig senere i livet.

Tiden heler

Men jeg vil sige, at tiden heler. Og jeg taler med folk om det og det hjælper. Jeg har talt med min kæreste, den fyr jeg så og mine veninder, de forstår mig ikke helt, men jeg kommer af med en masse tanker. Men en abort vil jeg ikke anbefale. Jeg kunne forstå på lægen at der skal gå 6 måneder efter aborten til man må forsøge igen, korrekt? Kan man tjekke en mands sæd for kvaliteten?
Hej. Tak for dine ord om brevkassen.
Ja, du er en af de mange, der betaler en høj pris for en abort og har erfaret, at abort ikke er løsningen trods en vanskelig situation. Det er godt, du har folk omkring dig, som du kan dele dine tanker og følelser med. Det er vigtigt at tage sine reaktioner meget seriøst, ellers kan aborten blive en tung livsbaggage.
Du nævner, at du har megen skyldfølelse. Det er også en naturlig reaktion efter en abort. Nogle har glæde af at tale med en præst om skyld og Guds tilgivelse og oplever herefter at blive sat fri af skylden. Du kan overveje, om det er noget, du har lyst til. I så fald kan Abortlinien henvise til en præst i nærheden af, hvor du bor. Du kan skrive igen til post@abortlinien.dk
At der skal gå 6 mdr. efter en abort til man kan forsøge graviditet igen, har jeg ikke hørt om. Hvis der ikke har været komplikationer kan man forsøge igen efter man har haft sin menstruation.
Når et par er bliver udredt for ufrivillig barnløshed indgår undersøgelse af sædkvaliteten. Tal med jeres læge, hvis I ønsker at få din kærestes sæd undersøgt.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Pletblødning efter abort
8. juni 2026

Spørgsmål

Hej. Jeg ønsker råd omkring et langvarigt blødningsforløb efter medicinsk abort. Jeg fik den 4. april konstateret missed abortion ved scanning. Jeg skulle have været ca. 10 uger henne, men fosteret var gået til grunde omkring uge 8. Jeg startede medicinsk abort, men første behandling tømte ikke livmoderen helt, så jeg fik en ny omgang medicinsk behandling. Ved kontrol den 25. april kunne man stadig se rester i livmoderen, men man vurderede, at de sandsynligvis ville komme ud med næste menstruation. Siden da har jeg haft vedvarende pletblødning. Den 10. maj fik jeg kraftig blødning i ca. 2 dage efterfulgt af lettere blødning. Den 19. maj fik jeg igen kraftig blødning i ca. 2 dage, hvorefter det igen aftog til pletblødning. Jeg blev scannet den 21. maj, hvor man ikke længere fandt rester af graviditetsvæv. Man kunne se blod i livmoderen, som blev tolket som gammelt blod, og man vurderede, at blødningen skyldtes efterforløbet efter den medicinske abort. Jeg har siden fortsat haft daglig pletblødning, primært mørkerødt/brunligt blod og enkelte små klumper. Jeg har ingen feber, ingen lugtgener og ingen smerter. Jeg tog en graviditetstest i går, som var negativ. Er det normalt at pletbløde i så langt tid ? Hvad kan jeg gøre for at stoppe det og får nor al menstruation igen.. jeg vil gerne blive gravid igen

Svar

Hej Det er trist med din abort, og forståeligt, at du er frustreret over det lange efterforløb. Med scanningen d. 21. maj og det, at du ikke har infektionstegn, er der formentligt ingen grund til bekymring. Hvis pletblødningen (med klumper) ikke er ophørt 3 uger efter scanningen vil jeg foreslå dig at kontakte lægen igen. Håber, du snart er på "den anden side" og at du bliver gravid med ukompliceret forløb. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Abortfortrydelse
29. april 2026

Spørgsmål

Hej, jeg er 41 år gammel og har to børn på næsten 4 og 7 år. Livet har været godt, og selvom jeg nogle gange forestillede mig tre børn, blev jeg fuldstændig overrasket, da jeg blev uplanlagt gravid og gik i chok og med en lammende angst. Efter 8 dage kunne jeg ikke håndtere alle de negative tanker og fik en abort (i 5. uge), hvilket min mand har støttet, men ikke selv ville have valgt. Umiddelbart efter fortrød jeg det, men prøvede at lægge det i baghovedet. Men nu kan jeg ikke få det ud af hovedet; hvordan jeg nu ville være i ti uger, hvordan jeg ikke gav min søn chancen for at blive storebror. Jeg tror, ​​at min første menstruation snart kommer, hvilket kan få tankerne til at eskalere. Har andre haft det sådan, og hvor lang tid tog det at slutte fred med det? Jeg overvejer endda, om vi skal prøve at få en baby, men jeg ved, at det skal sættes på pause, da det er mine hormoner og ikke mit hoved, og jeg ved, at det ikke kan erstatte det, jeg allerede har valgt at stoppe.

Svar

Hej Det lyder hårdt for dig. Du har fortrudt din hurtige beslutning om abort, og det fylder meget for dig. Måske også for din mand? Og ja, mange andre har som dig fortrudt deres abort. Mange vælger (for) hurtigt abort ved uventet graviditet. Kaostanker kan fylde, graviditetshormoner giver mange slags følelser, mange forestiller sig, at en abort spoler tiden tilbage til før graviditeten. Men mange oplever som dig at fortryde. Og endda overveje ny graviditet. Hvor lang tid det tager at slutte fred med sin beslutning, er meget individuelt. Læs evt. her https://abortlinien.dk/efter-abort/ Vær tålmodig med dig selv. Hvem kan du tale med? Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Hvor længe må man bløde?
18. februar 2026

Spørgsmål:

Hej Jeg fik en abort d. 11 december 2025 og har lige siden blødt. Lige efter aborten blødte jeg kraftigt i et par uger og fik også feber og var til tjek op på sygehuset pga det. Synes jeg kan læse at man kan bløde indtil næste menstruation men nu er to menstruationer gået forbi og jeg pletbløder stadigvæk hverdag. Skal jeg kontakte gynækologen der gav mig aborten eller min egen læge eller se hvad der sker?

Svar:

Hej Ja, jeg vil foreslå dig at kontakte gynækologen, det er længe, du har blødt, selvom det kun er pletblødning. Håber det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne