Aldrig kommet over sorgen efter aborten

26. februar 2018
Jeg fik en provokeret abort i 9. uge for fem år siden. Graviditeten var uplanlagt. Dengang havde min kæreste og jeg været sammen i et par år, men vores parforhold var turbulent og der var mange skænderier.  Min kæreste ville ikke beholde barnet, han mente ikke, at vi var klar. Jeg var meget i tvivl. Jeg ville ikke tvinge det nedover ham, og ville ikke være forælder på et ulykkeligt grundlag.
Desværre opdagede vi graviditeten i begyndelsen af en måneds rejse, så jeg endte med at måtte gå med min graviditet i en hel måned. Dette var meget afgørende, for jeg endte med at føle mig knyttet til graviditeten. Fik dog den provokerede abort da vi igen var i Danmark. Det blev en stor sorg for mig. I flere år var jeg desperat efter at blive gravid igen. Det gik over til sidst, og i mellemtiden blev min kæreste helt klar og tryg ved vores forholds fremtid. For tre måneder siden fik vi en planlagt og meget ønsket datter. Nu er den abort for mange år siden begyndt at spøge igen.
Nu, hvor jeg har en baby, tænker jeg på, hvordan jeg dog kunne vælge det fra dengang. Var det en lille pige eller dreng, hvordan havde han/hun set ud, den lille krop – det er meget mere virkeligt, hvad jeg er gået glip af. Nu ved jeg, hvad jeg har mistet. Og det gør så utroligt ondt. Jeg håber, I kan hjælpe mig med tankemylderet og sorgen.
Hej
Du fik en abort for 5 år siden, det var svært for dig både før og efter aborten, og nu, hvor du har fået en baby, blusser sorgen op igen.
Det er hårdt for dig. Det, du beskriver, er naturligt og forståeligt. De fleste kvinder får det psykisk svært efter abort, særligt hvis de var i tvivl eller blev pressede. Dette kommer bag på mange, for abortens pris er ofte tabu. Reaktionerne kan komme lige efter aborten eller senere, fx når kvinden får et barn, og som du, tænker på det barn, der blev valgt fra. Typiske reaktioner er sorg, savn, tomhed, skyld og vrede, hvis man blev presset. Du oplever sorg. Hvad handler dit tankemylder om?
Hvad kan du gøre? Jeg vil opfordre dig til at forholde dig til dine tanker og følelser, som du også gør. Prøv at skrive ned, hvad du føler og tænker. Skriv evt et brev til det lille liv. Hvem kan du tale med? Din kæreste eller andre fortrolige? Vigtigt er, at det er nogen, der vil lytte til, hvordan du har det og ikke neglisere (“det var jo det bedste på det tidspunkt” osv.)
Læs evt i brevkassen om andre kvinders erfaringer med abort. Læs evt Efter abort.
Du er velkommen til at skrive igen til post@abortlinien.dk og du kan ringe til Abortlinien 48394848 og tale med en rådgiver om dine tanker.
Håber det bedste for dig.
Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Spørgsmål fra andre i samme situation

Her kan du læse de seneste spørgsmål fra andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan deres tanker og svar fra brevkassen hjælpe dig videre – eller give dig mod på selv at skrive ind.

Vil gerne være gravid igen efter sen abort
28. september 2026

Spørgsmål

Hej Jeg er lige gået igennem en sen abort, hvor jeg i uge 16 fandt ud af, at hjertet var stoppet med at slå i uge 14. Jeg er stoppet med at bløde her 5 dage efter. Det eneste fokus, jeg har lige nu er, hvordan jeg igen bliver gravid med et sundt og rask barn. Jeg vil derfor høre, hvad de bedste råd er til at gøre kroppen stærk og forberede den bedst muligt på en ny graviditet? Både ift. kost, motion og andet.

Svar

Det er trist med dit tab, og let at forstå, hvor dit fokus er. Jeg vil opfordre dig til at sørge over dit tab, være tålmodig med dig selv, og vente med at forsøge ny graviditet til efter du har fået din menstruation igen. Tal evt med din læge. Og lev efter de almindelige anbefalinger med kost, vitaminer, motion. Håber, du snart må blive gravid igen og få en ukompliceret graviditet. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Bange for at blive gravid
22. september 2026

Spørgsmål

Hej. I maj måned blev jeg gravid, og det var ikke et ønske jeg havde. Jeg fik derfor en abort, men hele perioden og forløbet tog helt ekstremt hårdt på mig og mit mentale helbred. For omkring 2/3 uger siden var jeg sammen med min kæreste hvor at kondomet faldt af oppe i mig. Jeg er ikke på noget prævention ud over at bruge kondom. Jeg gik i panik og siden har jeg været så rædselsslagen ved tanken om at blive gravid igen og skulle igennem det samme en gang til. Jeg er ved at græde bare ved tanken og føler helt automatisk at jeg får kvalme ved at tænke på det. Jeg ved at jeg nok ikke ville kunne se på en graviditetstest om jeg er gravid endnu da jeg først skal have min menstruation om 7/8 dage. Men det fylder helt utroligt meget i mig

Svar

Hej Det lyder meget svært for dig med din usikkerhed omkring mulig graviditet. Om ca en uge ved du, om du er gravid eller ej. Hvis du er gravid, skal du finde ud af, hvad du vil gøre. Hvis du ikke er gravid, må du overveje anden prævention, så du ikke kommer i samme situation igen. Har du talt med nogen om dit svære forløb efter aborten? Håber, det bedste for dig. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske
Pletblødning efter abort
8. juni 2026

Spørgsmål

Hej. Jeg ønsker råd omkring et langvarigt blødningsforløb efter medicinsk abort. Jeg fik den 4. april konstateret missed abortion ved scanning. Jeg skulle have været ca. 10 uger henne, men fosteret var gået til grunde omkring uge 8. Jeg startede medicinsk abort, men første behandling tømte ikke livmoderen helt, så jeg fik en ny omgang medicinsk behandling. Ved kontrol den 25. april kunne man stadig se rester i livmoderen, men man vurderede, at de sandsynligvis ville komme ud med næste menstruation. Siden da har jeg haft vedvarende pletblødning. Den 10. maj fik jeg kraftig blødning i ca. 2 dage efterfulgt af lettere blødning. Den 19. maj fik jeg igen kraftig blødning i ca. 2 dage, hvorefter det igen aftog til pletblødning. Jeg blev scannet den 21. maj, hvor man ikke længere fandt rester af graviditetsvæv. Man kunne se blod i livmoderen, som blev tolket som gammelt blod, og man vurderede, at blødningen skyldtes efterforløbet efter den medicinske abort. Jeg har siden fortsat haft daglig pletblødning, primært mørkerødt/brunligt blod og enkelte små klumper. Jeg har ingen feber, ingen lugtgener og ingen smerter. Jeg tog en graviditetstest i går, som var negativ. Er det normalt at pletbløde i så langt tid ? Hvad kan jeg gøre for at stoppe det og får nor al menstruation igen.. jeg vil gerne blive gravid igen

Svar

Hej Det er trist med din abort, og forståeligt, at du er frustreret over det lange efterforløb. Med scanningen d. 21. maj og det, at du ikke har infektionstegn, er der formentligt ingen grund til bekymring. Hvis pletblødningen (med klumper) ikke er ophørt 3 uger efter scanningen vil jeg foreslå dig at kontakte lægen igen. Håber, du snart er på "den anden side" og at du bliver gravid med ukompliceret forløb. Venlig hilsen Trine Holst Nielsen, sygeplejerske

Retten til Liv

Abortlinien drives af foreningen Retten til Liv, som arbejder for at værne om livet – også før fødslen. Vi tilbyder anonym og fortrolig rådgivning, hvor du mødes med respekt, empati og åbenhed.

Vores rådgivere lytter uden fordømmelse og giver dig viden og støtte, så du kan træffe dit eget valg. Hos os bliver du aldrig presset eller manipuleret – kun mødt i din situation.

Velkommen til Abortliniens anonyme brevkasse.

Det er her du skriver dit spørgsmål. Dit spørgsmål vil blive besvaret anonymt og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt. Der kan gå op til en uge.

Brevkassen pop-up

Skriv til brevkassen

Emne